Menu Luk

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

 

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

 

Super professionel rockmusical med baggrund i det amerikanske samfund efter år 2000.

American Idiot. Den grå hal. Plakat.

Det kører fra første sekund derudaf med tryk på musikken. Et stort orkester, desværre gemt væk højt oppe, og 14 sangere og dansere på scenen i den nye superscenograf Benjamin La Cours dystre scenografi bestående af avancerede broer, gulve og kasser, der trækkes op og ned. Sat ind i Den Grå Hals dystre rum fungerer det over al måde. Her er koldt, det er cool og efterlader en masse at tænke over.

American Idiot. Det blødende hjerte som en håndgranat. Logo.

Green Days er et amerikansk band, jeg egentlig ikke kendte ret meget til. I 2004 udsender de albummet ”American Idiot” og det er indtil dato solgt i 15 mill. eksemplarer. Omkring 2009-2010  skaber  de en rockmusical over en lang række af numrene.  Med en sammenhængende handling om nogle unge, fremtidsløse mennesker i et land, der går i krig ved mindste internationale krusning, er der både sorg, stoffer og militær indblandet. Da musicalen når Broadway,  får produktionen flere priser.

American Idiot. Den grå hal. Foto: Martin Mydtskov.

Rent politisk er der sket en hel del siden den  hippieagtige, men vidunderlige ”Hair” kom frem omkring 1968 og blev starten på en æra med rockmusicals. Rent kunstnerisk har kun lidt ændret sig,  men teknikken er i dag anderledes og mere avanceret.  Der er dog noget at leve op til, og ”American Idiot” har ikke de ørehængere, som ”Hair” er proppet med.  Men her er en anden alvor i udgangspunktet  – også med med placeringen i Den Grå Hal. Forestillingen er imponerende sat i scene af Tim Zimmermann, der i de seneste år har stået for nogle af de mest succesfulde moderne musicals herhjemme, bla. ”Saturday Night Fever” og ”Dirty Dancing”.

American Idiot. Den grå hal. Foto: Martin Mydtskov.

På samme vis som Zimmermanns tidligere produktioner,  er også ”Amerian Idiot” en velsmurt maskine. Flere af de unge sangere har så meget udstråling, at der kommer nogle små, fine portrætter frem, selv om teksten forsvinder i den øredøvende musik. Det er ærgerligt, at man ikke kan høre, hvad de synger. Men der går en rød linje igennem forestillingen.

De unge gutter er kammerater, skal på session og sendes i krig. Nogle såres, andre dør, og derhjemme forbliver pigerne afventende. En bliver gravid, og vores hovedperson, Johnny, spillet af den svenske rocksanger Bruno Mitsogiannis og udvalgte dage af Christoffer Brodersen, finder sammen med en sød pige, men møder samtidigt en pusher, der får hans verden til at bryde sammen.

American Idiot. Den grå hal. Foto: Martin Mydtskov.

Det hele er fint fortalt, effektivt og flot med Benjamin La Cours vippende gulve og lysende trappetrin, som godt kan  give publikum angst,  for tænk hvis de nu glemmer at løfte kasserne på det rigtige tidspunkt.

American Idiot. Den grå hal. Foto: Martin Mydtskov.

Bruno Mitsogiannis  har spillet samme rolle i Malmø. Men jeg så Brodersen ved søndagsforestillingen. Han er ret stilfærdig og mangler måske lidt glød og publikumskontakt, men bliver meget troværdig, når han er helt nede at vende med kanylen i hånden.

Det er en ”oprigtig” produktion, der ikke snyder og ikke foregøgler mere end som så. Samtidigt er det helt imponerende, at produktionsselskabet Heltemus, som også stod bag ”Into the Woods” sidste sæson i Tivoli, tør binde an med så stor en produktion i et meget konkurrencebevidst farvand.  Der er, som det hedder, adskillige ”aktører”, der lige nu bejler til samme publikumssegment: Tivoli, det kommende teater i Falkonercentret, af og til Nørrebros Teater – og Aveny-T og hvad der kan sættes op i Royal Arena. Men hatten af for entreprenørerne, der tør gå ind i teaterbranchen med god smag – og høj kvalitet.

Aldersgruppe: plus 15 år – og op til ca. 60 år.

Til 22.10.2017.

 

www.americanidiot.dk

www.heltemus.dk