Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Den evige Ild. Bellevue Teatret.

Bellevue Teatrets scene er omskabt til en 1500-tals skueplads for ”Den Evige Ild”.  Scenen er fyldt til bristepunktet med levende ild, alvor og masser af hvidvaskede elizabethanske kostumer. For historien er hentet ud af den angelsaksiske kulturarv med ord fra succesforfatteren Ken Folletts vist nok seneste værk: Den evige Ild.

Den evige Ild. Bellevue Teatret. 2019.
Foto: Robin Skjoldborg.

Handlingen er henlagt til slutningen af 1500-tallet, hvor Europa for 120. gang var på krigsstien. Og i disse feministiske tider er det ikke mindre interessant, at kampen på et tidspunkt stod imellem to kvinder: Elizabeth, den protestantisk, engelske dronning – og Mary, den katolske kvinde, som ville være dronning i Skotland og måske også i England. Også andre stærke kvinder er med i beretningen.

Den evige Ild. Bellevue Teatret. 2019.
Foto: Robin Skjoldborg

Kvinde mod kvinde – religion over for religion – land mod land. Vi kender det til hudløshed, og som dramatisk stof er det altid brugbart. Shakespeare var på det nærmeste samtidig med Elizabeth, så det blev bl.a. Schiller, der på dramatisk vis i “Maria Stuart” beskrev de to kvinders sammenstød. Nu følger det danske trekløver: Høg, Aagaard og Svanekier trop på skuldrene af forfatteren Ken Follett. Ambitionerne fejler ingenting – heller ikke hos Bellevue Teatret.

Den evige Ild. Bellevue Teatret. 2019.
Foto: Robin Skjoldborg

Med 12 skuespillere og 3 musikere på scenen i Benjamin La Cours store, elegante arkitektoniske scenografi er der næsten tumult på Bellevue-scenen, når podier og gangbroer flyttes til fordel for trappeformationer. Flot og stemningsmættet bliver det ikke mindst, fordi store fotostater af gamle stik fra perioden pryder bagvæggene. Også musikken har den nødvendige storladenhed og sangerne med, som lidt efter lidt får mere volumen i stemmerne. Kostumerne ved Astrid Lynge Ottesen og Karin Ørum er smukke og detailrige, men stikker nok lidt for meget af med de kraftige forstykker og uendelige bændelbånd på ryggen.

Den evige Ild. Bellevue Teatret. 2019.
Foto: Robin Skjoldborg

Der er mange, for mange små historier og skæbner, der skal fortælles.  Instruktøren Mads M. Nielsen gør sit yderste for at få scenerne til at glide harmonisk frem og tilbage imellem de mange lokaliteter: så er vi i England, så Frankrig, siden i en kirke og straks derpå i en ydmyg bolig. Trekløveret bag tekst og musik synes ganske forhippede på, at vi skal forstå historien. Det er jo godt, men måske ryger en del af stemningen på den konto. Premierepublikummets taktfaste klapsalver hjalp til gengæld med til at give luft efter sangnumrene. Samtidig havde disse klappende afbrydelser måske også lidt af skylden for, at det psykologiske ikke blev bundfældet.

Scenerne var korte, men der var alt for mange, sangene talrige, og heldigvis syntes ikke mindst kvinderne musikalsk stærke.  Xenia Lach-Nielsen er en interessant og kraftfuld sanger, men fik som dronning Elizabeth ikke nok plads, desværre. Men alle kvinderne formåede dog næsten på trods at markere sig. Derimod var de mandlige figurer svagere. Hovedpersonen, den retskafne protestant Ned Villard, spillet af Christian Collenburg, kæmpede for at etablere figuren og fange vores sympati, som helst skulle bære historien igennem. Måske forfatterne og komponistens skyld.    Musikken skiller sig i øvrigt ikke synderlig ud fra al anden gedigen musicalsound, anno 2000-2018.

Den evige Ild. Bellevue Teatret. 2019.
Foto: Robin Skjoldborg

Så på trods af at historien er grum og også beskriver Bartholomæusnatten i 1572, hvor flere tusinde protestanter blev myrdet i Paris, glider massakren ned som en  lind musicalstrøm.  Godt eller skidt?  I hvert fald blev jeg ikke rørt og heller  ikke trist til mode, da skotske Marys hoved huggedes af. Skrap sovs, men når musikken lyder, bliver alt spiseligt.

Bellevue Teatret har skiftet repertoireprofil, som det hedder i managementsproget, og med den store satsning ”Den evige Ild”, må teatret se, om det kan bære at være alvorlig ude på Strandvejen i Klampenborg. Den nye teaterdirektør Pia Jette Hansen fortsætter nu i den ånd, som hun praktiserede på Østre Gasværk. Det er jo fint nok, men Bellevue Teatret har siden genåbningen omkring 1980, og heller ikke tidligere, været i stand til med succes at være gravalvorlig. Arne Jacobsens  stribede vægge, havets nærhed og sportsvognenes susen har altid passet bedst til det muntre, så publikum kunne føle sig très chic – inde som ude.

Den evige Ild. Bellevue Teatret. 2019.
Foto: Robin Skjoldborg

”Den evige Ild” er et interessant initiativ, båret professionelt igennem og flot serveret i den næsten monokrome genskabelse af 1500-tallet.  Nu skal publikum bare lære at tage til Klampenborg  og få en historisk lektion.

Www.bellevueteatret.dk

Medvirkende:

Silke Biranell, Xenia Lach-Nielsen, Pernille Petersson, Monica Isa Andersen, Marie Mondrup, Camille-Cathrine Rommedahl, Christian Collenburg, Karsten Jansfort, Anders Gjesing, Kasper Dalsgaard, Søren Bech & Daniel Hansen

Musikere: Kapelmester Olof Ander, Ditte Fromseier & Dan Selchau

 

Romanforlæg: Ken Follett
Instruktion: Mads M. Nielsen
Dramatisering & Musik: Lasse Aagaard
Dramatisering & Tekst: Thomas Høg & Sune Svanekier
Musikalsk arrangement: Niels Bye Nielsen
Scenografi: Benjamin la Cour
Kostumedesign: Astrid Lynge Ottosen & Karin Ørum
Lysdesign: Mikael Sylvest
Lyddesign:

 

 

 

www.bellevueteatret.dk

Mads Skjøtt Sagis