Kulturkupeen

Gensynet

∗  ∗  ∗  ∗  ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Tankevækkende og rørende.

Den 49 årige Claire(Catherine Frot) er en højt estimeret jordmoder, som arbejder på en privat fødeklinik i Paris. Hun er single, bor i en beskeden lejlighed og lever et asketisk stille liv. Passer sit arbejde, er vegetar, drikker ikke alkohol og har en lille kolonihave, hvor hun dyrker sine grøntsager. I de første scener ser vi hende på klinikken hjælpe et barn til verden, komme hjem fra nattevagt, gå i bad og nusse rundt i lejligheden før hun går i seng. Man fornemmer en ensomhed bag hendes lidt stramme ydre, og at hendes liv kører på rutinen, snarere end lysten.

En dag får hun en opringning fra sin afdøde fars elskerinde Béatrice (Catherine Deneuve), som pludselig forsvandt ud af Claires liv for 30 år siden. Beatrice er Claires modsætning. Frimodig, spontan, egoistisk, fræk som en slagterhund, elsker fed mad, rødt kød, masser af vin og lever i nuet. Gensynet mellem de to bliver en øjenåbner for dem begge.

Gensynet er en tankevækkende og rørende film om kunsten at forlige sig med sin fortid, så man kan leve fuldt ud i nutiden. Det lyder som noget, vi har set før. Det er det også. Årsagen til at Béatrice opsøger Claire skal ikke afsløres. Kun at den er lidt fortærsket. Grundlæggende handler filmen imidlertid om angsten for at miste fodfæstet. Noget vi alle kan forholde os til.

Bag filmen står den prisbelønnede franske instruktør og manuskriptforfatter Martin Provost som har en lang karriere som skuespiller og instruktør bag sig og især er kendt for periodedramaet Séraphine(2008).

Han siger om Gensynet: Claire lever for meget i skyggen og Béatrice kommer tilbage     for at for at bringe lys ind i Claires liv. Hvad angår Béatrice, som altid har levet i frihed, er mødet med Claire måske en lejlighed til at forstå… at uden andre er vi ingenting.

Skuespilpræstationerne er i top både hvad angår Frot som Claire og Deneuve som Béatrice. Vores sympati ligger især hos den flittige tilknappede Claire. Vi har set Frot for nylig i den finurlige stærkt melodramatiske film Marguerite(2016). I Gensynet formår Frot med sit nuancerede spil, at få Claire til at fremstå som på en gang sårbar og viljestærk. Vi føler med hende.

Den legendariske 73 årige stadig smukke Deneuve kender vi fra en række franske film. Hun er i fin form, og hendes komiske talent kommer til sin ret i filmen. Hun leverer en flot præstation som Béatrice, der grundlæggende er alt for meget, men formår at inspirere Claire til at vælge livet til i stedet for at se det passere forbi.

Fotos og trailer: 41SHADOWS

Gå ind og se filmen.

Instruktør: Martin Provost




Premiere: 5. oktober 2017