Menu Luk

∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

For to år siden optrådte Tobias Trier som en folkeforførende dirigent, der ville have folk til at synge, men først som sidst, ville han som en anden bondefanger have fat i publikums penge. Det var fascinerende og gennemarbejdet.

Nu er han en helt anden figur, Kaj Bino, der kan synge sange fra dansktoppen eller lign. og fortælle historier fra privatlivets parcelhuskvarter.  Set-uppet er det samme. Han står på den lille scene og publikum, der helst skal være medspillere, sidder udenom.  Men denne gang er det mindre overbevisende.

Kostumet er tindrende grimt: høje kavalerhæle og giftig grøn habit og slikket hår. Båndmusik suppleret med guitar garneres med små private historier fra virkelighedens Danmark. Men de løfter sig ikke over gulvhøjde. Også omgivelserne er lidt sjuskede og tilfældige. Nørrebro Teater må facilitere bedre.

Teksten er for udynamisk. Der er ingen udvikling i figurens tilnærmelser til publikum. Bortset fra hovedideen – Han, Kaj Bino, vil danne en sekt, en menighed for at kunne søge ekstra penge, og budskabet er de 6 dyder, som han lister op på en tavle eller pådutter publikum.

Det kan godt være, at det ligger i tiden, at der skal samtales og interageres med publikum. Men der skal mere til for at kalde det for teater eller stand-up eller hvad pokker denne genre skal betegnes som. Parcelhusteater er måske det nærmeste, vi kan komme!

Med ”Dirigenten” i 2016 viste Tobias Trier et større kunstnerisk vingesus. Det må han finde frem igen – nu sammen med instruktøren Johan Sarauw.

PS. Publikum var flinke.  Midaldrende ægtepar og damer i selskab. Og de kunne faktsk synge, men fik kun nogle få linjer.  Etiketten “Syng-med-Teater” holder ikke vand.

 

Spilles på Nørrebro Teater til og med d.5.5. kl.17.00 om hverdagen, kl. 12 lørdag og søndag.

www.nbt.dk