∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
”Cosi fan Tutte” – gensyn på Operaen.
Alletiders gensyn med en produktion, der tidligere forekom lidt slidt og søvnig.
Det er en stor glæde, at Det Kongelige Teater nu har besat alle rollerne i ”Cosi fan Tutte” her ved genopsætningen med danske og norske sangere. For de synger, agerer og synes i det hele taget så opsatte på, at Mozart skal leve og nå ud til publikum. Der er en fornyet kontakt og kontrakt imellem kapel og sangere i denne snart 15 år gamle produktion indkøbt i Midtengland med dansk premiere i 2019.
Cosi Fan Tutte. Det Kongelige Teater. 2023. Foto: Miklos Szabo.
Med disse ord kan jeg også konstatere, at teater er en uforudsigelig kunstart, for når tæppet går, er spørgsmålet om kontakten og gnisten imellem scene og sal alfa og omega.
Denne lørdag middag, kl.12. er der, på trods af forårssolen udenfor, nærvær fra første sekund, hvor scenelyset går op, og gamle Alfonso, sunget af den meget levende Palle Knudsen, træder frem og giver tegn til dirigenten. Så kan Mozarts spøg gå i gang. Musikken er smuk og let, kompliceret og klar, men uden at vi nynner med. Til gengæld er det dejligt, at der hverken er mord eller selvmord på operascenen, men nogle timers adspredelse: et gammelt camera obscura er hovedidéen bag scenografien og skal symbolisere alt muligt om at ”undersøge” kærlighedens anatomi. Det er ok så længe der også er en intens lyst til at spille teater.
Cosi Fan Tutte. Det Kongelige Teater. 2023. Foto: Miklos Szabo.
”Cosi fan Tutte” er som fortælling en spøg og en historie, der kan forkastes eller ses som et sindbillede på den ekstreme spleen og kedsommelighed, der herskede i de øverste cirkler op mod den store franske revolution i 1789. Overklassen havde intet at foretage sig andet end at pynte sig og drømme om amour og intriger. Sådan bliver det også afspejlet i da Pontes libretto. De to forlovede par stopper op før giftemålet, mens pigernes trofasthed bliver sat på prøve af filosoffen Alfonso.
Cosi Fan Tutte. Det Kongelige Teater. 2023. Tegning af Claus Seidel.
Det hele er fuldstændigt utroværdigt. Hvem ville ikke kunne genkende sin elskede blot fordi han har taget skoene af og et spøg-og-skæmt skæg på. Men i teatret er personerne pr. definition naive og lader sig narre. Det sker hos Shakespeare, Molière og Holberg. Vi ved bedre i salen, men er musikken fascinerende, og forestillingen overbevisende i sin tro på egen kraft, er vi med på løjerne.
Den eneste anke mod Mozart og da Pontes værk er længden: tre timer som forestilling, 2,5 time i reel tid til en meget udstrakt spøg. Men i den yderst delikate, bitte lille scenografi fungerer det nu imponerende godt med de i alt 6 velsyngende stemmer.
Cosi Fan Tutte. Det Kongelige Teater. 2023. Clara Cecilie Thomsen, Kari Dahl Nielsen, Eldrid Gorset, Palle Knudsen, Simon Duus, Jacob Skov Andersen Foto: Miklos Szabo.
Lysdesignet er kapitel for sig og mildest talt fraværende. Som om lysfolkene denne dag havde sat knapperne på stand by. Jeg prøvede i øvrigt at se, om det var en symbolik i de mærkelige skygger som kom og gik på væggene, men nej.
Cosi Fan Tutte. Det Kongelige Teater. 2023. Palle Knudsen. Foto: Miklos Szabo.
Sangerne:
Palle Knudsen er endnu engang det faste anker i en forestilling. De to herrer, Simon Duus og Jacob Skov Andersen er både velspillende og får etableret to lidt forskellige figurer på scenen. Ligeså med pigerne i de smukkeste silkekjoler, hvor ikke mindst Clara Cecilie Thomsen brillerer flere gange. Søde er de, også norske Kari Dahl Nielsen, men lige lovligt modne til at være så hjernedøde i hele deres attitude, som ventende (og hungrende) kvinder.
