∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Gotta Dance – ny ballet på Operaen.
Det Kongelige Teater leverer med ”Gotta dance” på perfekt vis ”varen” til det danske folketing, kulturministerium og såmænd også til publikum.
Der skal nemlig være smæk for den mere end halve milliard kroner, som nationalscenen modtager i årligt statsligt driftstilskud, og der må ikke være for store forståelsesbarrierer: teaterkunsten skal kunne annammes af de fleste.
Gotta dance. Det Kongelige Teater. Ballet på Operaen. 2023. Foto: Camilla Winther.
”Gotta dance” er lige at gå til med evergreens som ”They can’t take that away from me”, ”Cheek to cheek”, ”It don’t mean a thing” og de franske sange som: ”La vie en rose”og ”Non, je ne regrette rien” sunget fra scenen, mens fejende dansepar leverer den rene nydelse i form af nostalgi. Her er ingen forsøg på nyfortolkning, fortiden tages for gode varer og dog.
Gotta dance. Det Kongelige Teater. Ballet på Operaen. 2023. Tegning af Claus Seidel.
I anden del er der midt i ingen handling alligevel en kærlighedsaffære mellem to mænd, og den udvikler sig i det uendelige. Dertil er der vist ikke andet at sige end, at der er nye tider. Og så kan man tænke tilbage på stakkels Oscar Wilde, der måtte i fængsel for sine præferencer. Men bortset fra dette lille hint, er danseprogrammet sorgløst og apolitisk og vel alene tænkt som underholdning for masserne. Gregory Dean har skabt koreografen, og han er i øvrigt også solodanser på Det Kongelige Teater og har stået bag balletterne ”Askepot” og ”Blixen”.
Gotta dance. Det Kongelige Teater. Ballet på Operaen. 2023.Tegning af Claus Seidel.
Når politikerne bestemmer
Selv om der funkler 5 stjerner oven over denne anmeldelse, er der alligevel et par indvendinger og spørgsmål.
Hvorfor skal Den Kongelige Ballet endnu engang have et program med en engelsk titel? Jeg ved godt, at titlen er hentet fra en af sangene, men alligevel. Hvorfor skal det blot være showdans til evergreens fra før og efter Anden Verdenskrig i USA og Frankrig? Hvorfor er Balletten flyttet til Operaen?
Gotta dance. Det Kongelige Teater. Ballet på Operaen. 2023.Tegning af Claus Seidel.
Svarene ligger lige for. Det Kongelige Teater er styret af politiske krav, der fastlægger, hvor mange hundrede tusinde billetter, der skal sælges. Her kan en lettilgængelig forestilling i den største sal med 1500 pladser hjælpe gevaldigt på tallene, hvis folk altså indløser billet.
De fleste marketing-folk ved også, at teater er TV underlegen, men hvis teaterkunsten kan lægge sig i slipstrømmen på TV og films aktiviteter, er meget vundet. Hvem ved ikke, hvad ”Vild med dans” er? Og ovenikøbet med den kongelige balletmester som en af dommerne.
Gotta dance. Det Kongelige Teater. Ballet på Operaen. 2023.Tegning af Claus Seidel.
”Gotta dance” er flot struktureret uden struktur, men med stort orkester, købt ude i byen, og fire sangere, hvor Caspar Phillipson markerer sig med et særligt scenisk nærvær – når de kendte evergreens afleveres på bedste New Yorker manér, samtidigt med at danserne i skiftende kostumer erobrer gulvet. Sangnumrene leveres som i en strøm, meget lig den fornemmelse man ville have, hvis tiden blev skruet 70 år tilbage, og man sad på en elegant spiserestaurant.
Gotta dance. Det Kongelige Teater. Ballet på Operaen. 2023.Tegning af Claus Seidel.
Min sidemand sagde, jeg ikke måtte skrive det, men for mig er dette show også Wallmans Saloner i ekstra dyre rober og uden vulgær-seksuelle undertoner. Så egentlig er ”Gotta dance” et sammensurium af ”Vild med Dans” og ”Wallmans saloner” med de bedste dansekræfter og et flot og velspillende Tivolis Big Band og LiveStrings suppleret af fire sangere.
Gotta dance. Det Kongelige Teater. Ballet på Operaen. 2023. Foto: Camilla Winther.
Scenografi og lys
Scenografien ved Jon Morrell er ekstrem mailstream og uden overraskelser, men flot bygget op med en balustrade, der næsten ikke benyttes og et hvidt futtog, som heller ikke udnyttes optimalt. Spild af ressourcer, og flere danske scenografer kunne have gjort det mindst ligeså godt. For ikke alle kostumer er lige klædelige. Nogle blå uniformer i begyndelsen står i vejen for ikke mindst de to kvindelige sangere og ligeså nogle uinteressante blå kjoler i en langstrakt og dårligt belyst fransk afdeling, hvor musikken fik lidt for meget gas, når det nu var Edith Piafs vidunderlige toner, der helst skal åndes ud. Derimod var der nogle smukke sfæriske silkekjoler mod slutningen, før hele ensemblet endte i kjole og hvidt og tophat. Næsten som i ”A Chorus line”, dog uden guld.
Endnu engang serverer Det Kongelige Teater et kedeligt og immobilt lysdesign. Det kan undre, for der er mange yngre danske kræfter, der bare kan skabe helt eventyrlige stemninger via lyset. Hvorfor hentes uinteressante, engelske kræfter til den danske nationalscene. Giv dog opgaverne til vores egne dygtige teaterfolk.
