Kulturkupeen

Beauvoir på Teatret ved Sorte Hest.

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Beauvoir på Teatret ved Sorte Hest.

Med små bogstaver står der: En teatralsk forelæsning. Og det er lige netop hvad ”Beauvoir” er. For teater kommer det ikke i nærheden af, dertil mangler der dialog og samspil. Til gengæld ser forelæsningen underskøn ud i Marianne Nilssons lidt beige/ douce pastelfarvede univers. Og det klæder både rum og scenograf, at det hele ikke er sort og hvidt, som det plejer at være derude hos hesten på Vesterbro.

Beauvoir. Ellen Hillingsø og Sarah Boberg. Pressefoto.

Men det er en alvorlig mundfuld, de har gabt over: Sarah Boberg og Ellen Hillingsø som medskabende skuespillere sammen med instruktøren Christoffer Berdal og scenografen Marianne Nilsson. Oveni er lagt en stemme, Michael Moritzens, som meget fint læser lange passager op fra formodentlig også ”Det Andet Køn”. For Simone Beauvoirs vigtigste værk ”Det Andet køn” er omdrejningsnøglen, hjertet og kernen i forelæsningen, der uden indpakning kunne have været på Folkeuniversitetet.

Selvfølgelig tager vi ikke spor skade af at få repeteret, hvad denne begavede venstreorienterede kvinde i efterkrigstidens Paris mente om kvindens udviklingshistorie, da hun udgav bogen i 1949. Og i øvrigt har begge skuespillere stor karisma, som faktisk tyder på al anden end undertrykkelse i det lille teaterrum. Der er kvindepower, som vil noget.

”Beauvoir” er mest af alt blevet en velklædt performance, hvor de to skuespillere skiftes til at sige noget om den svære eksistentialisme og spørgsmålet om manden og kvindens ligeværd. For hvem er subjekt og hvem objekt? Det behøver man vist ikke at gruble længe over, for rollerne har været fordelt igennem århundreder og årtusinder, næsten da. Der var nemlig engang, hvor kvinderne sad på magten, men det springer ”Beauvoir” faktisk lidt for behændigt hen over. Men skal vi kvinder genfinde eller opbygge et selvværd, er det vel her, vi skal begynde.

Beauvoir. Om Simone Beauvoirs værk Det andet køn. Teatret ved Sorte Hest. 2022. Ellen Hillingsø og Sarah Boberg. Tegning af Claus Seidel.

Har man levet igennem de seneste årtier, er der ikke noget nyt under Beauvoirs sol. De fleste i teatret denne onsdag aften på Sorte Hest så da også ud til at have læst både Beauvoirs bøger og måske også hendes samlever (og sparringspartner) Jean Paul Sartres romaner og skuespil.

Så det springende punkt er, hvorfor de involverede har valgt lige netop denne form for at demonstrere nogle i datiden vel epokeskabende synspunkter. I dag er det barnemad. Desværre ved vi måske også lidt for meget om Sartre og Beauvoir, for de var vist ikke så flinke ved de unge piger, de mødte, men det er en anden historie.

Beauvoir. Om Simone Beauvoirs værk Det andet køn. Teatret ved Sorte Hest. 2022. Ellen Hillingsø. Tegning af Claus Seidel.

Bortset fra de smukke og tidsrigtige kostumer med stramme nederdele, slacks, cardigans og jumpers  og Michael Moritzens oplæsning over højtaleren, kunne det være svært at hitte ud af, om det hele var lige ud af bogen, dvs. recitation, eller der faktisk lå en fortolkning i skuespillernes ord.  Men jeg tror nu det første. Derved kommer hele den såkaldte teatralske forelæsning til at stå et mærkeligt sted, hvor både skuespillere og publikum ved mere, end de vil give udtryk for.

Beauvoir. Om Simone Beauvoirs værk Det andet køn. Teatret ved Sorte Hest. 2022. Sarah Boberg. Tegning af Claus Seidel.

Et ekstra element til anskueliggørelse var små filmiske indslag med fire forskellige personer: en transkønnet, en kønsforsker, en crossdresser, Ditlev Tamm og en pensioneret juraprofessor, Eva Smith.   Det var helt fint til at tydeliggøre spørgsmålet om køn og ikke køn, men mindede lidt om dokumentarer og radiomontager, der blev produceret for årtier tilbage.

At hive den gamle overklassefeminist Simone Beauvoir frem er ikke en ueffen idé. Men når man nu har et teater, der er 200 procent frankofilt og har skabt ekstremt vellykkede kunstneriske sejre med Beckett og andre absurdister, havde det været sjovere, hvis der var skabt en spænding imellem Beauvoir og eksempelvis Jean Paul Sartre.

Så kunne teatret måske slå gnister. Subjektet og objektet kunne kæmpe imod eller over for hinanden.  For teater er konfrontation og udredning – eller sagt på en anden måde:  teater kan stille spørgsmål og forsøge at finde svar!


HOLDET BAG
MEDVIRKENDE: Ellen Hillingsø og Sarah Boberg
MANUSKRIPT: Baseret på Det andet køn, bind 1 af Simone de Beauvoir, © Gallimard. På dansk ved
Karen Stougaard Hansen og Mette Olesen, Gyldendal.
INSTRUKTØR: Christoffer Berdal
SCENOGRAF: Marianne Nilsson
Spilleperiode: 22. okt – 3. dec 2022. Man-fre kl. 20.00, lør kl. 17.00
www.sortehest.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *