Anbefaling af Ulla Strømberg
Ej blot til grin – Danske Bladtegnere 90 år, 1933-2023 – fra Bladtegningens ekkorum – er en munter og essayistisk fortælling på kryds og tværs om bladtegningens DNA skrevet af Søren Vinterberg.
Søren Vinterberg er den gode og velskrivende journalist fra Politiken, som både er film og tegneseriekender og tillige flere gange har skrevet om bladtegnere og bladtegninger.
Derfor er det naturligt, at Søren Vinterberg har skrevet den faglige organisation Danske Bladtegneres jubilæumsskrift i anledning af deres 90 år. Men tilsyneladende har han ikke haft helt frie hænder, for så var der nok også medtaget tegninger af store, nu afdøde, men stadig kendte bladtegnere. Jeg tænker bl.a. på Hans Bendix, Erik Werner og Bo Bøjesen, for at nævne nogle af dem, jeg dagligt voksede op med og som på hver sin maner gjorde det dagsaktuelle forståeligt og ligefrem underholdende.
Selv peger Vinterberg allerede i indledningen på tre andre herrer, der var fremragende tegnere, men uden humor: Sikker Hansen, Ib Andersen og Ebbe Sadolin. De er heller ikke repræsenteret i bogen, men nævnt.
Tilbage i tiden var der adskillige tegnere, som i den grad var med til at gøre den daglige avis, om den så udkom morgen, formiddag eller eftermiddag, til noget helt særligt.
Søren Vinterberg fortæller med sin ganske raffinerede pen lettere anekdotisk og med mange mere eller mindre højpandede citater om forskellige aspekter af bladtegningens væsen. Teksten suppleres hele vejen igennem med illustrationer fra nulevende medlemmer af foreningen, som i dag er en specialafdeling af Dansk Journalistforbund.
Mange af de afbildede værker rummer hverken aktualitet eller satire, som ellers kan være så befriende og i øvrigt er enestående for bladtegningen. Omvendt viser mange af tegningerne en overraskende virtuositet, og Søren Vinterberg gør sit til, med finurlige sammenstød i teksten, at læseren med ham kommer vidt omkring.
Forfatteren Klaus Rifbjerg var naturligvis bestilt til at skrive og holde den store tale ved Museet for Dansk Bladtegnings åbning i 2000 på Det Kongelige bibliotek. Slutningen lyder:
Bladtegnere, foren jer
omkring mit morgenbord!
Gå aldrig væk!
Det blod vi har i årerne
Får ilt af jeres blæk!
Flot skrevet og sagt, men nej, sådan er det ikke i dag, hvor folk sidder og ser på deres mobiltelefon eller tablet. Også det har Vinterberg erkendt og fluks blev en computer eller det hedder vis ChatGPT spurgt om fremtiden for bladtegningen. Svaret er noget af det mest kedelige, jeg har læst, men Vinterberg har pligtskyldigt citeret det i bogen.
Til gengæld citeres Hans Bendix for at have stående på sin væg på avisen: ”Kunsten at kede er at få det hele med.”
Tegneren Claus Seidel skrev for få år siden et 3-binds mammutværk om dansk bladtegning. Bogen citeres flere gange, bl.a. også om Hans Bendix, der blev ved med at tegne eller øve sig med model helt op i 80 års alderen. Her suppleres med et Storm P.-citat, for Storm P. var som bekendt ikke mindst tegner. Han blev engang spurgt, om han overhovedet kunne tegne mennesker, så det lignede. Han responderede straks: Jo, men jeg nænner det ikke.”
Hele området karikatur er ikke mindst spændende, og her er der endnu et citat: ”En god karikatur ligner modellen mere end modellen gør”. Heldigvis er disse linjer fulgt op af en vidunderlig humoristisk karikaturtegning af Roald Als, hvor Mette Frederiksen lidt vredt studerer en tegning af sig selv fanget i et aggressivt øjeblik: “Det ligner mig overhovedet ikke!” – “Nej”, svarer tegneren, der bærer på billedet, ”..men jeg har fanget din sjæl!”
Og det er jo humlen ved god kunst, som vi også kender det ved flere moderne portrætter. Det er sjælen bag, der skal have plads. Heldigvis er der afbildet endnu en karikaturtegning, som man husker mere end en dag, nemlig Jens Hages portræt af Uffe Ellemann Jensen med den legendariske pibe i munden og røgen op formet som Poul Schlüter i profil. Lampens ånd, den onde eller gode ånd? Vi ved det ikke.
Sådan måtte dette festskrift gerne have været hele vejen igennem. Til gengæld er der i høj grad af ekvilibrisme hos de yngre medlemmer. Og sidst i bogen er der en markering af de priser til bladtegnere, som i de seneste årtier er blevet uddelt: i 1980erne og et par årtier frem under navnet Crossprisen, og fra 2015 og frem til nu under etiketten Pentelprisen.
Prismodtagerne viser ganske forskellige teknikker. Godt at de står sammen og kan hædre hinanden.
Foreningen Danske Bladtegnere har fået et jubilæumsskrift, med undertitlen ”Fra bladtegningens ekkorum”, en bog, som ingen levende kan klage over.
Udkommet 2023 på Forlaget Afart.dk
(NB på grund af ophavsretten tør jeg ikke afbilde illustrationerne.)
NB
Det museum for Dansk Bladtegning, som åbnede i 2000 takket være Pelle Sadolin (søn af Ebbe Sadolin) og Claus Seidel, blev under skiftende direktører på Det Kongelige Bibliotek desværre et stedbarn. Heldigvis rykker samlingen på mere end 300.000 tegninger af afdøde og nulevende tegnere nu til Den Gamle By i Aarhus, der også huser bl.a. Dansk Plakatmuseum. Fredag d. 25. august i år genåbner museet under overværelse af Dronning Margrethe i Aarhus.
Kulturkupeen vender tilbage og rapporterer derfra.