∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
“Chicago” i 1920ernes Chicago – med alt hvad dertil hører af tro, håb, billige tricks and all that jazz! En af de bedste musicals nogensinde – skrevet af John Kander og Fred Ebb, som også stod bag “Cabaret”.
På scenen det 15 mands store, velspillende orkester helt upåvirket af situationen. De spiller blot, men forestillingen er faktisk en koncert, så nedbarberet er denne version, eller en dansekoncert. For det er orkestret, musikken, sangene og de koreografiske optrin, der har hovedrollerne.
Chicago. Det Ny Teater. Fotos: Miklos Szabo.
Wilma, Roxy, Billy, Amos og Mama er reduceret til at fremføre nogle kanon gode sange, men de får ikke mulighed for at folde de større psykologiske karakteristikker ud.
Men flot og effektivt er det – lige fra starten er der knald på. Siden bliver det eminente orkester både langsomt og stilfærdigt for at give plads til danserne på den lille forscene, hvor så meget kan lade sig gøre.
Chicago. Det Ny Teater. Fotos: Miklos Szabo.
Der er stadig en vidunderlig slagkraft i de enkelte numre i al deres forskellighed- fra det hårdtslående indledningsnummer – ”All that jazz” til de enkelte karakterers helt personlige sange, bl.a. advokatens ”Hokus Pokus” – oprindelig “Razzle Dazzle” og ”Cellofanmanden”!
Det er en færdig pakke, som Det Ny Teater har købt – eller genkøbt, for det er ikke mere end ti år siden, at teatret sidst spillede ”Chicago” også med Julie Steincke i den ene af hovedrollerne som Wilma. Hun gør det stadig godt – imponerende tempo og flot ser hun ud. Over for hende står nu Maria Lucia, der er mere sprød, men begge damer kan danse og synge så det er en fryd. Men får vi sympati for dem? Nej, egentlig ikke. Og sådan skal det nok være.
Chicago. Det Ny Teater. Fotos: Miklos Szabo.
Hvis når vi skruer tiden tilbage til 1970erne, gik ”Chicago” året efter New Yorker-urpremieren i 1975 sin sejrsgang på tre forskellige teatre i Danmark – i tre helt uafhængige opsætninger på Aarhus Teater, Alléscenen og Det Danske Teater. Masser af farver- masser af personlighed – og faktisk rigtig gode opsætninger.
Det ny teaters ”Chicago” er en version fra Broadway i 1996. Den er stram, sort og med det 15 mands store orkester i spidsen placeret midt på scenen, som dommere og nævninge i en retssag. Foran på en lille spilleplads kan de 12 dansere plus stjerner udfolde sig i den kendte Bob Fosse- stil – for netop i 1996 blev trinene opdateret med høflig reverens til den da afdøde superkoreograf. Og hans ingredienser er stadig med. Sort tøj, små hatte – og skråt knejs med nakken, som det også kendes fra hans selvbiografiske film: All That Jazz!.
Det er kort sagt en historisk opsætning, vi ser – og også en opsætning, der har sagt farvel til al psykologi – og ladet musikken og bevægelserne i sort, lak, læder og masser af blonder dupere os. Kun Amos, den bløde bedragne ægtemand er i gråt – alle andre i sort sort.
Chicago. Det Ny Teater. Fotos: Miklos Szabo.
Selv om historien stadig holder, er det musikken og koreografien, der bærer aftenen igennem, og her kunne man måske ønske sig en nytænkning. En blonde er ikke en blonde – og mænd i tricot ser anderledes ud i dag end for 10 år siden, hvis det er 1920erne, der skal fortolkes.
Showet er flot, danserne gode, mændene er især ferme, ligesom de også var i ”Anything goes” og det gør ikke noget, at de er født på den anden side af Øresundsbroen.
Chicago. Det Ny Teater. Fotos: Miklos Szabo.
Jesper Asholt som Amos skiller sig ud, han blæser på den manglende psykologi og tager kegler på det, i al stilfærdighed, og viser sig endnu engang som en brandgod skuespiller. Ingen falder igennem – flot aften – men jeg tror det er orkestret, man vil huske længst – and all that Jazz.