∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Et forår i florentinsk kunst – I Macchiaioli (1855-1905) – af Mogens Nykjær.
Her er et emne, som selv garvede kunsthistorikere på vore breddegrader ikke nødvendigvis ved meget om. For det er en overset periode i det nyere Italiens kunsthistorie, i anden halvdel af det 19. århundrede.
I Firenze var der nogle unge kunstnere fra det lokale akademi, som slog sig sammen og opponerede mod den guldrandede undervisning og dogmerne. De holdt ovenikøbet til på en bestemt cafe, og her har de vel fraterniseret og måske også talt om politik, for det urolige Italien var ligesom andre dele af Europa i uafbrudte stridigheder. Det er på dette tidspunkt, at Italien bliver samlet som et kongerige, der fra 1870 har Rom som hovedstad. Efter anden verdenskrig blev landet til det, vi kender i dag: en samlet, demokratisk republik. Men vejen var svær med perioder af betydelig uro og fattigdom.
Kunsthistorikeren Mogens Nykjær fra Aarhus Universitet ved det hele og har tidligere skrevet fremragende bøger om kunsten, arkitekturen og magten i Rom, Venedig og Firenze.
Derfor er Nykjær også en gode cicerone, når han fører læseren hen til Palazzo Pitti i Firenze. Her kommer de fleste turister forbi, men har nok som jeg sprunget den ”kedelige” afdeling med nyere italiensk kunst over. For de gamle mestre er jo vidunderlige. Men det er netop i den ”nyere afdeling”s 30 sale, at ”I Macchiaioli”s værker hænger på væggene.
Gruppens navn kommer af ordet klatmaleri, som en vred kritiker betegnede deres værker. Fladerne var for unuancerede, syntes man dengang i 1850-erne, 1860-erne og videre frem mod slutningen af århundredet. Men siden er øjnene blevet anderledes, og ikke mindst de franske impressionister tog verden med storm. Sammenlignet med franskmændene, ligner florentinerne næsten de rene akademiserede kunstnere.
Der er ikke mærkeligt en hel del krigsbilleder er med i bogen, men det er nok nemmere at fatte sympati for de mere behagelige motiver: kvinder, landskaber og portrætter. Florentinerne kunne male og flere slog sig løs og skabte både følelsesmættede stemninger og nogle overraskende farvesammensætninger.
Udsnit af maleri: Frederico Zandomeneghi.Portræt af Diego Martelli. Galleria d’Arte Moderna, Firenze.
Nykjærs bog er mønstergyldig i struktur og indhold, dog af mystiske grunde mangler der årstal ved alle illustrationer. Men det er måske for at tvinge læseren til en tættere forståelse af den respektive kunstner.
Mogens Nykjær skriver så det er en lise at læse og i en form milevidt fra den nye skrivestil, som de såkaldt fagfællebedømte tekster i dag bærer præg af. Det er dejligt at læse en emeritus, der ikke skal tækkes nogle interne folk, men kan agere oplysende kunsthistoriker for os andre.
I øvrigt er det jo heller ikke moderne billedkunstnere fra Italien, som er hot samtaleemne i dag, men Mogens Nykjær inddrager meget fornuftigt en yngre generation af italienske malere, som fik betydning. Ikke mindst Giogio de Chirico, der tog udgangspunkt i arkitektoniske linjer og ud fra det skabte billeder, der stadig rummer en uhyggelig (og aktuel) tomhed: ”la pittura metafisica”, skriver Nykjær. Og sammen med andre forskere kan Nykjær pege, på at Chirico faktisk opholdt sig som ung et sted, hvor han nemt kunne være blevet inspireret af I Macchiaioli.
Enrico Fanfani: Den 27. april. Galleria d’Arte Moderna. Firenze.
Apropos inspiration. Sidst i bogen afliver Nykjær en myte om, at I Macchiaioli skulle være Italiens svar på de franske impressionister. Sådan er det ikke.
Så nemmere bliver det ikke at hverken at placere eller i sidste ende at tage de florentinske herrer til sig.
Jeg er i øvrigt selv på vej til Italien om et par uger for at se dette års La Biennale i Venedig med et overflødighedshorn af moderne, international billedkunst. Men jeg har netop ændret på hjemrejsen, så der bliver et par dages ophold i Firenze. Nu må jeg ved selvsyn se, om I Macchiaioli kan klare konkurrencen.
Udgivelsen er smukt og klassisk gennemført med fine billedgengivelser. Forlaget Orbis udgiver i øvrigt bl.a. tidsskriftet SFINX og værker om klassicisme og antikrelateret litteratur. Forlaget har en lille, fin butik i en af pavillonerne ved Kongens Have i København.
NB: Hvis Italiens komplicerede nyere historie ikke står soleklar i erindringen, kan jeg henvise til et opslag i Den store danske Encyklopædi:
https://denstoredanske.lex.dk/Italien_-_historie_(1796-1991)
www.forlagetorbis.dk