Kulturkupeen

Hotel Nelson.

∗∗∗∗∗

/Ulla Strømberg

 

En rigtig overskudsforestilling på Grob – om underskudsmennesker!

Man behøver kun at rejse til Nørrebro for at fornemme Afrikas farer!

Hotel Nelson på Teater Grob fejrede triumfer sidste år, hvor bl.a. instruktøren Madeleine Røn Juul fik en Reumert som årets instruktør. Nu genopsættes stykket, og bag det står to af lederne fra det lille, aktive teater. Teksten er af Thomas Levin, mens Per Schell-Krüger instruerer skuespillerne, der er nye i rollerne, men forrygende over hele linjen.

En række forskellige typer har alle valgt at tage med Politiken PLUS på tur til Afrika. Men bagagen hjemmefra er så tyngende, at de hver især er ved at bukke under i deres higen efter ro, fred, eskapader og fortrolighed med den lokale receptionist. Ham, der er uden uddannelse, har tre koner og 11 børn, og synes at have mere styr på livet og kærligheden end de frustrerede og forkælede danskere. Guiden Ulver Skuli Abildgaard går rundt med den afdøde kone i en urne og er i evig dialog med hende. Spinsteren, Ulla Henningsen, finder sin psykologiske overmand i en 14- årige snusfornuftige dreng, spillet flot af den 14 årige Samuel Ting Graf. Forældrene til det fremmelige barn opfører sig som 5-årige. Helt ude i tovene er den engagerede Politiken-journalist, der ikke plejer at forlade hotellet, selv om hun er en højt betalt rejseskribent. Virkeligheden kan jo påvirke én. Det hele er pakket formfuldendt ind i en hotelkulisse af scenograferne Marianne Nilsson og Anne Mette Drivsholm. Går løjerne for vidt? Måske ind imellem. Men tankevækkende og interessant er den næsten naturalistiske linje, som Grob lægger for dagen. Et besøg værd for alle aldersklasser – og billigere end en tur til Afrika.

Grob, Nørrebrogade, Kbh.

13.september -25. oktober 2014

På scenen: Ulla Henningsen, Andrea Vagn Jensen,
Helle Dolleris, Ulver Skuli Abildgaard,
Samuel Ting Graf, Roger Matthisen, Bo Carlsson

Manuskript: Thomas Levin
Iscenesættelse: Per Scheel-Krüger
Scenografi: MAAM – Marianne Nilsson & Anne Mette Drivsholm
Lysdesign: Egil Barclay Høgenni Hansen
Lyddesign: Emil Assing Høyer