Kulturkupeen

Jesus Christ Superstar som koncert.

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Jesus Christ Superstar som koncert med Danmarks Underholdningsorkester.

Det blev alle tiders aften til rockmusical på Gamle Scene. Danmarks Underholdningsorkester (tidl. DR.) har længe næret kærlighed til den gamle rockmusical af Andrew Lloyd Webber og Tim Rice fra 1970/71 – og spillet musikken mange gange. I musicalens jubilæumsår med 50 år på bagen er det blevet til en flot koncertversion med gode navne fra den danske musikscene. Og med hele orkestret på scenen samt en fiffig lyssætning, som dog godt måtte være mere logisk og dramaturgisk struktureret. Men flot er det hele med et stort kor i baggrunden. Først efter 20 minutter får vi lov at se orkestret! Hvilken glæde.

En koncertversion er faktisk en rigtig god ting, for det kan være en fordel at slippe for alle de mellemliggende spillescener og de påhit, som en emsig instruktør kunne finde på ved at lægge tiden tilbage til år 32 eller et sted blandt rockere og hippiere.

Musikken holder stadig, og de mange ”evergreens” er bare fængende og swingende og her fremført af en sjov blanding af artister. Det er vist en god betegnelse for disse sangere med meget forskellig sceneerfaring.

Christoffer Brodersen er en seriøs, lidt underlegen og vred Jesus, men kanon velsyngende.  Lidt svært at forstå at han er JESUS.

Erann DD går ud over rampen som Judas og bliver slet ikke nogen skurk, men en spændende figur. Pointen i musicalen er jo bl.a., at fortællingen er set fra Judas’ perspektiv.

Cavin Cornwall, englænder, er et godt, nyt bekendtskab med en dyb bas i en høj, mørk krop.

De to veteraner fra dansk musikteater, Bjørn Fjæstad og Martin Brygmann skaber ekstra liv på scenen. Ikke mindst Brygmann, i den taknemmelige rolle som Herodes, honorerer alle  underholdningskrav og går lige i ens musicalhjerte. Ærgerligt, at Herodes kun har et nummer. Brygmann kan både synge og performe, så orkester og scene bliver ét.

Maria Magdalene synges smukt af Fallulah med en dansk-rumænsk baggrund. Men inden hun drager ud på den store danmarksturné, må hun få styr på sit kropssprog. Det passer ikke til rollen med en viftende venstre arm, og hun har faktisk mange numre.

Orkestret, som er stort med strygere til venstre og den mere rockede del overfor, er flot styret af dirigenten Andreas Vetö. Men jeg er ikke sikker på, at musikken vinder ved, at der er lidt unuanceret fuldt drøn på alle numre og dermed ikke luft omkring sangerne.  Måske var det premierefeber, ligesom der ikke altid i rette tid blev åbnet for de håndholdte mikrofoner.

Hele koncerten indledes af Allan Mortensen, veteranen inden for den danske rockmusicalverden. Denne intro var ok ved premieren, men nok overflødig på turnéen.

Alt i alt en flot og varm koncert, hvor musikken ikke et sekund døde hen – og hvor det var en glæde at kunne følge både musikere og sangere, der for øvrigt vist var klædt i semiprivat tøjstil. Det fik en af herrerne til at være ærmeløs og med stramme læderbukser, mens koret mange sangere var fint afstemte rent visuelt og meget velsyngende: Teatret Gorgerne synger på Sjælland og Fyn, mens  Musicaliber Showkor tager sig forerestillingerne i Jylland..

Det kan kun blive en succestur rundt til danske spillesteder for igen om en månedstid at slutte på Gamle Scene i København. God tur!

 

Musicalkoncerten bliver fremført på engelsk af et primært dansk cast bestående af Fallulah som Maria Magdalene, Christoffer Brodersen, Erann DD, Martin Brygmann, Bjørn Fjæstad, Tim Schou, Anders Ørsager, Allan Mortensen og Cavin Cornwall. De bliver akkompagneret af Danmarks Underholdningsorkester under ledelse af Andreas Vetö.

www.underholdningsorkester.dk

http://underholdningsorkester.dk/jesuschristsuperstar/om

2 tanker om “Jesus Christ Superstar som koncert.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *