4 stjerner – 5 til skuespillere og instruktør, 3 til scenograf og 2 til teksten.
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
De urolige – om Ingmar Bergman m.m. på Det kongelige Teater.
Ingmar Bergmans barn nr. 9 tager til genmæle.
jeg har lyst til at udbryde: ”Tag en tudekiks!” Præcis det vulgære udtryk skrev en kollega til mig, da jeg havde forsøgt at analyse et vigtigt teaterpolitisk emne. Men så nemt afklapses næppe den svenske forfatter, journalist og vigtigst af alt: barn nr. 9 af Ingmar Bergman og skuespilleren Liv Ullmann.
Forestillingen ”De urolige” bygger på Linn Ullmanns bog fra 2015, hvor hun beskriver den manglende samhørighed og opmærksomhed, som hun følte i sin spredte opvækst, og, vigtigst af alt, et sidste, mislykket forsøg på at interviewe den aldrende fader.
De urolige. Det Kongelige Teater. Kirsten Olesen som den gamle Bergman. 2021. Tegning af Claus Seidel.
Linn Ullmann er et moderne skilsmissebarn, som der er millioner af i denne verden. Forskellen er blot, at forældrene var den store svenske film- og teaterinstruktør Ingmar Bergman (1918-2007), mens moderen var den unge, flagrende, norske skuespiller Liv Ullmann. De fandt hinanden, men blev vist aldrig gift. Tre år efter barnets fødsel i 1966 boede de ikke længere sammen, men holdt fortsat kontakten. Derefter greb også moderens internationale karriere om sig.
Først i en alder af 32 år, i 1998, debuterer Linn som forfatter med ”Før du sover” og har fortsat i det spor. ”De urolige” udkom i 2015. Jeg læste bogen dengang, men lagde den uforløst fra mig. Der var for mange gentagelser, for meget klynk pakket ind i blød poesi.
Udgangspunktet for forestillingen ”De urolige” synes derfor ikke optimalt for denne københavnske version, der bygger på den dramatiserede tekst af danske Karen-Maria Bille, spillet på Dramaten i 2018.
Nu er det Peter Langdals instruktion og Maja Ravns scenografi, der skal løfte teksten.
De urolige. Det Kongelige Teater. Kirsten Olesen, Stine Schrøder Jensen og Hanne Windfeld, 2021. Tegning af Claus Seidel.
Sammen med de tre skuespillere: Kirsten Olesen, Stine Schrøder Jensen og Hanne Windfeld kæmpes næsten fra ord til ord for at få det løse sujet til at hænge sammen. For skuespillerne må ud og ind af roller og lokaliteter og ikke mindst med masser af spring i tid. Med Langdals stærke håndværksmæssige kunnen, hvis man må tale sådan, når det drejer sig om ”kunst”, hænger dejen sammen, men spørgsmålet er, om brødet så smager godt nok. Og det er ingens skyld, bortset fra Linn Ullmanns klynkeri ikke er så interessant. Skuespillerne yder virkelig en indsats.
De urolige. Det Kongelige Teater. Kirsten Olesen som den gamle Bergman. 2021. Pressefoto af Karoline Lieberkind.
Scenografen Maja Ravn har skruet ned for sin sædvanlige ekstremt æstetiske tilgang til opgaverne. Her har hun skabt en parcelhusversion af en hjemmebiograf, et filmstudie m.m. Ganske opfindsomt, som var det hele i en cirkusmanege. Men en ikke så delikat manege og ikke med tilstrækkelig fornemmelse af hav og ø-stemning, som der vel herskede på Fårö, Bergmans tilholdssted. Bergman, spillet teoretisk og detaljeret perfekt af Kirsten Olesen, ses med blød fløjlsjakke og skrævende ben, mens hans karakteristiske ungdomshue er udeladt. Den brugte han i øvrigt selv som rekvisit til ”Hamlet”, da han iscenesatte stykket i slutningen af 1980’erne på Dramaten. Der skulle være lighedstegn imellem hovedperson og instruktør. Også de to andre skuespillere i ”De urolige” er mildest talt i hverdagstøj anno de seneste årtier og giver fine nuancer til portrætterne af det forsmåede barn og den flagrende moder.
De urolige. Det Kongelige Teater. Kirsten Olesen, Stine Schrøder Jensen og Hanne Windfeld. 2021. Pressefoto af Karoline Lieberkind.
Men bortset fra looket, er vi tilsyneladende i noget a la Hollywood. For har man haft nogle berømte forældre, er der frit slag med at hænge dem ud, og historien må spredes. Alskens store kunstnere har haft en dårlig barndom, og mange er blevet gode til at kapitalisere de dårlige oplevelser, men kunst bliver det ikke af den grund.
For sjov skyld greb jeg Ingmar Bergmans egen berømte ”selvbiografi”: ”Laterna Magica” fra 1987, hvor han knapt nok nævner nogle af de 9 børn ved navn. Men åbningsordene er ganske interessante: ”Da jeg blev født i juli 1918, havde Mor den spanske syge, jeg skrantede og blev nøddøbt på sygehuset”.
Måske skulle Linn Ullmann slet ikke have opsøgt den aldrende Ingmar Bergman, for i hans verden var der nok ikke plads til andet end INGMAR. Og sådan er det.
De urolige. Det Kongelige Teater. Kirsten Olesen og Stine Schrøder Jensen. 2021. Pressefoto af Karoline Lieberkind.
Er man ikke en gammel tudse, der har fulgt Bergmans karriere og set ”Scener fra et ægteskab” på TV, ” Fanny og Alexander”, ”Stilheden”, etc. på lærredet, ”Misantropen” på Det Kongelige Teater, ”Hamlet”, ”Et vintereventyr” etc. på Dramaten, er det måske svært overhovedet at fatte interesse for ”De urolige”. Og Det Kongelige Teater hjælper ikke meget. Nok er der to udmærkede samtaler i programmet med henholdsvis instruktøren Peter Langdal og forfatteren Linn Ullmann, men ikke et ord om hvem Ingmar Bergman og Liv Ullmann var/er. Jeg gad vide, hvor mange af de tvangsindbudte gymnasieelever, som ved premieren sad på de bageste rækker, der overhovedet ved, hvem personerne er. Og det er ikke lige meget, for teksten er slet ikke dyb og bæredygtig nok til at være alment gældende.
Gedigent teaterhåndværk fra instruktøren og skuespillerne sikrer, at det bliver en god teateraften, trods alt.
Konklusionen må vist også være, at der mangler ny, væsentlig dramatik for tiden. Derfor må teatrene gang på gang gribe til dramatiseringer. Det går bare ikke godt hver gang.
Medvirkende:
Stine Schrøder Jensen / Kvinde 1
Hanne Windfeld / Kvinde 2
Kirsten Olesen / Kvinde 3
Forfatter: Linn Ullmann
Oversættelse: Karen Fastrup
Dramatisering: Karen-Maria Bille
Iscenesættelse og bearbejdelse: Peter Langdal
Scenografi og kostumer: Maja Ravn