∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Rossini-operaen fra 1816 – sat vellykket op som stumfilm anno 1910.
Den Kongelige Opera eksperimenterer med både sangere og instruktør ved nyopsætningen af ”Barberen i Sevilla”. Det er en af de absolut mest populære operaer, hvor der gerne må være sjov og ballade på scenen, også for Feinschmeckerne, for sådan er det, når det endelig er en komisk opera.
Barberen i Sevilla. Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo.
Med Mungo Parks tidligere leder Martin Lyngbo som instruktør er der arbejdet ned i mindste detalje. I programmet forklarer han, hvorfor Figaro er blevet til vagabond, og handlingen er lagt i 1910. Der måtte afstand til klassesamfundet i 1770-erne, før den franske revolution, hvor det oprindelige forlæg blev skrevet. Da stod barberen langt nede i klassesystemet. Sådan er det jo ikke i dag, hvor kokke og frisører er top vip-personer i mange sammenhænge. Og året 1910 – kom vist op, fordi man via stumfilmsæstetikken kunne låne fra Chaplin og andre. Det er både sjovt og vellykket – og vel timet, i en stramt stram koreografi ved skuespilleren og instruktøren Kristjan Ingimarsson.
På intet tidspunkt står en sanger umotiveret stille, alt er gennemtænkt. Alle går eller løber fra placering til placering, som var de skakbrikker, og har de mest vanvittige gøremål. Scenografien er æstetisk smuk og næsten todimensional i gråt, skabt af Rikke Juellund. Flot, konsekvent og underholdende!
Barberen i Sevilla. Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo.
Kapellet underordner sig spillet på scenen på den mest elegante måde. Sangerne, som mest er gæster udefra, fylder flot de stramt instruerede roller ud – og lægger dertil deres stemmer. Fint med den lidt korpulente Figaro, Luthando Qave, hvor Figaro-partiet vist er en debut for ham. Den unge Rosina synges af Anna Kasyan, stærk, bestemt, og ikke i et sekund er hun fysisk ukoncentreret i det krævende stumfilmsunivers.
Historien er jo, som den er: Figaro er barber, her dog blevet til en vagabond, der lader som om han er barber, og hjælper en flink greve med at få fat i den unge pige Rosina, som holdes indespærret af en ældre herre. Hun har også en bejlende spillelærer, og så er der både en notar og en tjenestepige. Ikke flere personer, men hos Lyngby nogle statister, der fylder rollerne ud, så vi er i et up- and downstairs miljø i begyndelsen af det 20.århundrede .
Ouverturen, som vist ikke blev skrevet til denne opera, er en flot optakt til det hele, ingen sang, men en hel historie fortalt i abrupte stumfilmsbevægelser.
Barberen i Sevilla. Det Kongelige Teater. Foto: Miklos Szabo.
Makkerparret Lyngbo og Juellund fungerer fint sammen, og den eneste anke er, at det ikke er danske sangere, der får lov at deltage i løjerne. Bare Operaen snart ville gøre en stor indsats for vore egne sangere og give dem tilstrækkelig af muligheder.
Og programmet: Godt med en intro til Lyngbos iscenesættelse. Ærgerligt at der ikke er plads(?) til lidt om Rossini, Beaumarchais’ tid lige før revolutionen og selvfølgelig Barberens danske scenehistorie. Og hvad med sangernes cv’er? Alt det skal man selv finde på Wikipedia, men det går jo ikke under forestillingen. Lad os få de gode, gedigne teaterprogrammer tilbage, som de findes i Malmø og andre steder rundt i verden. Og på Det Ny Teater! Når den ny teaterchef kommer, håber vi, der er så meget styr på økonomien, at også kulturarven før, nu og i morgen kan tilgodeses. Vi venter spændt!
Barberen i Sevilla af Giachino Rossini ( 1816) efter Beaumarchais’ skuespil Le BArbier de Séville (1775).
( Opført over 716 gange på Det Kongelige Teater – 1. gang 1822.)
Instruktør: Martin Lyngbo
Dirigent: Michael Hofstetter
Dirigent: Vincenzo Milletarì
Scenografi og kostumer: Rikke Juellund
Koreograf: Kristjan Ingimarsson
Lysdesign: Ulrik Gad
Dramaturg: Henrik Engelbrecht
www,kglteater.dk