Kulturkupeen

Det europæiske slagtehus – mammutforestilling på Odense Teater

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Det europæiske slagtehus – mammutforestilling på Odense Teater.

Er det Flügger eller Sadolin, der leverer malingen? Spøg til side, der er masser af blod, skrig og skrål på scenen i Odense, men omme bag ved ligger også ambitionen om at vise, at selv om vi ikke længere lever i middelalderen, er der stadig visse europæiske lande med afsporede ledere, der opfører sig som om.

Det europæiske slagtehus. Odense Teater, frit efter Shakespeare. 2022. Foto: Emilia Therese.

Ambitionerne er i top

Ambitioner og vovemod savnes ikke på Odense Teater, der har givet instruktøren Tue Biering frit slag. Det er blevet til et scenisk blodbad med spandevis af knaldrødt teaterblod. Oveni er taget et markant livtag med Shakespeares mere historiske dramaer fra Richard II over Henry IV – VI for at slutte med den meget kendte tragedie, Richard III. Men forvent ikke at få Shakespeares ord. De er blevet erstattet af instruktørens og skuespillernes egne formuleringer. Det er på mange måder et stort tab og svært at forstå, hvorfor det skulle være nødvendigt.  Det er vel netop på grund af den poesi, som er lagret i Shakespeares dramatik, at vi igen og igen vender tilbage til fortællingerne.

Tue Biering disker i rigt mål op med store bøtter rød teatermaling, som med brede pensler og under stor hørbar smerte påsmøres de udsete ofre, når de står over for døden.   Det er set før, men desværre går forestillingen over gevind og lader også børn blive myrdet, ikke off stage som er den respektable fremgangsmåde ved opsætninger af bl.a. ”Medea”, men lige på og hårdt og brutalt. Det viser faktisk mangel på smag og refleksion over teatrets mission.  For død og ondskab kan vises på mange måder. Og i disse tider, hvor politisk korrekthed hersker, og ingen må udsættes for unødig gene, er det vel problematisk med børnearbejdere og tillige både en stor hund og en grå hest på scenen. Har de givet gyldigt samtykke?

Kommer i øvrigt til at tænke på Lars Von Trier, som, da han var ung og i en kort periode interesserede sig for teater, udtalte, at der var for lidt teaterblod i dansk teater.  Det kan hermed dementeres.

Det europæiske slagtehus. Odense Teater, frit efter Shakespeare. 2022. Foto: Emilia Therese.

Odense teater anno 2022

Vi er ikke i England, og Odense Teater er ikke RSC, Royal Shakespeare Company, hvor jeg for mange år siden oplevede netop disse historiske tragedier i en marathon-opsætning på måske 10-11 timer. Da tæppet faldt, var det ekstatiske og nærværende publikum nærmest slukørede. Den fælles oplevelse var ovre. I en ny samhørighed havde vi oplevet teatrets evne til at skabe et fælles rum.  Sådan blev det ikke denne aften i Odense, men Odense Teater havde gjort meget for at skabe en god stemning med fælles spisning midtvejs. Brændende Kærlighed til 100 kr. Husk forudbestilling.

Instruktøren Tue Bierings tanke har vel været at ville beskrive nogle urimeligheder i vores nutidshistorie ved at gå tilbage og hive fat i Shakespeares dramatik over de såkaldte Rosekrige. Men havde det ikke været lige så nemt at prøve at indfange nogle forskellige stemninger fra invasionen i Ukraine eller opstanden ved Kongressen i Washington i januar 2021?

