3 stjerner (4 stjerner til danserne – 2 til koreografen m.fl.)
Anmeldelse af ulla strømberg.
“Kentaur” af Dansk Danseteater – oktober 2021 – få dage i Skuespilhuset i København.
Allerede i årsrapporten 2019 – 2020 optræder balletten ”Kentaur” med en lang beskrivelse og fotos. Men det er vist først nu, d. 22.10.2021, at københavnerne har kunnet opleve balletten og så på en dag, hvor (Nyt) Dansk Danseteater sammen med en inderkreds af venner kunne fejre et 40-års jubilæum i Skuespilhuset i København.
Kentaur. Dansk Danseteater. 2021. Foto: Per Morten Abrahamsen.
De 40 år kunne der siges meget om: de glade år i 1980-erne med nye koreografier og et fasttømret ensemble, en stilstandsperiode i slutningen af 1990-erne og så et håb om en kunstnerisk fornyende fremtid i nullerne. Men sådan er det ikke gået, selv om det var dengang, tidligt i det nye årtusinde, at Dansk Danseteater kom på finansloven og i dag får ca. 12.5 millioner kroner årligt uden én gang om året eller hvert anden år at skulle stå med hatten i hånden som andre danske teaterensembler må.
Ordet NYT forsvandt i nullerne, men man skulle hellere have smidt de andre ord ud. Der er meget lidt DANSK DANSETEATER i ensemblet i dag eller i de værker, som er blevet danset i de senere år. En enkel eller to danske koreografer har været budt indenfor, og ensemblet tæller højst et par danske dansere. Men det er vist politisk ukorrekt at være sur over det. Det hænger bare slet ikke sammen at være DANSK DANSETEATER på den måde.
”KENTAUR” er som sagt blevet forannonceret i et par år. Der har altså for koreografen og lederen Pontus Lidberg været nok af tid til at tænke, skabe, ændre, finpudse og komme ind til en kerne af menneskelig eksistens, for det skulle være hensigten, står der mange steder i PR-materialet.
Kentaur. Dansk Danseteater. 2021. Pressefoto.
”Kentaur” fremstår nu som en velpoleret, lidt gold, uinteressant historie, som står på skuldrene af alt for mange andre kunstnere og værker fra de seneste årtier. For mig at se er der meget lidt nyt at hente – og slet ikke på dansefronten. Det kan godt være, at ”Kentaur” tidligere i denne uge modtog en pris i London (!) vedr. anvendelsen af kunstig intelligens, men som danseværk er det noget andet, man søger som iagttager, og det er svært at finde i ”Kentaur”.
Titlen virker smart, men er der noget nedenunder? Joh, på engelsk Centaur, men dette fabeldyr, halvt hest halvt mand, har intet med forestillingen at gøre, selv om det oplyses at : ”en kentaur er også et begreb, man anvender, når computerteknologi benyttes til at opgradere et menneskes egenskaber”. ( fra DDTs hjemmeside).
I løbet af ca. 60 minutter møder vi 9 dansere på scenen, et stort lærred med enten en grid eller løbende computertegn, af og til med bogstaver og ord. Lyden er elektronisk, enerverende og nogle få gange afbrudt af klassiske, genkendelige strofer af flere minutters varighed som et genhør med den gamle verden.
En veldrejet, engelsk mandsstemme introducerer sig som den kunstige intelligens og beordrer danserne rundt i grid’en, som var det et skakspil. (Det giver lidt mindelser om Goethes teaterteorier med skuespilleren som en skakbrik, men det er vist ikke en del af dette game.)
Vi kan ikke se tegnene på gulvet, kun af og til på den flimrende bagskærm. Dette åbningsspil tilfører intet til forståelsen. Men når dansernes rigtige navne nævnes, og stemmen f.eks. siger ”Bob – 5 b ”- drømmer jeg mig et øjeblik tilbage til åbningen i musicalen ”A Chorus Line” hvor koreografen (i filmen Michael Douglas) råber folk op. Det var en musical/film, sprængfuld af både vildskab, nerve, danseglæde og angst. Men nej, ” Kentaur” er alvor på den kedelige måde. Stemmen, der også kan være en kvindes, siger intet om hvilke bevægelser, danserne skal tage. Så hvad, vi ser, er yderst trivielt med forskruede vridninger, som om koreografen er gået hjem og har sagt fri dans fra træningsprogrammet. Selv et par flik-flakker kommer til allersidst, hvor det sparsomme lager er brugt helt op.
