∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Ballet-anmeldelse / Ulla Strømberg.
Et folkesagn.
En rigtig god aften på Gamle Scene til Et Folkesagn, hvor hele Den Kongelige Ballet syntes af have fundet den gamle danseglæde frem.
August Bournonvilles superromantiske ballet fra 1854 – få måneder efter koleraepidemien – er om ikke aktuel så dog legende let og moderne takket være Nikolaj Hübbes moderniseringer og Mia Stensgaard postmoderne scenografi.
Der er raison i at flytte handlingen væk fra den danske middelalders konventioner og placere danserne i et post-bournonville-miljø. Den gamle dansemester døde i 1879. Dengang havde man endnu ikke set hverken Hammershøis interiører eller letpåklædte Moulin Rouge-agtige dansepiger.
Der lånes rent visuelt lidt hist og her på tværs af årtier og ismer, men Stensgaard evner at få det hele til at gå op i en højere og ganske lykkelig enhed.
Pressefoto. Per Morten Abrahamsen
Den tyske romantiske maler Caspar David Friedrich’s verden viser både frem og tilbage i tiden, mens et Manet-billede tilsyneladende også har været forlæg. I troldeverdenen supplerer et dekonstruktivistisk barokrum de sjove henvisninger til kunsthistoriske kilder fra Goya til Ensor, mens Breughel som middelalder-reference er borte. Kort sagt: en begavet scenograf, der i øvrigt er produktion designer bag TV-serien Arvingerne. Mia Stensgaard kan fylde rummet, så man, uden at vide hvorfor, føler sig hjemme.
Der er vist tre hold dansere. Med Lis Jeppesen og Poul-Erik Hesselkilde som Diderik og Viderik opvartet af Mogens Boesens troldemoder er det en fryd, Caroline Baldwin stråler af uskyldighed som Hilda og ligeså junker Ove med Sebastian Haynes ben. Også troldepigen Birthe, danset ad Kizzy Matiakis, indfrier alle forventninger. Den afsluttende pas de sept, hvor Bournonville forlader trolde- og hofverdenen og afslutter med en gang dans, blev d.10.12. heldigt danset af bl.a. Alban Lendorf og Gudrun Bojesen – i knaldrødt og med flag fra det gamle Casino Teatret.
Men oplyst på den intellektuelle måde eller klog på livet bliver man nu ikke for tiden til en Bournonville-ballet. Hvorfor? Måske fordi der alligevel ikke i tilstrækkelig grad gøres rede for det dobbelte hos mennesket. For her i Et Folkesagn går de to verdener hver til sidst. Kun den griske Hr. Mogens accepterer troldedatteren, når blot han får guld og glimmer i lange banner. Heller ikke trinene er fantastiske, Hartmanns og Gades musik får det hele til at glide som en let vinterfortælling.
Teaterprogrammet ved Lise Kaiser er endnu engang mønstergyldigt og burde faktisk udleveres gratis, eller også skulle alle informationer være tilgængelige på nettet. Det, der står på teatrets hjemmeside, er letkøbt og utilstrækkeligt. Det Kongelige Teater, nationalscenen med et statstilskud på over en halv milliard kroner, har basale kulturelle forpligtelser. Publikum skal have alle detaljer – uden at betale ekstra 40 kr. Det skal hjemmesiden bruges til!
Danset 590 gange på Det Kongelige Teater siden 1854.
Koreografi Nikolaj Hübbe og Sorella Englund, på baggrund af August Bournonville | Musik Niels W. Gade og J.P.E. Hartmann | Scenografi og kostumer Mia Stensgaard | Lysdesign Mikki Kunttu | Videodesign Martin Reinwald and Sebastian Eskildsen | Dirigent Wolfgang Wengenroth | Orkester Det Kongelige Kapel