Menu Luk

De bedste overraskelser inden for dansk teater – omkring København i 2015.

af Ulla Strømberg

Det er uretfærdigt at fremhæve en håndfuld forestillinger og præstationer og sige – at de var årets bedste. For selvfølgelig har hverken jeg eller andre set alt – og smag og behag … Men at fremhæve nogle positive overraskelser – se, det er vel tilladt.

Rent kunstnerisk har året været godt, ikke sindsoprivende anderledes, men året har vist gedigen skuespillerkunst, gode instruktører og ofte fremragende scenografi, der har været med til af og til at gøre oplevelserne ligefrem uforglemmelige.

Pressebillede. Per Morten Abrahamsen.
Pressebillede. Per Morten Abrahamsen.

CABARET – på Det Kongelige Teater – i Lars Kaalunds iscenesættelse var på alle måder overraskende. Elegant, moderne, smuk at skue og fuldstændig effektivt afleveret af hele holdet. En enkelt skuespiller strålede endnu mere end andre: Lars Knutzon som den stilfærdige, ældre, jødiske mand. Ellers var det instruktøren Lars Kaalund, scenografen Kim Witzel og kostumieren Anja Vang Kragh, der løb med opmærksomheden på bekostning af de traditionelle hovedpersoner.

Pressefoto. Isak Hoffmeyer.
Pressefoto. Isak Hoffmeyer.

My Fair Lady på Aarhus Teater var uden betydning, men midt i det hele – i bogstavelig forstand – stod Anders Baggesens Mr. Doolittle. Han sang, dansede, steppede, som det mest naturlige. Hans få minutter var hele turen værd.

4354[1]Pressebillede.

Hos Mungo Park i Allerød var H.C. Andersens samlede værker på programmet. 10 år efter skandalen i 2005 blev det både sjovt og nostalgisk, da Hans Christian fik en ny chance med to bibliotekarer og en skånejobber. Morsomt og lidt provokerende for det meste var med, fra krydserne i dagbøgerne til Tina Turner. Flot ensemblespil og overraskende god tekst.

Mikkel Kaastrup-Mathew. Foto: Ulrik Jantzen.
Mikkel Kaastrup-Mathew. Foto: Ulrik Jantzen.

En kort en lang – vandrede fra Aalborg Teater til Nørrebro Teater. Forestillingen lagde sig rigeligt op ad Hella Joofs uforglemmelige film, men den unge usikre skoleelev, spillet af Mikkel Kastrup-Mathew slog alle af banen i afslutningssangen ”Vent på Mig”. Selv Jimmy Jørgensen og Peter Frødin, som i filmen lagde stemmer til sangen, kunne trille hjem.

Programforside med Ida Prætorius som Lolita. Foto: Isak Hoffmeyer.
Programforside med Ida Prætorius som Lolita. Foto: Isak Hoffmeyer.

Lolita – sommerballetten på Bellevue Teatret, med den kongelige danser Ida Prætorius, var imponerende. Klar i dramaturgien, indtagende danset og ret genial scenografi med møbler og lign. hængende i luften. Balletten efter ide af Alexander Kølpin, koreografi af Cathy Marston og scenografi ved Helle Damgård burde få et langt efterliv. Hvem sætter Lolita op igen?

På det Kongelige Teater har Balletafdelingen haft et sløjt år, men Operaen har spillet den ene gennemarbejdede moderne opsætning efter den anden. Et overraskende bekendtskab blev bl.a. Hentzes ”Boulevard Solitude” med jazzede toner indimellem, mens forårets store glæde må ikke glemmes: den norske instruktør Stefan Herheims opsætningen af Verdis ”Siciliansk Vesper” placeret i Pariseroperaen. Betagende smukt og sandt, da komponisten netop havde vendt hovedet mod Paris dengang i 1855.

Pressefoto. Bill Cooper.
Pressefoto. Bill Cooper. Siciliansk Vesper.

For feminister og andre med og uden tro på kvindekønnet hamrede Tove, Tove, Tove –forestillingen digterindens ord og tanker ind i hovedet på publikum med gruppen Sort Samvittighed. Fuld af overskud, fantasi og modernitet. Den må og skal sættes op igen på Det Kongelige Teater og på turné.

I den gamle tekst af Gustav Wied Skærmydsler sprang Sonja Oppenhagen i 11 time ind og blev den nervøse Hertha med de mærkelige bevægelser. Det gjorde hun overraskende sjovt, moderne og alligevel mærket af årene.

Tegning: Shaun Tan.
Tegning: Shaun Tan. Teater Rio Rose.

En helt anden oplevelse var gruppen Rio Rose gæstevisit på Teatret ved Sorte Hest med forestillingen Ankomsten – en tegneserie – med ledsagende musik om at rejse ud – migrere og følgerne deraf. Mærkeligt og ganske anderledes. Man glemmer ikke den oplevelse.

Og de værste minutter i en teatersal? – Jamen skal vi ikke bare glemme dem, selv om det er blevet moderne at være både positiv og negativ.

Lad os tales ved hen igennem 2016.