Kulturkupeen

H.C. Andersen som kulturelt ikon, ny bog.

Kommenteret af Ulla Strømberg.

H.C. Andersen som kulturelt ikon, ny bog af Anna Klara Bom.

Titlen lover meget, og glad åbnede jeg bogen, der forhåbentlig ville fortælle om bl.a. Odense Kommunes forvaltning af H.C. Andersen-arven. Forfatteren er lektor på Syddansk Universitet, så bogen ville nok være præget af både lokalt kendskab og måske tillige lokalpatriotisme.

Men jeg blev skuffet på næsten alle parametre.

Fagfællebedømt

For allerede de seks første linjer i forordet indikerer, at noget er anderledes end forventet: ”Et kulturelt ikon er en figur, der danner forbindelser til omverdenen. Denne omverden placerer ikonet i en metonymisk funktion, hvor det kommer til at stå for værdier og overbevisninger, som mange mennesker betragter som fælles. Det kulturelle ikon repræsenterer grupper og formidler narrativer, der er funderet i andet og mere end ikonet alene. Sådan et kulturelt ikon er H.C. Andersen.”

Ganske rigtigt, manuskriptet er blevet “fagfællebedømt”, og den anonyme fagfælle takkes ligefrem længere nede i teksten. Men skyggeskribenten har nok fremprovokeret den moderne tendens til at placere fremmedord og begreber rundt i bogen. Men Anna Klara Bom er allerede ph.d. og kan i litteraturlisten opvise 15 artikler og afhandlinger, som hun har skrevet om næsten samme emne: H.C. Andersen. Nu var det måske på tide at skrive noget til Odenses bys politikere, inden de helt massakrerer også ikonet H.C. Andersen. I forvejen har byen jo mistet sit særpræg ved gadegennembrud og husnedrivninger tæt på H.C. Andersens hus.

Hvem skal læse denne bog?

Jeg er derfor i vildrede om, hvem bogen henvender sig til. Pointen er nok, at forfatteren nu på mere end to hundrede sider vil undersøge begrebet ikon og kultur og blot vælger Andersen, som hun tidligere har skrevet uendeligt meget om. Ønsket er så at slutte sig til en kreds af få udvalgte (udenlandske) forskere, som måske ikke har noget forhold til H.C. Andersen, men blot er vant til at diskutere teoretiske spørgsmål.  Derfor kommer vi andre ikke nærmere spørgsmålet om  Andersen som IKON.

Pokkers også, for der er stadig mere end brug for at undersøge den mærkværdige måde, som både stat (dvs. kulturministerium) statslige institutioner (dvs. bl.a. Det Kongelige Teater) og større kulturbærende institutioner som forlag, (Gyldendal bl.a.) og lignende tager vare på fejringer af de store kulturkanoner.  Der har været nogle jubilæer i min levetid: Øehlenschlægers 200 års dag i 1979, som blev lidt af en fiasko, og sådan kan Chr. 4. fejringen i 1988 vist også betegnes.

2005  – det ulyksalige H.C. Andersen år

PÅ trods af fortidens fiaskoer sprang det danske establishment på H.C. Andersen-fejringen med penge fra staten og fra Bikubenfonden og med Odenses borgmester i bestyrelsen.  De fleste husker nok den tidlige kulmination i 2005 allerede på fødselsdagen, d. 2. april med Tina Turner i lårkort, grøn kjole. Hun sang to gamle sangnumre playback.  Hendes honorar var 5,8 millioner kroner og et underskud på alene denne aften i Idrætsparken beløb sig til 25 millioner kroner (jf. artikel i Berlingske tidende d. 8.5. 2005.)  Efterfølgende, som bogen dog lige antyder, blev en række af de ledende medarbejdere fyret, og Kulturministeriet søgte at redde, hvad reddes kunne af ære. Siden blev der nedsat arbejdsgrupper, der skulle fremtidssikre lignende arrangementer, så det officielle Danmark ikke igen blev til grin.  Bournonville-året, også i 2005, blev en anderledes lukket fest med ganske få millioner kroner i cirkulation.

