Kulturkupeen

Det skal være sjovt! Operasangeren Sten Byriel taler (næsten) ud.

Interview ved Ulla Strømberg.

Det skal være sjovt! 

Operasangeren Sten Byriel taler (næsten) ud – for nu forlader han Det Kongelige Teater efter 34 år.

Sten Byriel, 2019. Foto: US.

”Jeg er ikke for gammel”, siger Sten Byriel, solbrændt, sportstrænet og med en smuk, dyb, velmoduleret stemme. Ikke mærkeligt for Sten Byriel er basbaryton, selv om hans debut i 1985 som Papageno i ”Tryllefløjten” på Det Kongelige Teater måske lagde op til noget andet.

Alderen bliver jeg nødt til at nævne, da den er årsagen til samtalen. Sten Byriel er 62 år, synger i ”Turandot” for sidste gang lørdag d. 8. juni 2019 på Det Kongelige Teater. Han har ikke fået sin kontrakt forlænget på Det Kongelige Teater efter seks års prolongering fra den generelle pensionsalder på 56 år.

Det er interessant, at Det Kongelige Teaters operasolister skal gå på pension i en alder af 56 år, mens resten af det danske samfund i måneder og år har diskuteret, at den generelle pensionsalder bør rykkes, efterlønnen måske afskaffes, og der skal være mulighed for og pligt til at arbejde, så længe man kan – og meget gerne efter det fyldte 70. år.

”Jeg er ikke for gammel til at synge og have energi. Der er nogen, som er udslukte, når de er 52 år – og så er der andre, som stadig er livskraftige, 92 år gamle. Jeg hører absolut til den sidste gruppe.  Alderstyranniet bekommer mig dårligt. Og jeg er slet ikke for gammel til at gestalte roller, og det vil jeg i øvrigt blive ved med.

Systemet bruges som en ventil

Og systemet fungerer ikke. Det er fint, at nogle sangere kan få mulighed for at gå på pension midt i halvtresserne med et beløb, som kan være en god basis for eventuelt at lave noget helt andet. Men at bruge systemet til at sige farvel til alle, som bliver 56 år, det er helt galt. For rigtig mange sangere kulminerer faktisk, når de er mellem 50 og 60 år. Men så skal de ud. Måske fordi de er for dyre. Måske fordi der kommer en ny operachef, der via pensionsaftalen kan få mulighed for at sætte sit aftryk og tage nye sangere ind – eller helt nedlægge ensemblet. Det er min fornemmelse, at det er ved at ske lige nu på Operaen.  Systemet er også blevet en ventil, så man kan komme af med folk, man synes at have hørt for meget. Helt uden argumenter: ”Du er 56 år – du skal forlade teatret.” 

Men du har jo været meget aktiv fagpolitisk igennem årene, hvorfor har du ikke gjort noget ved dette spørgsmål:

Det er svært at gøre noget ved det rent fagpolitisk. For man kan jo efter systemet blive prolongeret. Men i de seneste ti år er det vist kun mig, der har været så heldig. Det Kongelige Teater har senest sagt farvel til sangere som Randi Stene og Mikael Kristensen. Selvfølgelig kan det være, at teatret vil bruge én som gæst, men det bliver jo på helt andre præmisser. Opera kan i øvrigt ikke sammenlignes med for eksempel ballet. For i opera er der mange roller til ældre sangere og stemmer, der både skal være bedsteforældre og ammer. I disse tider, hvor man ofte vil have en vis filmisk realisme, ville det da være naturligt også at have mere modne sangere.  

Men så snart den nye operachef John Fulljames kom, fik jeg at vide, at jeg ikke ville blive yderligere forlænget.  Det var forgængeren Sven Müller, der forlængede mig oprindelig. Han satte pris på min stemme. 

