∗ ∗ ∗ ∗
Jeg Peter.
Læst af Ulla Strømberg.
Portrætbog om Peter Langdal skrevet af journalisten Helle Bygum
( udkommet maj 2015).
Bogen er et halvt år gammel – men burde være lige aktuel. Jeg stødte tilfældigvis ind i den på biblioteket, så det er vel ok at fortælle lidt om” Jeg Peter”. Eller Peter Langdal, teaterinstruktør og tidligere teaterdirektør, instruktøren til den nye opsætning af ”King Lear” på Det Kongelige Teater og ligeledes instruktøren bag genopsætningen af Verdis opera ”Falstaff”. ”Jeg Peter” er også manden, der sammen med Henrik Hartmann i 23 år regerede på Frederiksberg Allé på Betty Nansen Teatret og gik derfra i maj 2015.
Bogforsiden.
Den æra er slut, og bogen er nok kommet som et visitkort for den kommende freelancer, på linje med den managementagtige minibog, Peter Langdal selv skrev i slutningen af 2014 for forlaget Gyldendal.
Og hvad kan vi så lære af” Jeg Peter”? Noget om teater? Noget om Peter Langdal? Eller noget om jublende journalistik? Det sidste er i hvert fald sikkert. Bogen er venlig, grænsende til det underdanigt forelskede over for Peter Langdal, og det hører sig vel også til, når han nu endelig ulejliger sig til at sige ja til, at nogen skriver om ham over mere end tre spalter. Det her skal være et hylende sjovt portræt, synes udgangspunktet også at være. Derfor springes i emner og kronologi, lidt i stil med den rablende hurtige måde, Peter Langdal som regel selv udtrykker sig på.
Helle Bygum er kendt som tv- journalist og ikke mindst hofreporter. Så hun er vant til at opføre sig ordentlig og ikke stille kontroversielle spørgsmål. Derfor får vi heller ikke gåden om kongen af dansk teater løst. Hvem er han? Hvad har han bedrevet? Og hvad er det i bund og grund, han ønsker at udtrykke og fortolke i sin teaterkunst?
For manden bag de overraskende mange fornyende danske teaterproduktioner er mere speget end som så. Oprindelig blev han anset for at være et flagrende muntert legebarn, der af ren og skær naturtalent turde vende op og ned på givne regler i danske teater, bl.a. i hjemmeskrevne ”Plys og Plastic” og i holbergvariationen ”Erasmus vender tilbage”. Men sådan kan hele sandheden ikke være, for det, der på nudansk hedder cv’et, fortæller om en imponerende portion flid, udholdenhed og bredde i både viden, intellektualisme etc. For hvordan ellers gabe over ny dramatik, Ibsen, Tjekhov, Shakespeare og Verdi samt have evnen til at garnere forestillingerne med klassisk musik som i ”Røverne” på Gladsaxe Teater i de første professionelle år? Eller forestillinger som ”Når vi døde vågner”, Henrik Ibsens nærmest uspillelige gammelmandsværk, der hos Langdal blev til en genial fortolkning af det selvoptagne kunstnersind. Eller tidsbilledet i ”Mefisto” sidste år på Betty Nansen Teatret.
Men historien om teaterinstruktøren Peter Langdal fortælles ikke, måske fordi han ikke vil ud med sine fabrikshemmeligheder. I stedet får vi på amerikansk vis, og med en smule klædelig bondeanger i bagagen, noget at vide om de mange børn, de to ægteskaber og om forældrene og hjemmelivet i Fiolstræde og i kolonihavehuset. Lidt politik kommer dog med, men det er især over en allerede udskældt institution, nemlig Det storkøbenhavnske Teaterfællesskab som siden har skiftet navn nogle gange. Det er fint, at det er med, men farligt er det ikke.
Det meste er blevet til sjov læsning, men jeg vil hellere høre om kunsten.
For det er kunsten, der trækker, når man har at gøre med en mand af Peter Langdals kaliber, der fra begyndelsen af 1980erne til i dag har stået bag så mange og så forskellige teaterproduktioner. En masse ubesvarede spørgsmål ligger i manegen: Hvorfor? Hvordan? Hvor næste gang?
Jeg kommer til at tænke på en stor, ældre skuespiller, jeg engang skulle skrive om. Da vi skulle i gang, sagde han: ”Ved du hvad, kan du ikke, i stedet for at tale med mig, gå ud at interviewe alle mine søde, yngre kolleger, så de kan fortælle hvor venlig og generøs jeg egentlig er.”
Vi venter på bogen om Peter Langdals teater!