Kulturkupeen

Dansk Teater 2020, et tilbageblik.

Nytårskommentar af Ulla Strømberg.

Dansk Teater 2020. Et tilbageblik,

Lille Eyolf, Et Tysk Liv, Faust, Bonnie & Clyde, Det store stilehæfte, Den skaldede frisør, Revolution i kommunen, Helligtrekongersaften, Sylfiden og mange flere teaterforestillinger skabte glæde eller forundring, da de blev spillet på danske scener i 2020. 

Bonnie & Clyde. Betty Nansen teatret. 2020. Foto: Catrine Zorn.

”Alt er godt”, var den legendariske tegner Hans Bendix’ valgsprog. Dermed slog han en smuk og positiv tone an til hele livet. Sådan må det nødvendigvis også være i år, her ved nytårstide, efter 10 mærkelige måneder, hvor verden har været anderledes. For når der gøres status på teaterfronten, ser det ikke så slemt ud.

Kunsten har alligevel blomstret, måske ikke som planlagt, men alligevel. Og man ville være et skarn, hvis man ikke var taknemlig for alt det, som teaterfolk, musikere med fl. har udrettet hen igennem de svære måneder. Rigtig mange har trodset modstanden og alligevel arbejdet videre, har skabt teaterforestillinger på nye og anderledes præmisser, ændret på opsætningerne og er begyndt at bruge nettet på helt nye måder.

For hver gang regeringen enten lukkede ned eller åbnede nogle sprækker, stod kunstnere parat til at fylde tomrummet på en ny måde med deres hjerteblod.

Corona-teater

Dengang da hele Danmark nærmest skulle holde sig indendørs eller i hvert fald ikke gå imod hinanden rundt om Søerne i København, begyndte bl.a. teaterfolk at spekulere i nye teaterformer på nettet. Det kom der både sjove og også ganske selvhøjtidelige produkter ud af.  En meget charmerende og munter forestilling på 70 minutter, ”Karantæne”, udsendtes af Det Kongelige Teater med bl.a. Jens Jørn Spottag og Tammi Øst, der fangede familien Danmark. Og hele herligheden blev lagt på nettet! Line Knutzon, nybagt husdramatiker på Betty Nansen Teatret, var vittig på Facebook, hvor hun demonstrerede, hvor svært det er at skrive dramatik. Stykket, der kom senere på efteråret, ”Livstidsgæsterne”, bar desværre også præg af den komplicerede skriveproces.  Teater Republique gik lidt mere seriøst til værks og bad en række forfattere skrive monologer, som så blev fremsagt af forskellige skuespillere. Her tog alvoren og selvhøjtideligheden overhånd – og sådan var det også med et internationalt samarbejde, der kom lidt senere på året, hvor forskellige anerkendte teatre i hele Europa kom med deres bud på krisetid. Ikke opmuntrende, men måske en dag et godt kildemateriale til at forstå, hvad der egentlig skete med os i 2020.

Også Teater V forsøgte sig med corona-teater på nettet, men mod betaling.

 

Teatret skal både det ene og det andet   

Teatrets mission er jo flerstrenget. Vi skal underholdes, og vi skal blive klogere på livet og på os selv. Nogle gange lykkes det i et hug, andre gange er det et enten eller. Når teaterkunsten nærmer sig det sublime, er det ligegyldigt, om det er til moro eller alvor! Det er nogle få forestillinger, hvor alt er gået op i en højere enhed: En ekstrem underholdende ”Bonnie & Clyde” på Betty Nansen Teatret med en suveræn Astrid Elbo, solist på Det Kongelige Teater, i rollen Bonnie. Det hele skabt af Signe Fabricius. Det var i januar og er vel nærmest glemt nu? I begyndelsen af februar sprang sangeren og musikeren Bisse ud som skuespiller på Odense Teater i Shakespeares ”Helligtrekongersaften”. Igen en overraskende og mindeværdig præstation.

Helligtrekongersaften på Odense Teater. Bisse. 2020. Foto: Emilia Therese.

På Husets Teater i København spillede den nu afgåede teaterdirektør Jens Albinus sammen med Olaf Johannessen i det grumme stykke ”Det store stilehæfte” om to brødre, der følges ad på livets mørke side.  Lige før nedlukningen nåede Mungo Pak at markere sig med ”De hovedløse”, en underholdende og intelligent fremstilling af situationen i Frankrig, hvor de gule veste tog magten i nogle måneder.

Musicals

På musicalområdet var der styr på det i begyndelsen af året med Vampyrer på Det Ny Teater – Abba i ”Mama Mia”, der lagde ud i Tivoli, for derefter at drage rundt i landet og så på kanten til nedlukningen den velspillede nye Susanne Bier/Thomas Helmig musical: ”Den Skaldede Frisør”. Så synd for disse ambitiøse musikproduktioner med adskillige medvirkende at Danmark lukkede ned.

Efter nedlukningen var der grøde igen i prøverum og siden på scenerne.

De sublime skuespillere

Det Kongelige Teater fik en velfortjent og gedigen succes med ”Hamlet”, hvor Esben Smed overraskede med et rigt og nuanceret portræt af den sørgmodige prins.

