∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Fint Frank Sinatra-portræt af og med Flemming Enevold.
Flemming Enevold er inkarnationen af Frank Sinatra. Godt ser han ud og flot synger og crooner han de kendte toner. Men det er vist kun plus-50 segmentet, der kender sangene, desværre.
Under my skin – Bellevue Teatret. Frank SInatra. Pressebillede af Isak Hoffmeyer.
Forestillingen ”Under my Skin”, med et flot 6 mandsorkester, har valgt at fortælle historien om en tid i Sinatras liv, hvor han er ved at give stafetten videre til sønnen, men nok alligevel ikke rigtig mener det.
Sympatisk er han ikke, så langt fra, øretæveindbydende er snarere ordet om denne sanger over alle i det 20. århundrede, der vel kunne synge det meste og alligevel stod ved sine gamle musikalske idealer.
Forestillingen på Bellevue Teatret klæ’r huset, og det er så godt, at den fine, velfungerende scenografi (af Peter Schultz) kan agere som en god 1960er-studiekulisse for både skuespillere og sangere.
Historien er skrevet af Flemming Enevold og synes velsmurt og ganske perfekt i sin dramaturgi helt uden svinkeærinder. Fra Sinatras almindelige vrede, bundet op på en enorm indtagelse af whisky, til små glimt fra fortiden med musikerne som tilhørere og umælende dyr. Det giver en logisk baggrund for dette øjeblik, hvor Sinatra måske vil trække sig tilbage, men nok alligevel ikke gør det.
Flemming Enevold mestrer jo det meste: han kan danse og synge det hele og ligner en gennemdisciplineret Sinatra. Men det man mangler er nok en smule sødme, lidt glæde, for der må da have været noget flinkt ved denne mand, der blev verdenskendt for sin stemme og renskurede ydre. For Pokker. Et smil, når der ikke var projektører på, en menneskelig omsorg. Det mangler forestillingen. Men ellers kører alt perfekt.
Forestillingen har taget titel fra sangen ”Under my Skin” – og ikke ”My Way”, men netop denne sang kommer dog til allersidst, hvilket er helt rigtigt. Med på vejen derhen er der en velsyngende Sinatra jr.: Johannes Nymark og en ligeledes good looking og fint agerende Marie Askehave og samt Bjarne Henriksen i en sædvanlig rolle som vred dørvogter i dobbelt forstand og med lidt mafialook. Heldigvis. For hvor er mafiaen henne?
Orkestret, under ledelse af Daniel Johansson, fungerer optimalt, uden mindste tøven.
Mangler der noget? Nogle skæverter? Lidt kant? Lidt kaos? Og så et par borde til at stille drikkevarerne på, for det lægger sangene jo også op til.
Credit:
Manuskriptforfatter: Flemming Enevold
Scenograf: Peter Schultz
Musikalsk arrangør: Daniel Johansson
Koreograf og staging: Anja Gaardbo
Instruktør forarbejde: Mads Wille
Lysdesign: Bjarne Olsen
Lyddesign: Malte Oscar
Medvirkende: Flemming Enevold Johannes Nymark Bjarne Henriksen Marie Askehave
Musikere: Daniel Johansson (Kapelmester) Mikkel Gomard (Flygel) Jakob Roland Hansen (Bas) Frederick Menzies (Saxofon) Petter Hängsel (Trombone) Lars Søberg Andersen (Trompet)