Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Gæstespil af Schaubühne fra Berlin på Det Kongelige Teater ( d.18. og d.19. juni.)

 

Ibsens evigt moderne stykke om manden, der siger sandheden om forureningen af det lokale badevand, men knækkes af den kompakte majoritet.

Turné i årevis

Schaubühne i Berlin har under instruktøren Ostermeier oplevet stor succes, som har udmøntet sig i en markant turnévirksomhed. Dvs. forestillingerne rejser rundt i hele verden og bliver på repertoiret i 10-15 år. Men lader det sig gøre uden kunstneriske omkostninger? Ja og nej, for det kan nemt udvikle sig til en kunstmaskine, som flytter teatret over til at blive en kulturel foreteelse, hvor publikum får en velsmurt oplevelse ikke langt fra den, som de ofte udskældte musikshows efterlader – blot med et andet indhold. Men den stærke følelse af nærvær kan forsvinde.

Modernisering

Med ”En folkefjende” er det lige på kanten. Forestillingen er fra 2011- altså 5 år gammel – og lige efter Ostermeiers recept. Man tager en klassiker, f.eks. af Ibsen, og skærer teksten til benet og finder det væsentlige og omsætter hele molevitten til en moderne kontekst. Sådan var ”Et Dukkehjem” også, da forestillingen for mere end 10 år siden kom på besøg med et parcelhus i flere etager.

Nu gælder turnéen ”En folkefjende”.   Dr. Stockmann er blevet 15-20 år yngre, har en baby, en flink kone, men skal både vaske tøj, tænke tanker, passe vennerne og stå på barrikaderne.

Dramaturgisk har Ostermeier lagt Fru Stockmann og ældste datter sammen, så det bliver konen, der både er tænksom og har en affære med journalisten Hovstad. Det er ok.

Det unikke hos tyskerne er den grundighed og alvor, hvormed figurerne omsluttes af en større fortælling. F.eks. bliver det sammenhold, som Ibsen viser i sin tekst og regibemærkninger personerne imellem, i denne version til, at Stockmann selvfølgelig har et lille amatør-rockband sammen med de to journalister og konen. Et socialt samvær bliver pludselig attraktivt for teaterpublikummet. Er det Bowie, de synger? Sjovt er det i hvert fald.

Pressefoto.
Pressefoto.

Spillestil og scenografi

Derimod får de enkelte personer ikke lov til på gammeldags, naturalistisk vis at udvikle figurerne – de bliver lidt poseur-agtige i deres spillestil. Ikke ringe, men heller ikke videre interessante er de. Men det er til gengæld scenografien af Jan Pappelbaum. Det sædvanlige moderne sammenskrab med lidt møbler fra en container er her mere bevidst og målrettet anvendt.

16.06.21. en folkefjende Volksfeind-8690_ChristophGawenda(c)ArnoDeclair

pressefoto

Den åbne scene viser Stockmanns hjem med borde, stole og sofaer, mens væggene er prydet af tilfældige, men smukke kridttegninger af ekstra møbler, genstande og diagrammer – og med få bogstaver kan det hele ændres til redaktionslokale på den lokale avis. Det geniale er, at da alle vil undertrykke Stockmanns kritik af badevandet, hvor følgerne hurtigt kan blive byens ruin, så udvisker de andre personer i bogstavelig forstand Stockmanns hus og eksistens. Med store malerkoste ruller modstanderne hvid farve henover de tegnede møbler m.m.. Så pludselig er teaterlegen alvor. Stockmann skal slet ikke være i det hus, i den by. Han skal væk.

Folkemødet

Det springende punkt i en hver ”Folkefjende” er folkemødet. Hvordan klare den, når man ikke har 30 statister til sin rådighed. Ret indlysende bliver vi publikummer omskabt til deltagere i folkemødet. Lyset går op – og vi skal være med. Der bliver ligefrem stillet spørgsmål til os: hvad mener vi? Her falder intensiteten. Mine sidemænd, et pænt borgerligt par forlod salen, men nåede at sige i en mikrofon, at de var kommet for at høre Ibsens ord! Jeg tror helt sikkert, at det fungerede i starten, og en gang imellem, hvor mange hopper med på legen. Men ikke helt denne søndag aften, andendagen for tyskernes besøg. Personlig er jeg også træt af brugerinvolvering.   Men fra Ostermeiers side er det rigtigt set i 2011. Stockmanns store, lidt skæve tale er lang, mens den bevæger sig væk fra badevandet og over på den generelle sump, som samfundet er bygget på. Nemmere bliver den ikke i denne tyske version med en ny tekst, der er svær at håndtere, selv om den også står på et lærred – flere gange igennem forestillingen og handler om den store globale korruption.

Men selvfølgelig har Stockmann ret.

 

Vi har jo vores lokale problemer

Vores demokratiske verden er også udemokratisk og småkorrumperet på den måde, at alle siger det, der vil kunne gavne dem i deres position.

 

Se, det ville jeg gerne have mere af. Om embedsværket contra politikerne – om forurening – om Vesta, om Siemens, Om Arla – om oksekød, der pumpes med kemikalier og om brød, der har masser af e- stoffer gemt i melet her i Dk. Om hvordan vore kyster kan ødelægges på grund af et mærkeligt samspil imellem spekulanter og politikere.

Og om kulturen, der er udemokratisk, Tordenskjolds soldater, om viparrangementer til folkemødet, om, om, om. Der er nok at tage af, og teatermediet er genialt til at skabe fokus.

Ibsen lever bedre end nogen sinde. Schaubühne viste en mulighed, hvor ikke mindst konceptmageren og scenografen sejrede.

Fru Stockmann - ung og moderne.
Fru Stockmann – ung og moderne. Pressefoto.

Ps. Det Kongelige Teater gjorde ikke meget ud af dette interessante gæstespil. En gang for år tilbage var der inviteret til møde med instruktøren. Det havde været interessant også dennegang.

Nu blev det til et gæstespil, som ikke alle var opmærksomme på.