∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Operapolitiet har allerede været ude at kommentere Katrine Wiedemanns og Maja Ravns meget interessante ”Don Juan” hos Den Ny Opera fra Esbjerg, i øjeblikket på gæstespil i København. For meget teater, har dommen lydt. Men kan der være for meget teater, når man sidder i Folketeatrets sal og overværer en af operahistoriens største perler? Ja, tilsyneladende. Men i mine øjne og ører er det netop styrken ved denne ”Don Juan”, som spiller et par dage endnu – til og med onsdag d.7.9. Jeg kan ikke andet end anbefale forestillingen. Nye generationer kan begynde her.
Endelig et moderne, holdbart bud på denne Mozart-opera over alle med vidunderlig musik og en handling, der bare er så irriterende. Don Juan, kvindebedåreren, den patologiske forfører, der ikke går af vejen for noget kvindemenneske eller tobenet væsen med skørt.
pressefotos: Nicolai Thorsen. Don Juan. De Ny Opera.
I denne opsætning ser Don Juan, i skikkelse af sangeren Jens Søndergaard, tindrende godt ud. Høj, mørk, bredskuldret – som klippet ud af en Boss-reklame. (Gad vide om det overhovedet er moderne længere). Don Juan kender sit værd, når han spankulerer rundt fra offer til offer. I denne version når kvindernes udstråling ham ikke til støvleskafterne. Det er så meget desto mere forståeligt, at de faktisk ikke vil give slip på ham. Hverken Donna Anna, Inge Dam-Jensen, som han forførte og for derefter ved et tilfælde dræbte hendes fader, kommandanten, Donna Elvira, Liv Oddveig Midtmageli, der bare ikke kan glemme ham, den lille Zerlina, Tuva Semmingsen, som skal giftes – og så det helt uskyldige offer på 12 år (i denne udgave). Værre kan det ikke være. Men Gud og kommandanten straffer, og Don Juan brænder op i helvedet, mens den forholdsvis kyniske Leporello-tjener, Morten Staugaard, ser til.
Den Ny Opera. Don Juan Morten Staugaard. Fotos: Nicolai Thorsen.
1003 var ofrene i Spanien og nogle hundrede i de andre lande. Men for Don Juan er de blot streger på væggen i det store regnskab. Flot stavepladeagtigt visualiseret direkte på væggen i det hvide rum, hvor historien foldes ud.
For mig at se, har Wiedemann og Ravn gjort operaen så nutidig og forståelig, som de overhovedet har kunnet – og vel at mærke uden at give afkald på det rent sanglige. For nok skal sangerne agere, men det er jo musikken, der skal bære – og de steder, hvor musikken måske ikke får lov helt at få plads, bl.a. i Leporellos store arie om de mange elskerinder, er det faktisk dirigenten, Lars Ole Mathiasen, og orkestret, der står i vejen. Ikke instruktionen.
Vi er i et hvidt neutralt rum, der kan udlægges som alt muligt: fra lukket gummicelle, til hvid kiste – eller blot neutralt spillerum med døre. Og det fungerer, fordi alle personerne iklædt smukke grålige toner og moderne tøj falder ind, så øjet og øret ikke generes, men helt kan koncentrere sig om musikken og historien.
Don Juan. den Ny Opera Inge Dam-Jensen og Jesper Brun-Jensen.Pressefoto: Nicolai Thorsen.
Inge Dam-Jensens Donna Anna er en fryd, forestillingens sangligt smukkeste og vokser hen igennem forestillingen tillige med Bo Kristian Jensen i operaens eneste tenorrolle. Han får maksimalt alt ud af det, der ofre har virket som en af operaverdenens kedeligste fiskeroller. Med omsorg og kærlighed til Donna Anna og hendes to børn (statister, der fungerer i deres pæne skoleuniformer) får han skabt, også sangligt, en spændende figur. Morten Staugaard er jo også uddannet skuespiller, så for ham er Leporello en opgave, der ligger lige til sidebenet, og han funkler, men bliver også holdt ned, mere sjov må der vist heller ikke være. For selv om han nemt kunne stjæle billedet, så er scenen jo Don Juans. Men stemmemæssigt er det som om Jens Søndergaard også holder tilbage, eller er det akustikken på Folketeatret, som spiller dem et puds. Joachim Knops Masetto er også velfungerende, logisk og oprigtig sin kærlighed til den utro Zerlina. Det er historien om tiltrækning og væmmelse, attrå og afsky for at slutte med spørgsmålet om ret og retfærdighed. For selvfølgelig må den skurkagtige helt knækkes – ellers ville det jo være demoraliserende.
Don Juan. den Ny Opera Inge Dam-Jensen og Jesper Brun- Jensen.Pressefoto: Nicolai Thorsen.
Den ny Opera har store ambitioner, og det er beundringsværdigt. De lader ikke en forestilling bære præg af, at den skal på turné. Operaen fra Esbjerg har allerede annonceret, at der snart igen står Wagner og ringen på programmet. Det begynder allerede næste år med Valkyrien og så går det derudaf i nogle år med Kasper Wilton som instruktør mens Mari i Dali skal stå for scenografen.
OM DON JUAN:
Sangere: Jens Søndergaard, Morten Staugaard, Inger Dam Jensen, Bo Kristian Jensen, Liv Oddveig, Tuva Semmingsen, Joachim Knop & Jesper Brun-Jensen
Iscenesætter: Katrine Wiedemann
Scenograf: Maja Ravn
Lysdesigner: Antonio Rodrigues Andersen
Musikalsk ledelse: Lars Ole Mathiasen
Tirsdag d.6. og onsdag d.7. september 2016 på Folketeatret.