Menu Luk

Anbefaling af Ulla Strømberg.

Bjørn Wiinblad  – en ny portrætbog om multitalentet skrevet af Lars Hedebo Olsen.

Udsnit af forsiden på bog om Bjørn Wiinblad.
Udsnit af forsiden på bog om Bjørn Wiinblad.

En rigtig julebog er det nye portræt af multikunstneren Bjørn Wiinblad.

Forsiden signalerer, at her drejer det sig om personen Bjørn Wiinblad, For kunstneren står foran et værk, man kun fragmentarisk kan se. Bogen handler om Bjørn Wiinblads liv, hans flid, hans interesser, hans venner, hans rejser, hans huse – og så naturligvis omdrejningspunktet for det hele, hans mangesidede kunstneriske udfoldelser.

Er man over 50 år er der ikke brug for introduktion, blot ved navnet kommer masser af romantiske kvindehoveder frem for det indre blik. Er man yngre, er Wiinblad nok heller ikke ukendt, for så har man helt sikkert stiftet bekendtskab med hans keramik, tegninger, plakater eller lign. enten hos forældre, bedsteforældre eller ude i det offentlige rum.

Foto af keramik af Bjørn Wiinblad.
Foto af keramik af Bjørn Wiinblad. Fra bogen.

I skiftende perioder har bjørn Wiinblad fyldt en hel del i både butikker, de små, som store hjem og på teaterscener og plakatsøjler. Han mestrede det meste inden for kunsthåndværk og valgte hurtigt den vej, som handlede om keramik, produktion og formidling, men han kunne såmænd lige så godt have taget kurs mod en mere anonym tilværelse som billedkunstner med en mindre farverig tilværelse som resultat. Men nej, sådan var hans natur nok ikke. Han var et selskabsmenneske med hang til luksus, fortæller bogen.

For lidt over et år siden havde Kunstmuseet Arken i Ishøj en stor udstilling, som inspirerende og dygtigt både rehabiliterede og beskrev Bjørn Wiinblads kunst ganske nuanceret og fik de fleste af hans virkeområder med. Udstillingen var et tydeligt bevis på hvilken varieret billedkunstner han var. Nu følger denne bog (helt uden fremmedord) og beskriver ikke mindst mennesket bag navnet, de kendte venner og lidt om hans generøsitet over for mennesker, han mødte på sin vej.   Af de helt berømte er bl.a. Arnold Schwarzenegger, der engang var bodybuilder, siden filmstjerne for så at gå ind i lokalpolitik på den amerikanske vestkyst. Også den berømte kvindelige forfatter Erica Jong blev Wiinblad tilsyneladende venner med og kunne se hende både i København, og hvor han ellers opholdt sig. For udover at Wiinblad var umådelig flittig og vist ikke behøvede så meget søvn, holdt han af at rejse og havde i perioder boliger rundt omkring, bl. a. i Tyskland og i Schweiz.

Det kommercielle gennembrud kom tidligt via samarbejdet med det tyske firma Rosenthal. Derefter fik han gode kontakter i både USA og Japan, som han dygtigt byggede videre på. Samtidig havde han en dyb kærlighed til både litteratur og teater i alle afskygninger – ikke mindst ballet og opera. På sine rejser gik han i teatret – og var vist god til at planlægge besøgene.

Børn Wiinblad. Kostumeudkast til Lysistrate. 1947.
Børn Wiinblad. Kostumeudkast til Lysistrate. 1947. Fra bogen.

Det må have været en særlig glæde da han fik sin første scenografiopgave. Den førte flere med sig – og ikke mindst hans balletscenografier til både Det Kongelige Teater og Pantomimeteatret blev store publikumssuccesser. Han var tro mod sit kunstneriske udtryk

eller image i hver en scenografi, hvor hans romantiske og fortryllende billedverden passede perfekt i Tivoli og bl.a. til balletten ”Nøddeknækkeren” på Kongens Nytorv. Han skabte også scenografi til Shakespeares skuespil ”Stormen” i Dallas, Texas, sikkert via sit venskab med en varehusmagnat i Dallas. Nogle år efter blev Flemming Flindt balletmester i samme by.

Wiinblad illustrerede bl.a. ”Tusind og en nats eventyr” og her passede hans også orientalsk inspirerede billedverden perfekt.

Wiinblad døde i 2006, og siden da er hans hus, ”Det blå hus” i Lyngby blevet åbnet for publikum – dog kun i grupper efter forudgående aftale.

Bjørn Wiinblads "Det blå Hus".
Bjørn Wiinblads “Det blå Hus”. Fra bogen.

Det kunne der godt skrives endnu mere om – et levende værksted med et kæmpe bibliotek. Noget så ualmindeligt i Danmark som et ”husmuseum” – et internationalt begreb (house museum), men det er en anden historie.

 

Alt dette og mere til fortæller Lars Hedebo Olsen meget loyalt om.

Bogen er fondsstøttet, men desværre har forlaget Gyldendal undladt et indeks, en tidstavle og et oeuvrekatalog, som naturligvis ikke ville kunne rumme det hele, men en oversigt over de mange kunstneriske genrer, som bjørn Wiinblad bevægede sig rundt i, havde været nyttig. Meget mærkeligt at Gyldendal ikke tager mere seriøst på opgaven.

Bogen kunne så have været et endnu mere nyttigt redskab for de mange, som stadig har en krukke, en platte eller måske et kakkelspisebord stående i huset.

Kr. 299,-

www.gyldendal.dk