34 år som kongelig operasanger

I Sten Byriels professionelle karriere har der ikke været mange krumspring. Efter studentereksamen og musikvidenskabelige studier på Aarhus Universitet kom han på Det Jyske Musikkonservatorium og derfra videre i 1982 til Operaakademiet i København. I perioden 1979-1982 var han medlem af Den Jyske Operas kor og Bayreuther Festspielchor. Byriel debuterede i 1985, allerede året inden sin afgang fra Operaakademiet, og har siden været tilknyttet som solist mastodonten på Kongens Nytorv og efterfølgende det store slagskib på Holmen.

Heldigvis var teatret large til at give fri, så Sten Byriel kunne sige ja til udenlandske tilbud.  Det er blevet til gæsteoptræden i de største og mest anerkendte operahuse: Covent Garden; Salzburger Festspiele; Volksoper i Wien; Staatsoper Unter den Linden i Berlin; Bayerische Staatsoper i München; Théâtre du Châtelet i Paris; Teatro Real i Madrid, Grand Théâtre de Genève og oveni nye og eksperimenterende projekter. Men tilhørsforholdet til Det Kongelige Teater har været intakt.

Mine internationale kontakter kom ikke mindst via ”Lulu”, den store opsætning i Ridehuset på Christiansborg i 1996, produceret af Lars Liebst og Per Erik Veng. Der var 10 opførelser, 20.000 solgte billetter og stor international bevågenhed. Det førte med sig, at jeg blev inviteret til at synge for hos Daniel Barenboim i Berlin. I de følgende 8 år var jeg flere måneder om året i Berlin.  Og det gav teatret mig mulighed for.  

Men du er forblevet på Det Kongelige Teater!

Ja, for det er jo et fantastisk privilegium, så længe det varer, at være på teatret og være en del af det hele med kapellet og koret. 

Ryd op i Operaen

Det kan lyde hårdt, men efter min mening skulle man lukke teatret for en tid og rydde op.  Jeg har jo primært forstand på operaen. De svære tider begyndte, da teatret fik en bestyrelse, som partout ville have operaen internationaliseret.  Jeg har haft 7 operachefer i min tid.  Igennem de seneste mange år har vi kun haft en dansk chef, og han blev kun ansat, fordi han var talentfuld og så ung, at ingen havde noget dårligt at sige om ham. Kasper Holten blev heldigvis i 11 år på teatret. Dengang i 2000 var der mange kompetente ansøgere, men man kunne ikke blive enige. Mange mennesker havde for meget ondt at sige om de danske ansøgere. Det har siden resulteret i, at der sidder alt for mange udlændinge på chefposterne i det danske musikliv.

De udenlandske ledere har jo ikke den danske kultur i deres DNA. Der er som regel en fundamental mangel på forståelse for, hvad det vil sige at være ansat i Danmark med vores demokratiske samarbejdsformer. Og så taler de ikke dansk. Det officielle sprog på Operaen i København har i de seneste mange år været engelsk. Hvor cheferne taler et formfuldendt engelsk er vi andre på et andet niveau. Det betyder, at det kan være svært at samtale. Med Sven Müller var det anderledes. Han talte dansk, men foretrak at samtale på engelsk – og altså ikke tysk.  Det andet skaber afstand.

En forankring til København, til Danmark er efter min mening meget vigtig – og det gælder også inden for balletten, hvor der bliver færre og færre danske solodansere, men det er dem, publikum vil se.

Den manglende talentpleje

Det værste er, at alt for mange store stemmer er taget til udlandet, fordi det ikke har kunnet lade sig gøre at forene engagementet i Danmark med tilbuddene fra udlandet. Sådan var det ikke tidligere. Da så teatret en ære i at ”talentpleje” og give de enkelte sangere mulighed for at udvikle sig, også på kortere ophold i udlandet.

Da vi åbnede det nye operahus, som vi havde kæmpet for i mange år, var det gyldne tider. Alle var glade. Der var økonomisk råderum nok, til at man også kunne tænke i talentpleje. Det medførte en smidighed, så danske sangere fik mulighed for at prøve kræfter og udvikle sig udlandet.  Men nu, hvor de økonomiske midler er så begrænsede og alle ressourcer skal anvendes, er denne frihed forsvundet.  Nu er der også færre prøver, men flere forestillinger. Sådan er det. Folk laver generelt flere forestillinger end tidligere, selv om det måske udefra ikke ser sådan ud.