Hamlet, prins af Danmark. Esben Smed. Det Kongelige Teater.2020. Foto Emilia Therese.

Republique kunne med Søren-Sætter Lassen og Olaf Johannessen i ”Faust” opvise eftertænksomt og imponerende spil.

Faust på Republique. 2020. Medv. Olaf Johannessen og Søren Sætter-Lassen. . Foto: Karoline Lieberkind

Det samme gjorde sig gældende på Husets Teater igen med Jens Albinus nu over for Signe Egholm i Henrik Ibsens lidt komplicerede “Lille Eyolf”.

Lille Eyolf. Husets Teater. 2020. Jens Albinus og Signe Egholm Olsen. Tegning: Claus Seidel.

Gode skuespillere kan få selv en halvglemt tekst til at lyse.  Og præcis på sammen vis lykkedes det Kirsten Olesen med en rimelig tekst i ”Et tysk liv” at skabe et uforglemmeligt portræt af en lille eksistens i skyggen af Hitlers regime.

Et tysk liv med Kirsten Olesen på Det Kongelige teater. 2020. Foto: Camilla Winther.

Teatrets unikke evne er jo, at de rette skuespillere kan få alt til at ske på scenen. Her er det skuespillernes teater, vi taler om, og jeg bør  derfor også inkludere Karen-Lise Mynster i ”Mutter Courage” – på Det Kongelige Teater.

Instruktørteatret

Ved den anden pol står instruktørteatret. Her er det bl.a. Christian Lollike, der med ”En fortælling om blindhed” næsten uforvarende skabte et ekstremt billede af den aktuelle undtagelsestilstand, som verden kom til at befinde sig i 2020. Spillet på Aarhus Teater og Teater Sort/Hvid.

“En fortælling om blindhed” Aarhus Teater 2020

Fremhæves skal det også, at netop den nye leder på Husets Teater, instruktøren Liv Helm, stod bag både ”Lille Eyolf” og ”Et tysk Liv”. I begge produktioner lod hun sin instruktørrolle træde mesterligt tilbage for at give plads til skuespillerne.

De små scener      

På de små scener rundt i landet har der været beundringsværdige initiativer. Bornholms Teater havde gratis sommershow, hvor øens historie i bedste wild west stil blev  fortalt: 1658, dengang hvor Bornholm heller ikke ville overgive sig!

Vendsyssel Teater i Hjørring har haft et imponerende repertoire med ny dansk dramatik og skulle slutte sæsonen med Shakespeares “Romeo og Julie”. Det blev til to spilledage, så lukkede coronaen for gæster. Lad os håbe, det lader sig gøre at genopsætte.

Teatret ved Sorte Hest klarere Becketts “Mens vi venter på Godot” imponerende fint, og på Bådteatret vistes en bemærkelsesværdig forestilling om Scavenius under Anden Verdenskrig. Også Teater Grob og Aveny-T med ungdomsforestillinger har på trods af udfordringer vist et højt niveau.

Opera og ballet

På operaområdet har det ikke mindst været de små alternative produktioner, der har imponeret, men inden for ballet  blev Nikolaj Hübbes tredje livtag med Bournonvilles ”Sylfiden” en overraskelse.  Var det Ida Prætorius, der tilføjede noget ekstra til den letbenede sylfide? Var det scenograferne, makkerparret Mia Stensgaard og Anja Vang Kragh? Jeg ved det ikke, men nu har teatret i hvert fald et værk, der kan holde et par sæsoner. (Check i øvrigt streaming-muligheder på teatrets hjemmeside under xtra.)

revolution i kommunen. Aalborg Teater. 2020. Foto: Lars Horn.

Den satiriske side klarede Aalborg Teater til ug med ”Revolution i kommunen”, som også kunne beskrives som besøg i underdanmark. Velspillet og vittigt. Også Folketeatret og Landsteatret og flere andre sendte underholdningsteater på turné. Og det var godt, mens ambitiøse drømme blev afprøvet for et fåtal af publikummer på bl.a. Edison, hos Nordkraft og på Det Kongelige Teater. Der var ikke plads til alle, så jeg kan desværre ikke kommentere forsøgene.

 

Glemt eller overset

Der er mange andre retninger og drømme inden for dansk teater anno 2020.  Der er det traurige, det lallende sjove – og så er der den feministiske retning.   Hvis målestokken er godt teater, engagerede skuespillere etc. så er det værd at huske på ”Lolita for altid”, spillet på Republique med en ukuelig Emma Sehested Høeg i hovedrollen. Det var feminisme på den talentfulde og overraskende måde.

Lolita for altid på revolver med Emma Sehested Høeg. 2020.

I modsat ringhjørne stod årets største skuffelse ”The female gaze” vist på Glyptoteket med masser af fondspenge i ryggen. En gang vulgær kvindesnak.

Og så er der selvfølgelig de forestillinger, som jeg af den ene eller anden grund slet ikke nåede. Sådan må det være.

Der er derfor blot at sige tak, fordi kunstnerne midt i al besværet orkede at blive ved med at spille teater. TAK. Lad os håbe kampgejsten fortsætter. Og lad os håbe, at teatrene snart åbner igen!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.