∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Døden i Venedig – drengen i Venedig. Med Mahlers musik og Nicolas Bros melodiske stemme, der kan gå fra sopran til baryton, når det lille monodrama ”Døden i Venedig” langt.
pressefoto: Thomas Petri.
Både den modne forfatter, Gustav von Aschenbach og den unge dreng Tadzio er begge på scenen det meste af tiden i Nicolas Bros skikkelse. Umærkeligt skifter han fra barn til den moden mand. Deres indre monologer bliver det, vi hører. I lettere vilkårlig rækkefølge kommer scenerne fra Thomas Manns lange novelle ”Døden i Venedig”. Men det er alligevel anderledes, mere håndfast, mere bogstavelig i sin homoerotiske fortolkning. Her er ikke noget at tage fejl af. Det er billedet på en mand, som, hvis han ikke skulle død af koleraen, burde dø på grund af utugtige længsler. Vi er langt væk fra en platonisk kærlighed til det skønne.
Den oprindelige fortolkning i 1912 af Manns værk kredsede om en moden mands dødslængsel og vejen derhen i mere og mere opløst tilstand samtidig med en sidste fascination af det skønne, personificeret i den smukke dreng. Hos Jakob Weis, som hos flere andre fortolkere, bliver ”Døden i Venedig” anderledes moderne og direkte i beskrivelsen af relationen mand/dreng.
Her er en mand, en stor forfatter, som vitterlig tiltrækkes af, fascineres af, ja, besættes af en ung dreng, der i al uskyldighed flagrer rundt på det samme hotel i Venedig.
pressefoto: Thomas Petri.I denne weis-ske version bliver ”Døden i Venedig” en parallelhistorie til Nabokovs ”Lolita” – og med vor tids syn på sex og pædofili synes begge værker nok lige frastødende og uacceptable. Alligevel får de fortsat lov at blive læst og fortolket inden for forskellige kunstneriske genrer, som ”Døden i Venedig” med Viscontis film fra 1971, Benjamin Brittens opera fra 1973 – og seneste John Neumeiers ballet fra 2003.
Og nu også dette monodrama, som kan dække sig ind via forskellige filosofiske overvejelser.
Som skuespiller favner Nicolas Bro et bredt register. At han i sin store korpus er i stand til at spille den unge drengs uskyldighed så rørende – er imponerende. Mere forståeligt er hans fortolkning af den selvoptagne forfatter, som på Hippodromen får lov, mere og mere opløst, at traske ud på stranden, i vandet – og ind i et hotelværelse smukt realiseret af scenografen Nina Flagstad.
pressefoto: Thomas Petri.På scenen ses fragmenter af lidoens badestrand hvor projektioner bagved angiver, hvor vi er: i det synkende Venedig, på havet eller på stranden og det samme med hotelværelset indrammet af en fragmentarisk søjle, som antyder det engang så pompøse luksushotel Grand Hotel des Bains.
”Døden i Venedig” har mange tråde tilbage til virkelige hændelser: Thomas Mann var med sin kone og børn i Venedig på Lidoen i 1911, har hustruen senere udtalt, og der var rigtignok en polsk familie med en smuk søn, som Thomas Mann mere end bemærkede. I 1911 døde komponisten Gustav Mahler, hvis fysiognomi kunne genkendes i novellen, og fornavnet var jo Gustav.
I Folketeatrets opsætning bruger instruktøren Christoffer Berdal Mahlers musik, som filmatiseringen fra 1971 udødeliggjorde. Det er både godt og skidt, for filmen ligger dybt i de fleste, som har set den. Derved låser Weis og Berdal sig inde i den nyere tradition omkring ”Døden i Venedig” – i stedet for resolut at skabe deres helt egen fortolkning.
”Døden i Venedig – Drengen i Venedig”
Dramatiker: Jakob Weis
MEDVIRKENDE: Nicolas Bro
INSTRUKTØR: Christoffer Berdal
SCENOGRAF: Nina Flagstad
16.1.16 – 20.2.16
tirsdag til fredag kl. 20:00 og lørdag kl. 17:00