Kulturkupeen

Det vilde pæretræ

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Den tyrkiske instruktør Nuri Bilge Ceylans film er ikke just mainstream. Hans tre timer og 16 minutter lange film Vintersøvn, som vandt Guldpalmen ved Cannes Festivalen i 2014, er et slående eksempel. Det er ikke alle, der har tålmodighed til at side i biografens mørke i så lang tid og se en film, hvor der grundlæggende ikke sker ret meget. Hans nyeste film, Det vilde pæretræ, er otte minutter kortere. Ceylan udfordrer således igen vores udholdenhed.

Sinan(Aydın Doğu Demirkol), der er i slut tyverne, har en drøm. Han vil være forfatter. Efter at have taget en uddannelse i en større by i Tyrkiet vender han tilbage til sin fødeby på landet for at slå sig ned som forfatter. Her har familien dog andre ambitioner på hans vegne. De vil have, at han bliver skolelærer, som sin far. Det er ikke nemt, efter at have levet sit eget liv i storbyen, at vende hjem og bo sammen med familien igen. Og ikke nok med det. Familien forventer at Sinan med et job som lærer vil være i stand til at forsørge dem, efter at faren i årevis har spillet pengene op.

Foto: 41SHADOWS

Det vilde pæretræ er grundlæggende en film om generationskonflikter og forskellen på et liv i byen og på landet. Folk er snævertsynede. Jeg vil ikke rådne op her, siger han til sin ex kæreste, som han har gået i gymnasiet med, og hvis eneste ambition nu er at blive gift og få børn.

Foto: 41SHADOWS

Der sker ikke meget i denne film, som er stærkt dialogbåren med lange samtaler om eksistentielle og filosofiske emner som liv, død og religion. Hvad angår sidstnævnte er der en vigtig scene, hvor vi følger en samtale mellem Sinan og to imamer, da de alle tre en dag er på vej ned ad et bjerg. Vi ser dem  bagfra, mens vi på lydsporet hører deres samtale om religion. Ceylan siger i et interview: Religion er ikke noget man taler frit om i et muslimsk land. Praktisk talt er det umuligt på landet at sige: Jeg tror ikke på Gud. Så Sinan og de to imamer går lidt som katten omkring den varme grød, taler udenom, men får alligevel indirekte fremsat nogle meget interessante betragtninger om emnet.

Foto: 41SHADOWS

Sinan er grundlæggende en Rasmus modsat, der ofte er i opposition til sine omgivelser, om det så er hans forældre,en kendt forfatter, en forlægger, som han prøver at få til at udgive hans bog eller byens borgmester.

Man kunne tro, at Ceylan i klippefasen har haft svært ved at skære ned på sine optagelser, men filmens længde er helt bevidst. Ceylan har i et interview i forbindelse med sin tidligere film Vintersøvn sagt, at for ham gør det ikke noget, at publikum keder sig lidt. Tværtimod. Det er jo en modig holdning, hvis filmen kan bære det. Det kan Det vilde pæretræ. Der er god tid til at lade karaktererne folde sig ud, hvilket gør dem mere interessante. Ceylans langsomme stil har, som nævnt ovenfor, også tidligere vist sig at være lønsom.

Foto: 41SHADOWS

Det vilde pæretræ er en visuelt smuk film man bliver klogere af. En film der rummer dybde og som giver et godt indtryk af den afgrunds store forskel, der er på livet på landet og de større byer i Tyrkiet.

Filmen var i 2018 nomineret til Guldpalmen ved Cannes Festivalen, vandt den ikke, men har vundet diverse andre priser. Helt fortjent. Gå ind og se den.

Instruktør: Nuri Bilge Ceylan

Trailer: 41SHADOWS

Premiere: 16. maj 2019

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *