Kulturkupeen

Hjem svære Hjem. Vedkommende doku-drama på Edison.

Oplevet af Ulla Strømberg.

Teater om hjemløshed hos C:ntact på Edison – på Frederiksberg.

Egentlig var jeg lidt bange, da jeg gik hen på Edison. Teater om hjemløshed – med hjemløse. Ville jeg ikke få dårlig samvittighed, ville det ikke være anmassende at komme der og som en anden voyeur kigge på de andre? Men nej.

15.12.14. hjemsvaerehjem_stor[1] kupePR billede.

Hjem svære hjem – er en meget sympatisk, tilforladelig omgang doku-drama med amatører, men hvor man kan mærke en professionel instruktørhånd bag ved. Og jeg blev både klogere og selvfølgelig også ramt lidt af den frygtelige tingsliggørelse vores tilværelse er bygget op på. Og sådan kunne jeg blive ved. Edison ligger på Frederiksberg, der lige nu er det mest mondæne sted, man overhovedet kan bo, uanset om man stemmer rødt eller blåt, hvis man altså ikke tilfældigvis har en lejlighed på Istedgade. På Frederiksberg ligger kvadratmeterprisen på 47.000 kr for en ejerlejlighed på en almindelig vej, i et almindeligt hus.

Og så sidder vi der på Edison og ser ned på scenen, der er nøgen, men dog rummer mange årtiers slid og historie. Der står blot en række hvide stole, som snart bliver optaget af de medvirkende – en række enkeltindivider i deres hverdagstøj. Stilfærdigt fortæller de deres historier om, hvorfor de IKKE har en fast adresse, et sted at bo, et hjem, noget at komme HJEM til. Alt det helt banale, men det blev ikke banalt. Der var den modne mand, som havde været narkoman i 28 år, men nu faktisk levede et helt almindeligt liv og kæmpede for de hjemløse, der var manden, der havde mistet alt: arbejde, familie og endte på Sundholm i tre år, men så dog ud som om, han var på vej – og de unge kvinder, hvor én blev smidt ud af moderen og boede i Reden på Vesterbro – en anden flyttede rundt fra sted til sted uden at finde ro – men passede sine studier. En tredje, der hellere ville være under åben himmel end leve alene, lukket inde uden menneskelig kontakt i ”fucking Jylland”. Her var det tilladt at le.

Og så var der gutterne, der havde prøvet lidt af hvert – også ovre i den hårde kriminelle ende, men hvilken charme og udstråling, de havde. Der var og er krummer i dem. Gid de måtte komme videre, for de kunne både snakke, synge, rappe – og spille bold.

Ethvert menneske gemmer jo på en guldgrubbe af evner og muligheder, men vi skal hjælpes på plads en gang imellem og skubbes i gang igen, hvis det går galt. Desværre er der nogle, som får flere chancer end andre. Der skal held til i vores verden.

Alt det og mere til var udbyttet af denne halvanden time med teater og snak bagefter.

I foyeren er der en smuk lille udstilling, som billedkunstneren Christian Lemmerz har sat i gang.

Skynd jer derud, de spiller kun få dage – og det sker primært i dagtimerne.

Et projekt under C:ntact på Edison – under Betty Nansen Teatret

 

MEDVIRKENDE: Cathrine, Edmund, Emilie, Erik, Jamal, Josefine, Orla, Steen og Susana og HJEMLØSEKORET
INSTRUKTØR: Madeleine Røn Juul CO-INSTRUKTØR: Emil Rostrup KOREOGRAF OG SKUESPILCOACH: Joen Højerslev LYRIKCOACH: Babak Vakili KAPELMESTER: Torben Kjær FILMCOACH: Torben Simonsen RADIO: Jonas Rohold
UDSTILLING: Idé af Christian Lemmerz og C:NTACT. Udført af ROSTRUPHALD IVS.
PROJEKTLEDER: Helena Aviaja Eley

Forestillingen spiller på Edison på Frederiksberg følgende dage i 2015

  • Mandag den 14. december kl. 10.00 og 12.00
  • Onsdag den 16. december kl. 10.00 og 12.00
  • Torsdag den 17. December  kl.17.
  • www.contact.dk