Cosi Fan Tutte. Det Kongelige Teater. 2023. Clara Cecilie Thomsen, Kari Dahl Nielsen, Palle Knudsen.Tegning af Claus Seidel.
Stuepigen var i litteraturen og på scenen i 1600- og 1700-tallet altid er den gesjæftige. Hende, der slider og slæber, men på grund af klasseskel er mærket for livet. Kun mammon tæller, om det er Leporello i Don Juan eller Despina her i Cosi fan Tutte. Hun synges af norske Eldrid Dorset. Det er som om hun ikke har økonomiseret med stemmen og mister som den eneste af sangerne kraft mod slutningen – lidt ærgerligt.
Med denne reviderede anmeldelse er der nok at lære. For det første så afhænger en operaforestilling ikke kun af den spekulative instruktør eller scenograf. Hvis sangerne ikke ”orker” kan det hele være lige meget. Men med dette hold af yngre danske og norske sangere er der engagement og livsglæde og det på trods af en skodhistorie, en lille spilleplads midt på operaens store scene, men heldigvis omvundet af Mozarts vidunderlige musik.
Cosi Fan Tutte. Det Kongelige Teater. 2023. Tegning af Claus Seidel.
Denne Cosi fan Tutte lover godt, hvis det er den nye operachef Elisabeth Lintons mål at lade vore egne unge sangere få lov at vokse og blomstre i stedet for den evigt rejsende hær af sangere i specifikke roller og stemmer. Nu mangler vi kun, at der igen tør satses på danske instruktører, scenografer og dirigenter.
I øvrigt er “Cosi fan Tuttes” danske scenehistorie sjov – og tillige den første opera af Mozart opført i Danmark. Året var 1798, altså kun 8 år efter Mozarts død. Mange anså stadig Mozart for at være ”avantgarde”, for Mozart var vanskelig at synge. Men sættes op skulle “Cosi fan Tutte” uden velvilje fra teaterchefens side. I Henrik Engelbrechts nye bog ”Opera i Danmark” kan læses, at scenearbejderne og måske også sangerne (som sædvanligt) var så berusede, at det meste gik galt. Sangerne glemt at skifte kostume, og de forkerte bagtæpper kom ned, så det, der skulle være stue blev skov etc. Skandale og buh-råb blev resultatet på premiereaftenen, og og så var det i mange år slut med Mozart på Kongens Nytorv.
Cosi Fan Tutte. Det Kongelige Teater. 2023. Tegning af Claus Seidel.
Teaterprogrammet: der er gode forbedringer. Alle sangerne får et lille cv, men det er vist overflødigt at læse, hvor højt alle elsker Mozart. Det hører hjemme i ugepressen. Og så er der endnu engang aftrykt en såkaldt ”aktantmodel” fra et værk fra 1988. Det var nu noget vi baksede med i 1970ernes strukturalisme-lektioner på universitetet og meget unødvendigt i dag. For sværere er intrigen hos da Ponte næppe.
Instruktør: Tim Alberyra
Dirigent: Kristiina Poska
Assisterende dirigent: Marco Crispo
Scenografi og kostumedesign: Tobias Hoheisel
Lysdesign: David Finn
Genopsætningsinstruktør: Joanna Turner
Medvirkende:
Clara Cecilie Thomsen/ Fiordiligi
Kari Dahl Nielsen/ Dorabella
Simon Duus/ Guglielmo
Jacob Skov Andersen/ Ferrando
Eldrid Gorset/ Despina
Palle Knudsen/ Don Alfonso
Dirigent: Kristiina Poska
NB: Forestillingen drager på turné:
Aalborg Kongres & Kultur Center: 23.03.23 kl. 19.30
Musikteatret Holstebro: 25.03.23 kl. 19.30
Musikhuset Esbjerg: 27.03.23 kl. 19.30
Vejle Musikteater: 30.03.23 kl. 19.30
Musikhuset Aarhus: 01.04.23 kl. 19.30
Værket, Randers: 03.04.23 kl. 19.30