Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

“Biedermann og Brandstifterne”. Begavet og sofistikeret øjenåbner om menneskets evige naivitet og påtagede blindhed – spillet på Aarhus Teater.

I 1958, da forfatteren Max Frisch’ radiospil blev til et skuespil, var de politiske referencer ganske klare. Verden havde sovet, da Hitlers parti ved valget i 1933 gik frem.  Og ligeså da Sovjetunionen invaderede Ungarn – og nu, som en reminder til os i dag: Ruslands annektering af Krimhalvøen. Men andre indre billeder kan dukke op om overgreb, som ikke bemærkes i første omgang. F.eks. storkapitalens magtudøvelse, indvandringens dobbelte sider osv. Alt selvfølgelig  afhængig af, hvor man står rent politisk.

Max Frisch’ stykke har klassikerens egenskaber. Uanset tid og sted kan man fortolke og personificere sig med personerne. Derfor er det også interessant, at Aarhus Teater har ladet den prisbelønnede skuespiller og filminstruktør Chr. Tafdrup debutere som teaterinstruktør med dette komplekse værk.

Biedermann og Brandstifterne. Aarhus Teater. Fotograf: Emilia Therese.

 

Forestillingen folder sig ud i et stilistisk smukt univers skabt af den unge scenograf David Gehrt. På scenen står et lille ”modelhus” i brunt træ og bagved ses en lysende omverden. Det er abstrakt eller absurd, men perfekt til at fortælle en gammel småborgerlig historie i.

I huset bor hr Biedermann med sin nydelige frue. Men som alle andre har de to sider. Den flinke attitude ud ad til: man skal være ordentlig over for andre mennesker – og så den hårde og kyniske side nedad i hierarkiet. Det går ud over husassistenten og den fyrede medarbejder, der ender med at begå selvmord.

Biedermann og Brandstifterne. Aarhus Teater. Fotograf: Emilia Therese.

Samfundet uden om hærges af brande. Alle er skræmte. Hvor slår brandstifterne til næste gang?  Alligevel inviterer de en hjemløs mand indenfor og giver ham loftsrummet. Hurtigt bemægtiger han sig det meste og tager en kammesjuk med. Selv om de to fylder loftet med benzintønder, væger og tændsatser og tillige demonstrerer det for hr. Biedermann, aner han ikke uråd. Nej, tværtimod inviterer ægteparret mændene til middag.  Og det ender med at være hr. Biedermann, der låner dem tændstikker.  Brandstifterne kan fuldende deres arbejde, som ikke har andet formål end destruktion.

Biedermann og Brandstifterne. Aarhus Teater. Fotograf: Emilia Therese.

Der er et stramt instruktørgreb om forestillingen som i en ballet. Nicolaj Kopernikus er både fidel, flink og hård i filten på en ganske tilforladelig måde. Fint spillet med tilpas vægt på også den grumme side. Hans kone, spillet af Nanna Bøttcher, er elegant og stram – som var det et stykke af Eugene Ionesco.

Men uden Morten Surballes overraskende og uhyggelige figur som den hjemløse, den fremmede, ville forestillingen ikke lykkes så godt. Iklædt douce-brune farver, med indadvendte øjne, en slesk, psykopatisk stemme og skiftevis duknakket og rank får Surballe alle nuancer frem i den person, som vi dernede i salen godt kan se er helt galt afmarcheret, men som ægteparret servicerer. Sværere er det nok for de to andre brandstiftere, spillet af Christian Hetland og Holger Østergaard.Det går an, selv om uhyggen samler sig om Suurballes figur.

Biedermann og Brandstifterne. Aarhus Teater. Fotograf: Emilia Therese.

Det er ikke noget nemt stykke. For Frisch har indlagt et ”græsk kor”, som i teksten er betegnet som brandmænd, men klogeligt her er blevet til borgere i cottoncoats. Igen visuelt flot løst som en balancegang i 1950er-stemning. Også musikalsk set meget velfungerende med sangbare kommentarer.

Biedermann og Brandstifterne. Aarhus Teater. Fotograf: Emilia Therese.

Selvfølgelig futter hr. Biermanns hus af, og det klares ved den elegante lyssætning. Og han har selv været uden om, lyder konklusionen. Så naiv kan ingen være. Og her kunne stykket godt ende, og man ville gå hjem en smule klogere.

Men Frisch var moderne dengang i 1958, lige efter anden verdenskrig, hvor også Kjeld Abell flirtede med himlen og tiden efter døden. Så efterspillet følger hr. Biedermann og frue i Helvede, hvor de naturligvis møder brandstifterne, nu flot klædt ud som djævle og dyr.  Historien bliver lidt tung og tidsmærket, selv om også nye spil for tiden kan viser scener fra dommedag og deslige.

Biedermann og Brandstifterne. Aarhus Teater. Fotograf: Emilia Therese.

Styrken og kraften i denne “Biedermann og Brandstifterne” ligger i første del, og med Morten Suurballe og Nicolaj Kopernikus, som de to poler, er  forestillingen lige, som Marx Frisch ønskede det: “et lærestykke uden lære”.  For vi mennesker bliver jo ikke klogere – og vi dyrker nok også helt bevidst naiviteten en gang imellem.

Godt gået af Aarhus Teater, der tør servere vedkommende og debatskabende teater, lige som sommeren står for døren.

Ps: Mange gange i år har jeg omtalt forskellige teatres skrabede og lidet informative programmer. Men her skal gives et 12 tal til Aarhus Teater. Programmet er oplysende med fine fotos uden af være prangende.

“Biedermann og Brandstifterne”

AF MAX FRISCH

OVERSÆTTELSE: JØRGEN ENGBERG

 ISCENESÆTTELSE: CHRISTIAN TAFDRUP  

SCENOGRAFI: DAVID GEHRT  

KOMPOSITION AF RECITATIVER: SUNE ‘KØTER’ KØLSTER

 

LYSDESIGN: ANDERS KJEMS

 LYDDESIGN: KIM ENGELBREDT

 MEDVIRKENDE:  NICOLAJ KOPERNIKUS, NANNA BØTTCHER, METTE DØSSING, MORTEN SUURBALLE, KIM VEISGAARD, HOLGER ØSTERGAARD, CHRISTIAN HETLAND OG AARHUS TEATERS KOR.

www.aarhusteater.dk

billetter: