∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Homeless Souls – Louisiana.
Begavet og smuk, distanceret og nærværende. Sådan kan Louisianas nye udstilling opfattes. Med 13 internationale kunstnere, som alle har været i berøring med begreber som krig, landflygtighed og eksil, vises værker, som ikke er til at fornægte. Og publikum må bare engagere sig og blive berørt.
Udstillingen er ikke politisk, sagde museumsdirektør, Poul Erik Tøjner, som introduktion. Og hvis nogen tror, at Louisiana er ved at bevæge sig ind på nyt territorium, er det helt forkert. ”Homeless Souls” er tværtimod en udstilling, der behandler problemer, som mange mennesker kommer ud for, men på Louisiana behandlet og formidlet på en kunstnerisk måde.
Det er ikke nyt. Men ofte har ikke mindst flygtningekrisen som kunst-subjekt i de senere år været kikset, bl.a. på Documenta og Venedigbiennalen. Når et par værker eller tre, midt i et hypet kunstnermiljø med masser af gallerister og amerikanske rigmænd, har signaleret, at verden har store kollektive problemer at tumle med, har det indimellem været pinligt.
På Louisiana lykkes det at holde balancen på den rette måde: Se her – disse kunstnere har følt og mærket noget på deres krop og sjæl. Nu videreformidler de problemerne på en vedkommende og kunstnerisk måde. Det er kunst i humanismen og eftertænksomhedens tjeneste.
Nogle af de tretten indbudte kunstnere skal fremhæves: I første rum hænger et stort billede: et verdenskort med røde og blå pletter, placeret der, hvor krig og uro har raset, og mennesker har måttet forlade deres land. Den vietnamesiske Tiffany Chung (1969) har broderet kortet, der måler 140 x 350 cm. Netop ved materialevalget er forskydningen tydelig. Her er tale om en fortolkning.
Midt i rummet ligger en stor cirkel. På afstand dekorativ og brunlig, men kommer man tættere på er det benproteser, virkelige, som er brugt af soldater, der har mistet et ben. Det kunne være ved en vejsidebombe eller anden uforudsigelig hændelse. Den franske kunstner Kader Attia (1970) har samlet benproteser, som har været til hjælp for soldater under Første og Anden Verdenskrig. Men de er lagt i en cirkel, som viser tilbage til fodritualer udført af pygmæer i det nordlige Congo og hos et stammefolk i Papua Ny Guinea. Igen har kunstneren udvalgt et problemkompleks, men transformeret det over i andet materiale.
Udstillingen viser kunstnere fra hele verden, og deres fortællinger krydser hinanden i netop så dekorative formationer, som er tilladelige. Det hele må jo ikke ende i æstetik på bekostning af budskaberne. Verden bliver mindre og mere forståelig.
En kunstnertrio bestående af tre iranere, alle bosat i Dubai, Ramin Haerizahed, Rokni Haerizadeh og Hesam Rahmanian, fylder et markant hjørne af det store udstillingsrum i to etager: oppefra ser man mest af alt et gulv med halvpsykedeliske figurer, og højt oppe på væggene, i øjenhøjde fra balkonen, anes blege tegninger af mærkelige monsters. Film og fotos, også fra dagspressens evige svælgen i krig og ulykke, er kraftigt computerbearbejdet. Der males ovenpå med lysskrift og eksisterende tegn spejlvendes eller fordobles, mens mærkelige væsener og masker indføjes sammen med andre elementer. Gulvet er blevet malet direkte til udstillingen og skabt via en autonom maskine med sin egen egenrådige pensel, fortæller trioen. De er alle i alderen midt i 40erne og har boet i Dubai i 10 år i frivilligt eksil. De forlod deres forbudsmættede fædreland, Iran, til fordel for en anderledes frihed i Dubai.
En række farvemættede billeder, inklusive udstillingens plakat, viser deres arbejdsmetode. Billederne rummer uendelige mængder af tegn, som både fascinerer og frastøder. Det er Verfremdung i Brechts forstand, forklarer de mig. Her er pointen, at man både skal lade sig rive med og holde hovedet klart til reflektion. Igen en forskydning, så de alvorlige fortællinger fremstår spiselige og næsten charmerende!
Mange af værkerne er store, og fylder godt ud i de hjørner, der er blevet dem tildelt. Alt smukt placeret uden at tage lyset fra hinanden.
Petrit Halilaj fra Kosovo har to store installationer af grene og tørret buskads med gamle lerting og lignende objekter. Alt er fra hans barndoms by og lertingene fra fortiden er fundet i fødebyens undergrund. Æstetisk tiltalende, men nedenunder kan oprulles den uhyggelige historie om borgerne i Kosovos kamp for frihed. Hver en kunstner har en personlig eller måske blot erfaring at bygge på.
Nogle videos kræver koncentration og synes måske lidt for realistiske.
I Louisianas biograf vises den i dag verdensberømte kinesiske Ai Weiweis nyeste dokumentarfilm: ”The Rest” fra 2019. Den har spillefilmslængde og kan ses to gange om dagen. Ai Weiwei, der i dag lever i eksil, efter at have siddet i husarrest i Kina, undersøger i filmen den europæiske flygtningekrise, som blev synlig i 2015 i Calais – og ved den italienske ø Lampedusa. Filmen giver ordet til flygtningene selv, der taler om at miste et hjemland – og ikke kende til fremtiden.
Selv om god billedkunst ofte kredser om alvorlige menneskelige problemer, er denne udstilling i al sin begrænsede og veldisponerede form, et aktuelt og vigtigt bidrag – også til den aktuelle politiske situation i verden. Vi kan og må ikke lulle os ind i dansk velbehagelighed.
Men fra udstillingen er der ikke langt op til Cafeen på Louisiana, hvor gæsterne kan få det mest betagende (og trygge) blik på Øresund og se over til nabolandet Sverige. Joh, det er kontrastfyldt at gå på museum. Men i denne omgang på den gode og kloge måde på Louisiana.
Homeless Souls.
Louisiana, Humlebæk
6. 2019 – 22. 9. 2019