Hvorfor gik det så skidt?  Det skriver bogen ikke noget om.  I kulturkredse var det i flere år efter 2005 tabuiseret at nævne navnet H.C. Andersen, men alligevel lever Odense By stadig højt på H.C. Andersen-navnet og ikonstatus’en. I bogen er det svært at læse sig frem til en afklaring af Odense bys involvering i en fortsat varetagelse af H.C. Andersens ikonstatus.

De tidligste omtaler af Andersen

I et af de tidlige kapitler går forfatteren fornuftigvis tilbage i litteraturhistorien for at undersøge, hvad kritikere og anmeldere (uden at uddybe forskellen) skrev om Andersen i de første år af hans virke, dvs. i slutningen af 1820erne og begyndelsen af 1830erne. J.L. Heiberg var en af de første til at skrive om unge Anderen, og Heiberg brugte ordet Genie. Men mon ikke forfatteren går galt i byen, når hun tager dette ord for pålydende og direkte oversætter det til geni i den betydning, det har i dag, 2020. (S.62). Går man tilbage til skrifter i 1800-tallet har ordet vist en bredere betydning.  Der er flere andre steder, hvor forfatterens lidt upræcise sprogbrug står i vejen for en klar forståelse af hele problemkomplekset: H.C. Andersen som kulturelt ikon, 2020.

Det er vel forventeligt, at sproget er klart, når forfatterens ærinde handler om sprog og sprogbrug, og gamle sprogforskere som Saussure og en senere Roland Barthes trækkes frem som bevis på det ene og det andet.

Den mangefacetterede Andersen

Det er uforståeligt, at forfatteren ikke interesserer sig mere for H.C. Andersen som kunstner, og hvordan han selv opfattede sit kald.  I litteraturhistorien om H.C. Andersen, og ikke mindst i nyere skrifter, er det en vigtig detalje, at H.C. Andersen i høj grad var tiltrukket af teatrets magi. Han havde en livslang drøm om at skrive for teatret og dermed at blive accepteret som dramatiker.  Det lykkedes ikke rigtigt, men hans dramatiske værker blev opført og ikke mindst på Casino med succes. Men der residerede Heiberg heller ikke.

Et sted skifter tonen og sprogbrugen i bogen.  Forfatteren har måske glemt den videnskabelige argumentation og skriver lige ud af posen: ”Hvis man skal stramme den lidt, kan man sige, at han gjorde sig selv til et ikon for netop dét århundrede, som fortsat i dag er så vigtigt i dansk mentalitetshistorie.” (s.107) Denne tankegang er interessant og kunne sagtens uddybes. For H.C. Andersen, der selv i sin levetid oplevede at blive mere end anerkendt, står i skarp kontrast til flere billedkunstnere fra det 19. århundrede. Først i de allerseneste årtier er flere af dem blevet anerkendt som store mestre. Her kan nævnes Christen Købke, hvis malerier i dag på auktioner sælges til meget høje priser. Ligeledes har en lidt senere maler som Hammershøi i de seneste årtier fået international status som en kunstner, der repræsenterer nordisk ånd.

Kort sagt, det snævre perspektiv og det svingende sproglige niveau gør ikke bogen så anvendelig. Desuden havde det være nyttigt med et mere udbygget noteapparat, når det nu skal være videnskab, og først som sidst et personindeks og evt. også et H.C. Andersen-værk-indeks.

 

Bogen er økonomisk støttet af bl.a. H.C. Andersen Centret ved Syddansk Universitet.

( Ps. Skylder måske at sige, at jeg som teaterhistoriker har interesseret mig meget for den problemstilling, som bogen omhandler. Jeg skrev magisterspeciale i forlængelse af Oehlenschlæger-jubilæet i 1979. Var kulturjournalist igennem nogle årtier, hvor begrebet ”kulturisme” opstod. Var som museumsdirektør ansøger til økonomiske midler under H.C. Andersen-året.

Var i Idrætsparken d.2. april 2005, men havde ikke betalt for billetten. Sad i Kunstrådet i 2003-07, hvor Kulturministeriet satte forskellige undersøgelser i gang for at sikre, at de samme fejl, som blev begået i 2005, aldrig ville kunne gentages.)

Bogen er udkommet 8.12.2020.

256 s.

www.unipress.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.