 I Kasper Holten-årene fra 2000-2011 var der en spændende ånd: ”Nu laver vi Wagner, nu laver vi mellemkrigstid”. Og vi fik det hus, vi havde drømt om. Men denne Rolls Royce koster mange penge at køre, og det var som om ingen havde erkendt det. De seneste beskæringer med de to procent blev toppen– eller bunden.

Med Kasper Holten som ny, øverste chef, er det mit håb, at meget kan ændres.  Kasper kan skabe og forme et følgeskab og få hele huset med. Han har en stor fanskare, og han ved, hvad det vil sige at producere teater. Det er mit håb, at han også vil forstå, at de gamle ensembler er vigtige. Men ved seneste besparelse sagde han faktisk, at man sagtes kan lave teater uden et ensemble, forstået som solistensemble.  Derfor tror jeg desværre, at vi er på vej mod en afvikling af det gamle system. Se f.eks. på Malmø Operaen, hvor der kun er to solister tilbage, resten er gæstesangere.

 Men lad os gå tilbage til sangeren, som debuterede som Papageno:

Mozarts Papageno kan alle synge – også Poul Reichhardt! Men grunden til at jeg fik lov til at debutere i den rolle var lidt morsom. Jeg var som ung studerende taget til Belvedere-konkurrencen i Wien for at synge for. Vi startede 600 og til sidst var vi kun 10 tilbage.  Jeg ville jo synge de store baspartier, men så var der en agent, som sagde: ”Jamen du er den fødte Papageno.” Først blev jeg lidt sur, men det var rigtigt! Jeg kunne synge partiet, og det blev en fantastisk debut med Liselotte Nielsen som Papagena.

Fra Mozart til Wagner

Igennem årene kan en stemme blive bredere og mørkere. Jeg sang rigtig længe Mozart: Leporello og Figaro. Siden blev det Puccini, og derefter gav det sig selv med bl.a. Wagner. ”Ringen” i København var en lille juvel, for mig og for hele ensemblet. Vi havde nogle fantastiske danske stemmer, der kunne synge Wagner. Det var også billigt for Kasper Holten, for operaen havde stemmerne selv – de skulle ikke indkøbes.

Men jeg har altid elsket moderne musik. Der kan partierne være helt anderledes, for stemmen skal ofte noget andet, måske i meget lange stræk.

Sten Byriel som Timur i “Turandot”. 2019. Foto: Martin Lorentzen.

Fremtiden skal være sjov

Og det er lige netop inde for det moderne repertoire, at Sten Byriels næste opgave heldigvis ligger og venter. En produktion af Maxwell Davies værk fra 1969: ”8 Songs for a Mad King”. Det er en co-produktion mellem Egnsteatret Undergrunden, hvor Sten Byriel i mange år var bestyrelsesformand, og Ensemble Storstrøm. Operaen opføres i en endnu ikke færdigbygget hal i Nordhavn under Copenhagen Opera Festival.

Men ellers ville det måske ikke være så dumt for den friske 62-årige at kaste sig ud i noget mere administrativt, hvor hans viden om opera, musik og fagligt, kulturpolitisk engagement kunne forenes?

 Jeg kan sagtens se mig selv som leder af en kulturinstitution.  Jeg vil meget gerne lave musikfestivaler, hvor man kan forblive sanger og være administrator samtidigt. Men jeg vil også gerne prøve at administrere på fuld tid. Jeg kan dog mærke, at jeg også må fortsætte som sanger.  Men tænk, hvad jeg har lært om ”teambuiding”.  For det er ikke mindst den erfaring jeg bærer med mig efter alle disse år.

Og en ting er i hvert fald sikker: Det skal være sjovt! 

Slut

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.