∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
”Hjertet brast i toner, med H.C. Andersen i operaen” – af Henrik Engelbrecht.
Det er i dag 2.april, H.C. Andersens fødselsdag, og en velskrevet, ny, kilotung bog om digterens forhold til opera udkommer netop i dag.
H.C. Andersens dagbøger er en uendelig guldgrube af oplysninger om Europa i det 19. århundrede. Og nu har operahistorikeren Henrik Engelbrecht, på baggrund af ikke mindst dagbøgerne, skrevet den ultimative bog om H.C. Andersens lidt oversete forhold til opera.
Det er helt vildt, hvad Engelbrecht har kunnet finde af interessante detaljer ved at gennemlæse dagbøger, erindringer, almanakker og breve fra H.C. Andersens hånd suppleret med samtidige erindringsbøger m.m.. Al den viden er blevet til en interessant, munter og overraskende detaljeret redegørelse for operamiljøet i Europa i midten af 1800-tallet.
H.C. Andersen overværede en opera, eller musikforestilling, omkring 1000 gange igennem sit liv. Men en sjov detalje er, at det sjældent lykkes for Andersen at blive til en hel forestilling. Måske kommer en middagsinvitation i vejen, og Andersen kan derfor først nå frem til 2. eller 3 akt. Eller en opera kan være så kedelig, at Andersen simpelthen går midt i det hele. Der er dog også de vidunderlige øjeblikke, hvor en opera i den grad taler til H.C. Andersens sanser, at han må forlade teatret og styrte hjem og nedskrible sine tanker. Sådan blev bl.a. eventyret ”Grantræet” til. Anekdoten, for mere er det ikke, var trykt i Illustreret Tidende i anledning af Andersens 100 års dag, 1905. Operaen var i øvrigt Mozarts ”Don Giovanni”, hvor Andersen forlod teatret efter ouverturen og først vendte tilbage, da Stengæsten indfandt sig.
Henrik Engelbrecht er en underholdende fortæller og har i de seneste år poleret yderligere på dette talent ved at udgive flere bøger om opera i 1800-tallet. Men med denne H.C. Andersen-bog viser han, at det lader sig gøre at kombinere det folkelige med oversigter, kildehenvisninger etc. Det gør bogen nyttig og meget anvendelig for både musik- og teaterfolk samt almindelige Andersen-tilhængere.
Engelbrecht får det hele med. H.C. Andersens barndomsdrømme om at blive operasanger og siden balletbarn beskrives kort. Derpå i et snapshot vejen over skolebænken, som den voksne Andersen blev sat på. Sidenhen blev Andersen en del af det københavnske selskabsliv. Som bekendt var Andersen eminent til at ”networke” for at bruge et moderne udtryk. Havde facebook eksisteret og diverse andre såkaldte platforme, havde Andersen sikkert hurtigt kunnet lære at udnytte dem. Men Engelbrecht holder sig til sit emne og lader musikken være det styrende pejlemærke. Det er fornuftigt.
Der er adskillige spor at følge i bogen, for Andersen er jo uendelig alsidig: Andersen er en skarp kritiker og journalist, når han i dagbøgerne kort og præcist nedfælder en hel aftens oplevelse, f.eks. i Hamburg fra ”Skyggebilleder”, 1831:
Vil man ellers her om Sommeren undgaae Menneskevrimlen, som man næsten træffer overalt, vil man slaaae sig fra Verden, saa maa man gaae i Theatret, her finder man ikke mange; Langt fra hinanden sidder de blege Eneboere i de store loger.
Intet kunne afholde Andersen fra teatrets fascinerende mørke, hvor han ladede op til de dramatiske tekster, som han higede efter at skrive, om det så var skuespil eller operatekster. For eventyrene regnede han jo ikke selv for noget.
Mest underholdende er Andersen, når han beskriver internationale sangere, som han enten møder i udlandet eller oplever på de københavnske teatre, som f.eks. d. 8. november, 1865, hvor der nedskrives i dagbogen:
Gik i Casino og hørte første Afdeling af Concert temporain, den gamle Baritonist har vist engang været Noget, Rita fra Coventgardens Theater har en stærk Stemme uden Elegance, de dybe toner ræber hun frem, de høie ere som et Locomotivs.
Engelbrecht supplerer naturligvis med de rigtige sangernavne. Og sangere fra det store udland er både Engelbrecht og Andersen specialister i. Der jongleres med et utal af kunstnere, og deres privatportrætter er med i bogen. Nogle kan dog synes ret ”døde”, men sådan var jo datidige afbildninger.
Den svenske sangstjerne, som H.C. Andersen havde et særligt forhold til, Jenny Lind, får naturligvis også nogle sider, dog ret nøgternt beskrevet, måske fordi Engelbrecht har nærlæst også Jenny Linds breve til sin ”broder”. For sådan var den kærlighed!
Endnu et interessant spor er H.C. Andersens kontakt med Europas førende komponister, som naturligvis kendte til digterens værker. Men afsluttede samarbejder lykkedes ikke rigtigt, kun hjemme i København kunne selv modstanden på Det Kongelige Teater, med censoren J.L. Heiberg i spidsen, overvindes. Nemt var det ikke at få et værk antaget på nationalscenen, og lykkedes det endeligt, var næste hurdle at sikre stykket et langt liv på repertoiret. 9 libretti blev det til fra Andersens hånd. Tre af værkerne kom aldrig til opførelse, men seks blev realiseret på scenen til datidens store komponisters toner: bl.a. J.P.E. Hartmann: ”Ravnen”, C.E.F. Weyse: ”Festen på Kenilworth” – og så den store succes: J.P.E. Hartmann: ”Liden Kirsten”, som Engelbrecht oplyser, har gået 332 gange på Det Kongelige Teater.
At H.C. Andersen også udviklede og forfinede sin musikalske smag igennem årene påvises gang på gang, og Andersen forstod med tiden bl.a. Richard Wagners operaer.
Slutningen kender de fleste: H.C. Andersen blev rent fysisk mere og mere svagelig og døde i familien Melchiors arme i august 1875, 70 år gammel. Han havde opnået så meget, blot ikke at blive en skattet teater-eller operamand. Og det var nok det eneste, han virkelig længtes efter.
Bogen kan på alle måder anbefales teater- og operaelskere. En guldgrube af øjebliksbilleder, sprængfyldt med viden garneret med en smule gossip fra 1800-tallets musikliv, herhjemme og derude.
Bogen er i øvrigt udkommet på Forlaget henrikengelbecht.dk og tilsyneladende har forfatteren selv layoutet de næsten 500 sider. Meget, meget imponerende.
Udkommer naturligvis d. 2. april 2019.
Vejl. uds.pris: kr. 399,-
www.henrikengelbrecht.dk