Kulturkupeen

Downton Abbey: A New Era

∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Jeg har altid haft et blødt punkt for tv-serien Downton Abbey Jeg så med stor fornøjelse den prisbelønnede og kritiker roste tv -serie, da den i årene 2010-2015 kørte over skærmen i seks sæsoner. En serie der var indbegrebet af adelig og eksotisk feelgood underholdning.

Efter tillige at have set spillefilmen Downton Abbey om livet upstairs og downstairs i det engelske aristokrati, var jeg spændt på, om den nye Downton Abbey: A New Era ville leve op til mine forventninger.

Foto: UIP

Den nye film foregår i 1928. Her finder vi familien Grantham, som nyder de sidste år i de brølende  20ere før Den Store Depression sætter ind.

Vi befinder os igen på herresædet Downton Abbey. Godset trænger til en kærlig hånd herunder nyt tag. Men riget fattes penge. Lady Mary(Mishelle Dockery) tilbyder at stå for renoveringen, selv om hendes far Lord Grantham(Hugh Bonneville) stadig er familiens overhoved. For at skaffe penge til den omfattende renovering indvilger hun i at lade et filmhold optage en stumfilm på godset.

Foto: UIP

Samtidig viser det sig, at en vis Marquis de Montmirail har efterladt sin fornemme villa i Sydfrankrig til enkegrevinden Lady Violet(Maggie Smith), Lord Granthams mor. Mystikken breder sig. Hvem er Marquis de Montmirail, og hvorfor har han efterladt sin sydfranske luksusvilla til enkegrevinden. Hele sagen får Lord Grantham til at tvivle på, hvem han egentlig er. Snart må Lady Violet krybe til korset og betro sin søn en dyb hemmelighed.

Da filmholdet arriverer til Downton Abbey, er tjenestefolkene i første omgang dybt fascineret af filmverdenens glamour, men med tiden finder de ud af, at den verden måske ikke er helt så fortryllende og glitrende som først antaget. Alt imens rejser en del af såvel herskab som tjenestefolk til Rivieraen for at inspicere enkegrevindens villa i det sydfranske.

Derudover handler filmen om filmmediets udvikling fra stumfilm til talefilm. Den film som filmholdet oprindelig havde tænkt sig som stumfilm, bliver ændret til talefilm. Vi befinder os i en periode, hvor talefilm er i støbeskeen. Meget hurtigt kræver publikum film med synkroniseret lydspor. Filmen har således stærke referencer til den romantiske musical komedie Singing in the Rain(1952) med Gene Kelly i hovedrollen.

Downton Abbey er en flot film, hvor der er kælet for det visuelle udtryk. Vi ser flotte panoreringer over selve slottet, som ganske vist ser lidt nedslidt ud, men står statelig i det smukke engelske landskab. Hertil kommer de smukke scener, der er optaget i Frankrig, da et udvalg af herskab og tjenestefolk besøger enkegrevindens arvede statelige og imponerende ejendom, der ligger i nærheden af Toulon. Har man fulgt med i tv-serien og/eller set den første film, kan man glæde sig til et gensyn med de mange sympatiske karakterer. Der er imidlertid kommet en del nye til, så ind imellem, er der i min optik lige lovlig mange at holde styr på.

Foto: UIP

Den 73 årige Julian Fellows, der har skrevet manuskriptet til såvel tv-serien som de to film, siger:

Jeg tilhører den uddøende race, som mener, at en af underholdningsindustriens opgaver er at underholde. Jeg vil gerne have at folk ser Downton Abbey og nyder det. Jeg vil have, at de går i biografen og morer sig, ler og græder, og så kan de gå ud og spise en god middag og tage hjem og føle at de har haft en virkelig god aften. Det er mit mål, og hvis nogen spørger mig om det er nok, så er svaret ja.

Ser man på Downton Abbeys enorme publikumssucces både som tv-serie og som film, er der noget der tyder på, at vi er mange der deler denne holdning.

Instruktør: Simon Curtis

Premiere: 19. maj 2022 

Fotos, trailer og plakat: United International Pictures(UIP)




 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *