Menu Luk

Kommentar af Ulla Strømberg.

( NB de fleste fotos er blevet fjernet)

FESTIVAL-TID.

Så er det nu, der skal købes billetter og planlægges besøg på henholdsvis Copenhagen Opera Festival, Hamletscenen og Kronborgs Shakespeare-festival og den kommende Ny Cirkus Festival i København.

 

 Operafestivalen fra søndag d. 31. juli til d. 7. august i København – på mange forskellige steder, men ikke mindst på Wilhelm Hansen Scenen ved Torvehallerne og på den nye Ofelia Scene ved Skuespilhuset. Find hele repertoire-oversigten på nettet og gå i gang. Der skal købes billet til en del af arrangementerne og helt billigt er det ikke, men der er også spændende, gratis oplevelser, som venter.

Under ledelse af Michael Bojesen har festivalen igennem de seneste år fået en imponerende fast form med kvalitet og overraskelser.

Selv glæder jeg mig til Havnerundfart med operettesang – hvor man stævner ud fra Gl. Strand, (to daglige afgange i hele perioden – kr. 180,-) en anderledes Mozart med ”Don G” – i mad man stil på Republique ( d. 31.7. og d. 1.8.) – og så de store koncerter på Ofelia Scenen: ”Figaros Bryllup”, d. 5.8., ”Den Flyvende Hollænder”, d. 6.8. og stor finalekoncert d. 7.8.   Tilsyneladende er der både gratis pladser ved Ofelia Scenen og mulighed for at betale gode, dyre siddepladser.

( Se mere på www.operafestilval.dk/program )

 

 

Kronborg er en vidunderlig kulisse for teater – ikke mindst inde i slotsgården. Og i år bliver det til mere end fem forskellige teatergæstespil og filmforevisninger.

Her skal Ikke skrives et ord om Shakespeare og hans fødsel i 1564 og død i 1616 – eller om prins Hamlet, der oprindelig kendes fra Saxo. Men i takt med den fortsat voksende kulturturisme er Shakespeare ved at blive en del af pakken – så hvorfor ikke gå i gang med en russisk version af en af de mere komplekse komedier: ”Measure for Measure”. Spilles kl.20, d. 1.–3. og d. 5. -7. august.

Et par avancerede versioner af Hamlet-historien kommer også på programmet: Flute Theatre fra UK viser ”Hamlet: Who’s There” – d. 8. og d. 9. august og en helt ny opera ”Hamlet in Absentia” spilles d. 16. – 20. august. Et hold af otte skandinaviske operasangere akkompagneret af Athelas Sinfonietta under ledelse af dirigent Jakob Hultberg opfører den islandske komponist Hugi Gudmundssons musik med en libretto af dramatikeren Jakob Weis.

Shakespeare’s Globe turnerer rundt i hele verden, og som regel er det både underholdende og interessant. I år kommer de med ”The Two Gentlemen from Verona” – en af Shakespeares muntre og pjattede komedier. Spilles fra d.10. – d.14. august. Men hvis man vil være helt sikker på at opleve en gedigen og velfunderet ”Hamlet”, vises Lawrence Olivier’s Hamlet-film fra 1948. Den fik vist fire Oscars, så mon ikke den rent kunstnerisk holder.

 

( Lawrence Olivier som Hamlet, Film, 1948. )

Gå ind på www.hamletscenen.dk

Glem heller ikke Ny Cirkus Festivalen, som KIT ( Københavns Internationale Teater) arrangerer igen i år – men den vender jeg tilbage til – starter d.13. august.