Danserne og koreografien
Flot og fejende er det, og danserne, der alle, i modsætning til musikerne, kommer fra Det Kongelige Teater og kan det hele med Astrid Elbo som en særlig publikumsmagnet.
Gotta dance. Det Kongelige Teater. Ballet på Operaen. 2023. Astrid Elbo. Pressefoto.
Også Jonathan Chmelensky forstår at komme ud over scenekanten og ned til publikum og flere af de andre soloherrer og solister, som bl.a. Tobias Praetorius. Holly Dorger må heller ikke glemmes. For der er nemlig brug for denne ekstra glød, så det ikke bare bliver pæn underholdning.
Gotta dance. Det Kongelige Teater. Ballet på Operaen. 2023.Tegning af Claus Seidel.
Men ellers er det svært at sige noget om danserne og trinene. Endnu engang kunne jeg næppe se, hvem der var hvem, og i første del, før jeg flyttede plads, var det kun kvarte udsnit af scenen, der var synlige. Men hvordan man så sent som i nullerne kunne bygge en teatersal, hvor det er svært at se scenen fra stolene på gulvet (parkettet), er mig en gåde.
Publikum
Det vigtigste ved dette balletprogram var dog, at publikum var glade og kvitterede med masser af klap efter de større numre og til sidst stående bifald.
Gotta dance. Det Kongelige Teater. Ballet på Operaen. 2023. Foto: Camilla Winther.
Dagbladet Politikens mislykkede forsøg
Hvordan det hele hænger sammen med Dagbladet Politikens noget mislykkede forsøg på karaktermord på Det Kongelige Teater og balletafdelingen på premieredagen d.22.4. er svært at sige. Politikens mange spørgsmål til teaterchef Kasper Holten blev flot afpareret, og avisen måtte ovenikøbet ty til Berlingske Tidende for at få et negativt udsagn om teatret. Det eneste nye var, at danserne følte sig udnyttede! Jeg skal ikke udtale mig om danserne, men en ambitiøs balletdansers liv har vist aldrig været nemt. Og når en avis ikke har andet, kan man altid bruge nogle meget mørke fotos, hvor chefens ryg vises. Meget tendentiøst. Politiken blev i ekstrem grad kontrast til det glade budskab, som Det Kongelige Teater forsøger og lykkes med her ved premieren på ”Gotta dance”.
Så selv om jeg måske kan undre mig over det lette repertoirevalg, har jeg alligevel ondt af Det Kongelige Teater, som tilsyneladende aldrig vil kunne gøre alle tilfredse.
Koreografi: Gregory Dean
Iscenesættelse: Gregory Dean
Scenografi og kostumedesign: Jon Morrell
Lysdesign: Lucy Carter
Dirigent: Peter Jensen
Videografik: Sebastian Troels Eskildsen
Maria Lucia Heiberg Rosenberg / Sanger
Caspar Phillipson / Sanger
Miriam Irene Mandipira / Sanger
Mads Mathias / Sanger
Dansere:
Jonathan Chmelensky, Emma Riis-Kofoed, Holly Dorger, Ryan Tomash, Tobias Praetorius, Astri Elsbo, Andreas Kaas, m.fl.
Tivolis Big Band og LiveString under ledelse af Peter Jensen.
Fremkaldelsesnummeret og pantomimen med de tre klovne bør fremhæves som vellykkede.
Min 2. Kommentar: Hvorfor er det en god idé at bede en klassisk skolet balletdanser danse showdans, når det bliver tydeligt, at det fysisk ikke kan lade sig gøre… Måske en NDT danser ville kunne, men det gik jo ikke…
Hvorfor opsætte en forestilling, som “så let som ingenting” kunne finansieres med private midler og opsættes på Falkonér?
Men værst af alt: To forestillinger blev aflyst og så fastholdt man dette “værk”?! Hvorfor?
1) Hvor var den koreografiske ambition?
2) Den kunstneriske do?
3) Er genbrug af scenografi i 2 akt ambitiøst?
Jeg turde ikke se på balletdanserne og de turde ikke se på mig – de og jeg kiggede ned af samme grund; skam.
Der hårde ord, men dette “værk” burde have været aflyst, det er der jo en smuk og stolt tradition på matriklen… “De havde jo ikke noget tøj på” nogen bør sige det…
Sangerne prøvede, efter bedste evne, at give sangene sjæl, det skete aldrig i dansen.
Gotta Dance – GD – Gregory Dean, englænder; derfor.
Hvor mange gange har Paris, London, New York ringet og bedt om at få koreografen dertil?
Efter en noget uinteressant og rodet start fik danserne danset sig op til et niveau, der lå nogle trin under musikken inklusiv. sangerne, der trods alt gjorde forestillingen til en positiv oplevelse.
De mandlige dansere formåede at give dansen karakter og musikken modspil, hvor de kvindelige dansere ikke løftede forestillingen.
Koreografi og instruktion virkede uinspireret og uambitiøs.
Ærgerligt.
Balletten manglede attack.
Den blev sekundær til musiksiden.
En flot og grundig anmeldelse Ulla. Helt enig i hvad du bemærker. Det er en meget skuffende scenografi og lyssætningen var da nærmest til minus point.
Tak tak også på Claus Seidels vegne.
En stor kompliment til Claus Seidels tegninger. Fantastisk som han har fanget kroppene i sin smukke streg. En nydelse.