Kulturkupeen

Bare Juliet

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Den sympatiske britiske Annie(Rose Byrne) er kunsthistoriker og leder af et lokalhistorisk museum i en søvnig lille engelsk kystby. Hun bor på 15. år med sin lektormand Duncan (Chris O´Dowd). De er omkring de 40 år, har ingen børn og forholdet knirker. Duncans besættelse af den amerikanske rockmusiker Tucker Crowe(Ethan Hawke), der efter at have udgivet albummet Juliet for 25 år siden, pludselig forsvandt fra mediernes søgelys, er en akilleshæl i deres forhold. Duncan bruger al sin fritid på at styre et online Tucker Crow forum, som fortrinsvis består af mænd, der ivrigt debattere emner omkring den forsvundne musiker.

En dag dukker en gammel demoversion af Juliet op i Annies og Duncans brevkasse. Annie lytter til CD’en, går ind på Duncans Tucker Crowe forum og skriver en stærk kritisk anmeldelse af sangen, hvilket afstedkommer en forstående kommentar fra Tucker Crowe selv. De to begynder at skrive sammen, og snart bliver der vendt op på alle de impliceredes liv.

Bare Juliet er en sød historie om muligheden for at revidere eget liv og modet til at gribe chancen, når den byder sig. Man kan ikke gå gennem livet uden fortrydelse. Og netop den følelse præger Annie og Tucker. Annie fortryder hun ikke fik børn mens tid var, og Tucker fortryder, at han fik for mange med forskellige kvinder. Fem børn han knapt kender.

Filmen bygger på Nick Hornbys roman Juliet Naked. To af Hornbys tidligere romaner High Fidelity og About a Boy er også filmatiseret. Sidstnævnte havde Hugh Grant i hovedrollen. Begge film har modtaget flere priser. Kendetegnende ved alle filmene er en blanding af et kærligt portræt af figurerne, humor og eftertænksomhed omkring det levede liv.

Instruktøren Jesse Peretz siger om Bare Juliet, at den er slags coming of age film for midaldrende. Han håber, at filmen vil inspirere os til at tænke på egne fordomme, og dermed give os chancen for at udvikle os.

Den prisbelønnede australske skuespillerinde Rose Byrne er alles darling. Hun er en god skuespiller, morsom og sødmefyldt. Også i rollen som Annie i Bare Julie. Vi har senest set hende som Bea i animationsfilmen Peter Kanin.

Den Oscar nominerede skuespiller og manuskriptforfatter Ethan Hawke giver sin karakter Tucker kant og humor. Og den irske skuespiller Chris O’Dowd formår i sin fortolkning af den umodne og i bund og grund uinteressante karakter Duncan, alligevel at få os til at føle med ham. Der er mange gode kræfter til at løfte filmen.

Bare Julie er en charmerende komedie. Egnet til en tur i biffen en regnvejrsdag her i det tilstundende efterår.

Instruktør: Jesse Peretz

Fotos og trailer: Scanbox Entertainment




Premiere: 20.september 2018