∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Historier om Mødre på Nivaagaards Malerisamling.
Endnu engang viser Nivaagaard en udstilling som på smukkeste vis binder fortiden og nutiden sammen. Med den let omskrevne H.C. Andersen titel ”Historier om mødre” rammer udstillingen ned i den aktuelle opkvalificering af alt, som er kvindeligt. Men museet gør det med ynde og ikke i en krampagtig eller kampberedt feminisme.
Udstillingen tager udgangspunkt i flere af de værker, som findes i samlingen, bl,a. Cranach d. ældre med et værk fra 1538 og af Bernardino Luini (1515-25).
I alt 11 af udstillingens værker er fra museet. Det er flot. Dertil er suppleret med ikke mindst nyere, dvs. 1800 og 1900 talsbilleder og herunder også moderne, ret usentimentale fortolkninger af moderrollen, bl.a. kunstnere som fotografen Krass Clement, performance-kunstneren Kirsten Justesen samt et, mildt sagt, gruopvækkende maleri af Michael Kvium.
På plancher og i det informative og nydelige katalog beskrives, hvordan de tidlige værker er præget af en Jomfru Maria dyrkelse, som fandt sted i den katolske verden. Med et hop er den franske filosof Jean Jaques Rousseaus syn på barndommen endnu en inspirationskilde i slutningen af 1700 tallet. Takket være hans filosofi om at børn ikke er små voksne, men selvstændige individer, kom en bølge af malerier af overklassen med flere generationer, ofte afbildet i stilfærdige, afslappede, næsten dagligdags situationer.
Jens Juel på udstillingen Historier om mødre. 2020. Nivaagaards Malerisamling. Udsnit. Foto: US.
Kunstnerne lige efter H.C. Andersens tid malede værker i realismens navn i forlængelse af den elendighed, som Andersen var en mester i at beskrive. Udstillingen vier en senere fortolkning af Fritz Sybergs med i alt 18 illustrationer til ”Historien om en moder”, hvor tragedien om det døde barn springer i øjnene.
Cranach d.ældre på udstillingen Historier om mødre. 2020. Nivaagaards Malerisamling. Udsnit. Foto: US.
En række værker viser også i realismens navn billeder af den ammende moder. Det sker i slutningen af 1800 tallet, og netop dette motiv ville tidligere være helt umuligt, og dog. For det er netop hvad Cranach d. ældre viser på et maleri fra 1535 med små børn eller puttier, hvor et af børnene ammes. Titlen er Caritas, som betyder næstekærlighed.
Udstillingen er meget pædagogisk bygget op, hvor de helt moderne værker blot virker som brutale nyfortolkninger af et klassisk tema. Fotografen Krass Clement er repræsenteret ved nogle 30 år gamle værker. Dengang fik han adgang til sin døende moder i en hospitalsseng og knipsede løs. Det kom der en udstilling og bog ud af ”Ved døden”. Det er noget af det mest triste, sørgelige og grænseoverskridende, jeg har set. Det slog mig ikke mindst dengang, for tanken om at en søn i kunstens navn ønskede at fastholde netop det billede af en moder, var svært at forstå.
Michael Kvium på Udstillingen Historier om mødre. 2020. Nivaagaards Malerisamling. Udsnit. Foto: US.
Michael Kviums køkkenscene, hvor en grotesk og nøgen moder er ved at kvæle en lille pige med rottehaler har det formildende element, at små puttier (igen) suppleret af minidjævle klatrende rundt i et rødt teatertæppe signalerer, ”det er bare noget, vi spiller”.
Hvert billede har sin historie, og da det er begrænset, hvor mange værker, der kan være på det lille museum, er udstillingen overkommelig og som skrevet allerede: klar i mælet – dvs. i formidlingen.
Christian Krohg på udstillingen Historier om mødre.2020. Nivaagaards Malerisamling. Udsnit. Foto: US.
Man bliver ikke glad af udstillingen, for dertil er der for mange triste skæbner og kvinder, der har slidt i det uden tak. Men som et nyt tilskud til den almindelige kunsthistorie er det en meget interessant udstilling, Kan varmt anbefales til alle: feminister eller ej. Kvindeliv kan være hårdt og utaknemmeligt.
Husk at bestille plads på forhånd ( på grund af coronaen).
Fint, informativt katalog med gode afbildninger. (150,- Kr.)
Historier om mødre
- september – 24. januar 2021