Kulturkupeen

Casablanca – A kiss is just a kiss

Skønt gensyn med filmhistoriens største kærlighedshistorie

Det romantiske krigsmelodrama Casablanca fra 1942 med Humphrey Bogart og Ingrid Bergman har status som den ultimative kærlighedshistorie. Og ikke uden grund.

Det er en af de få film, som man ikke bliver træt af. Den tåler at blive set gang på gang. Der er altid en ny facet af filmen, som man ikke lige har lagt mærke til før. Og så er gensynet med Rick( Humphrey Bogart), Ilsa(Ingrid Bergman) og den særlige kemi mellem dem nærmest magisk.

Filmhuset i København viser fra den 10. december og måneden ud Casablanca i en ny restaureret og digitaliseret udgave. Skal jeg være helt ærlig, kan jeg ikke se den store forskel på den nye og gamle version, men billederne er flotte og filmen gør sig fortsat godt i sort hvid.

Casablanca plakat

Foto: Warner Bros. Pictures

Den nye udgave havde premiere i London op til Valentines Day i år, der er 100 året for Ingrid Bergmans fødsel. Hun var en af de mest talentfulde og feterede skuespillerinder i Hollywoods Guldalder, og når man genser filmen, kan man godt forstå hvorfor. Gudesmuk og med en helt speciel aura af elegance, kløgt og naturlighed. Hun nåede at indspille 44 film, vinde tre oscars og blive nomineret syv gange til samme.

Casablanca Ingrid

Foto: Warner Bros. Pictures

Humphrey Bogart havde sin storhedstid i 30erne og 40erne. Han var 15 år ældre end Ingrid og ligeledes  meget feteret. Han havde over 80 film på samvittigheden og spillede hovedsaglig med i gangsterfilm, westerns og film indenfor genren film-noir . Han vandt en Oscar og blev nomineret 5 gange. Han var en af sin tids helt store mandlige stjerner.

Casablanca på Rick,Laszlo og Ilsa

Foto: Warner Bros. Pictures

Casablanca foregår under 2. verdenskrig. Rick driver en lyssky men meget populær, natklub Rick’s Cafe  i Casablanca, hvor kunderne kommer fra nær og fjern for at more sig. En del af dem også for at skaffe sig falske udrejsepapirer, så de kan rejse til Lissabon og derfra videre til USA. En dag dukker Ricks store kærlighed Ilsa Lund op med sin mand Victor Laszlo, der er leder af modstandsbevægelsen. Ilsa og Rick mødtes for år tilbage i Paris. De forelskede sig og skulle have flygtet sammen inden tyskerne invaderede byen.”Was that cannon fire or is my heart pounding?” siger hun til ham i en øm stund før de skilles. De havde en aftale om, at tage toget fra Paris den følgende morgen, men hun dukkede aldrig op.

Casablanca Sam ved klaveret

Foto: Warner Bros. Pictures

Barens klaverbokser, den uforglemmelige elskelige sorte musiker Sam(Dooley Wilson), spiller på Ilsas opfordring (Play it again Sam..)  As Times Goes By, deres melodi fra Paris, og følelserne mellem dem bliver genoplivet med fuld styrke.

Grundlæggende handler Casablanca om en mand og en kvinde, som elsker hinanden, og som ofrer deres kærlighed for en større sag.

Casablanca Ingrid og Humphrey

Foto: Warner Bros. Pictures

Manuskriptet blev løbende skrevet mens optagelserne var i gang og historien går, at Ingrid Bergman spøgte med, at hun ikke vidste hvem hun i filmens afslutning skulle forlade Casablanca med.  Den mand hun var gift med, eller den mand hun elskede.

Casablanca er ikke kun en medrivende kærlighedshistorie. Replikken er skarp, hurtig og ofte morsom.  Filmen vandt tre Oscars. En for bedste film, en for bedste instruktør( Michael Curtiz) og en for bedste manuskript (Julius.J.Epstein, Philip G. Epstein og Howard Koch).

På alle måder en skøn film. Gå ind og se den igen. Filmen er ikke tekstet på dansk.

Scene fra Casablanca: Warner Bros.




Instruktør: Michael Curtiz

Repremiere: 10. december 2015.

Månedens Film i Filmhuset i København.