Ideer er der nok af, men det er svært af afkode rytmen, og de to afdelinger synes vidt forskellige, hvor anden del afgjort er mest tydelig.  Men måske skyldes min oplevelse også, at jeg flyttede plads fra balkonen, hvor mange af skuespillernes replikker forsvandt – til et sæde tæt på scenen. Her fik jeg stemmerne med, men måske færre af de bevidste og også uhyggelige ”billeder”. Men hvor de shakespearske ord skal siges med en vis beherskelse af stemmen, så bliver de hjemmestrikkede replikker jo ofte sagt i et meget henkastet dagligsprog med en deraf manglende tydelig diktion. Det er pokkers ærgerligt. For Odense Teater råder over nogle skuespillere, som kan tale, bl.a. Anders Gjellerup Koch, Benjamin Kitter og samt Nicolai Jandorf.  For det er vel ikke for meget forlangt at kunne opsnappe og fortolke ordene. Teater er ikke kun billeder.

Det europæiske slagtehus. Odense Teater, frit efter Shakespeare. 2022. Foto: Emilia Therese.

Den moderne teknik

Det hele begynder på en tom scene. Lidt efter lidt får vi forklaret udviklingen og kommer igennem de tidligste beretninger om Richard II og derefter Henry’erne. Med et stort flot skilt kan vi følge kronologien, men ellers er der ikke så meget styr på det visuelle. I bedste ”modern style” er det meget hurtigt ”væltet børnehave” med masser af rekvisitter og kostumer hentet fra mange epoker og så nogle øjeblikke, hvor scenen befolkes af modne ældre mænd kun iført lange hvide underbukser. Billedet på en uduelig hær.  Ret uhyggeligt. Men lidt ved siden af.

Efter et par timer er der pause og fælles spisning. Så går det løs igen – og nu synes der mere fokus på bl.a. den uhyggelige udvikling i USA og stormen på Kongressen. Her bliver det faktisk alvor, og efterfølgende er der både Dallas og dollars over scenerne. Dekadencen og magtbegærligheden pibler frem.

Da fortællingen når frem til Richard III, ham med puklen og hadet og magtbegærligheden forenet med en usigelig svaghed, bliver Tue Bierings hensigt faktisk synlig.  Men vejen har været lang, og måske har turen omkring Shakespeare været en unødvendig omvej. For i sidste ende er det vel blot det den evige magtliderlighed, som ”Det Europæiske Slagtehus” vil vise.

Det europæiske slagtehus. Odense Teater, frit efter Shakespeare. 2022. Foto: Emilia Therese.

Odense Teater har satset, og forestillingen kan vel bedst betegnes som en halv sejr.  Der er plads til forbedringer, ikke mindst i første del, og mere behersket spanking af publikum, eller måske snarere: et helt andet greb om samme budskab.

NB En tilføjelse: Efterfølgende er jeg blevet opmærksom på, at Tue Biering I Turbinehallerne i København allerede i 2005 iscenesatte en forestilling “Europæerne”, hvor der var hentet citater fra hele verdensdramatikken – inc. Shakespeares kongedramer.

 

DET EUROPÆISKE SLAGTEHUS Instruktion og manuskript ∞ TUE BIERING
Frit efter manuskript af ∞ WILLIAM SHAKESPEARE
Scenografi ∞ NICOLAJ SPANGAA
Kostumedesign ∞ MARIE ROSENDAHL CHEMNITZ
Lysdesign ∞ SIMON HOLMGREEN
Lyddesign ∞ KIM MALMOSE
Dramaturg ∞ MATHIAS ROSENKRANDS BECH

Medvirkende
∞ NICOLAI JANDORF / ∞ ANDERS GJELLERUP KOCH /
∞ BENJAMIN KITTER / ∞ CECILIE GERBERG /
∞ FREJA KLINT SANDBERG / ∞ LOUISE DAVIDSEN /
∞ KLAUS T. SØNDERGAARD / ∞ NIELS SKOVGAARD ANDERSEN /
∞ MALENE MELSEN / ∞ FRANK THIEL /
∞ KRISTOFFER HELMUTH / ∞ MIKKEL BAY MORTENSEN /
∞ NATALÍ VALLESPIR SAND / ∞ GITHA LEHRMANN /
∞ STATISTER ∞ DYR

Alle fotos: Emilia Therese.

www.odenseteater.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.