Menu Luk

Fremragende opdatering af Omstigning til Paradis.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Imponerende aktualisering på Det Kongelige Teater  af Tennessee Williams gamle drama fra 1947.

Pressebillede
Pressebillede Natascha Thiara Rydvad

For en gangs skyld var jeg bange for en premiere. Omstigning til Paradis uden Marlon Brando, kan det fungere? Manden i t-shirt, der med verdens langsomste bevægelser lænende sig op ad en dør i et hus med de karakteristiske new orleanske jernegitre, bjergtog en hel verden – for 65 år siden!

Men det er lykkedes instruktøren Egill Pálsson og co. at skabe en ny og anderledes depraveret undergangsstemning på den store drejescene, som mest af alt ligner et billigt møbellager med genbrug eller nogle husvildeboliger i et nedslidt ikea-bivaland.

Forestillingens første minutter er tekstligt langt væk fra Tennessee Williams. Scenen er sat med en regn af de mest dristige jokes i højt tempo fortalt af husværten Steve, spillet proletarisk morsomt af Peter Gilsfort, godt suppleret af hans kone, som er endnu et af Ditte Graabøls morsomme portrætter af en snusfornuftig underklassekvinde.

Pressebillede
Pressebillede. Natascha Thiara Rydvad

Stanley, Peter Plaugborg, passer grillen og serverer hotdogs, så den liflige duft forplanter sig ud i skuespilhusets store sal. Derefter sætter personerne sig helt uden for scenen på nogle havebænke og spiser – mens vi tilskuere reduceres til inaktive kiggere til en mennesketom drejescene, som dog snart indtages igen. Og dog – helt tom er den ikke, for midt på scene med hele sit grej huserer musikeren Kalle Mathiesen og skaber det mest fascinerende lydtapet med trommestik og tilfældige perkussion-muligheder.

pressebillede: Natascha Thiara Rydvad
pressebillede: Natascha Thiara Rydvad

Allerede nu, før de tre hovedpersoner er trådt i karakter, har vi overgivet os og kan læne os tilbage i tryg forvisning om, at instruktøren har styr på opdateringen og den særlige fugtige hede, som både sløver og ægger mennesket.

Pressebillede
Pressebillede. Natascha Thiara Rydvad

Men vi er ikke i New Orleans eller en anden sydstatsby.Vi er blot rejst til underland, et sted hvor mennesker lever, men ikke nødvendigvis har det liv, de vil leve.

Peter Plaugborg og Signe Egholm Olsen er et umage par. Hun, lille og spinkel, mens han er stor, næsten 2 meter,  og med masser af veltrimmede muskler. Hun elsker ham. Han slår hende, når det hele bryder sammen inde i hovedet af posttraumatisk stress. For han er tidligere soldat, både i Williams tekst og her i nutidsversionen, som er mere aktuel end nogensinde: en mand, der må gribe til fysisk vold, når der ikke er ord til at forklare det indre sammenbrud.  Stella repræsenterer derimod den evigt opofrende kvinde, hvis kærlighed er større end fornuften, og derfor er hun trillet nogle trin ned ad den sociale stige.

pressefoto: Natascha Thiara Rydvad
pressefoto: Natascha Thiara Rydvad

Og så står søsteren Blanche der i sit smukke outfit, mens tågen har lagt sig henover møbellandskabet. Hvor er hun – er det Paradis? som det hedder i den danske oversættelse.   Nej – blot et jordisk helvede, lige her og nu.

Der er flere andre forskydninger i denne version, og instruktøren er tilgivet, at Blanches vanvid på en eller anden måde er holdt nede. Er det Charlotte Muncks meget naturlige og sødmefulde udstråling, der gør det – eller er det et bevidst valg, der nok demonstrerer, at hun er godt alkoholiseret, men hvad skal hendes små og store lystløgne føre til? Hun, den respektable skolelærer, som viser sig at være blevet fyret og nu er på jagt efter den evige trøst ved en mands skulder.

Der er ingen løsninger hos Williams – hverken dengang eller nu. Livet er som et hamsterhjul, og hvis man forsøger at pynte lidt på realiteterne som Blanche, ender det med den forholdsvis hurtige vej ud og ned.

Denne triste følelse rammer én efter to timers besøg i underland, men den overraskende gode forestilling gør oplevelsen på alle måde interessant.  En imponerende opdatering af Williams stykke, som er værd at se. For instruktionen og alle spillernes skyld, så gode er de!

Iscenesættelse: Egill Pàlsson

Scenografi: Martin Eriksson

Kostumedesign: Lauréline Demonet

Lysdesign: Mikael Sylvest

Lyddesign: Jonas Vest

Charlotte Munck /Blanche DuBois

Signe Egholm Olsen / Stella Kowalski

Peter Plaugborg /Stanley Kowalski

Thue Ersted Rasmussen /Harold Mitchell

 

Ditte Gråbøl /Eunice Hubbel

Peter Gilsfort /Steve Hubbel

Ferdinand Falsen Hiis / Ung mand

Kalle Mathiesen / Musiker

slut