Kentaur. Dansk Danseteater. 2021. Foto: Per Morten Abrahamsen.
Lidt sker der dog på vejen. Danserne bliver i en periode ganske voldelige, sigter på hinanden med usynlige buer og falder om som døde kroppe for at rejse sig igen. Det er faktisk meget uheldigt oven på massakren i Norge. De kan også skubbe til hinanden, for straks at falde døde om og rejse sig igen. Noget mønster eller mål, synes der ikke at være.
På et tidspunkt beordres en mand tøjet af. I bar figur får han lov at stå mindst 20 minutter på bagscenen. For husarerne danser han til allersidst en smule, før han igen ifører sig sine underbenklæder. Lige før, stadig som en Adonis (og altså slet ingen kentaur) er han faktisk blevet personificeret som ”Stemmen”, den kunstige intelligens. I dette øjeblik nærmer ”Kentaur” sig ”et plot”, en højere mening.
Indimellem er billederne smukke, og det har da også i årevis være Dansk Danseteaters force at tage delikate fotos af danseværkerne, ofte med en stemning, der helt har overgået den reelle oplevelse af dansen på scenen – i virkeligheden.
Kentaur. Dansk Danseteater. 2021. Pressefoto.
Mod slutningen, hvor den unge Adonis har fået tøj på, og de ni dansere igen er samlet, og den veldrejede stemme vist har slukket for mikrofonen, bliver stemningen til en rullende syndflod med intens lyd. Det fungerer som et udmærket afslutningsbillede.
Men samlet set synes værket uinteressant og lidt gammeldags. Det er jo mærkeligt, for den svenske leder af Dansk Danseteater, Pontus Lidberg, har haft masser af tid til at tænke nyt og omformulere. Det må han kunne, for han roses altid til skyerne i DDTs eget pressemateriale, hvor der heller ikke er ende på, hvor berømte de andre er lige fra specialisten i kunstig intelligens til komponisten m.m.
Jeg så desværre alt for mange reminiscenser fra gamle mesterværker, bl.a. mange stemningslån fra ”Sacre du Printemps” – og til sidst alt for meget fra Bill Violas videos. Også et unikt værk fra Dansk Danseteaters eget bagkatalog ”KRIDT” kunne skimtes. Men det er jo andre kunstneres værker!
Havde lidt ondt af danserne, som er udmærkede. De fortjener alle at have mere at arbejde med – både musikalsk, psykologisk for slet ikke at tale om koreografisk.
Og så må hele institutionen Dansk Danseteater, med et automatisk statstilskud på 12.5 mill. kroner årligt, analyseres en anden gang, hvor jeg ikke er helt så skuffet og trist til mode.
Ps. Jeg har faktisk som tilskuer været med det meste af vejen tilbage fra 1981, hvor Nyt Dansk Danseteater blev etableret. Ved hver ny produktion i de glade 1980-ere interviewede jeg til DR enten koreograf eller komponist.
I 2006, hvor jeg var på Teatermuseet i Hofteatret, skabte museet en udstilling om Nyt Dansk Danseteater og Dansk Danseteaters første 25 år. Vi udgav også et katalog med smukke tegninger og fotos fra de første år, inc. en række artikler. Dengang var der noget at fejre, men også at frygte, for fremtiden så allerede lidt usikker ud for kompagniet, der havde skiftet navn, leder etc.
KENTAUR bliver til i et samarbejde mellem Dansk Danseteater, Den Kongelige Ballet, Festival Oriente-Occidente i Italien og Théâtre National de Chaillot i Paris. Forestillingen har premiere på Festival Oriente Occidente i begyndelsen af september 2020.(?)
DET KUNSTNERISKE HOLD:
Choreography: Pontus Lidberg
Artificial Intelligence installation: Cecilie Waagner Falkenstrøm
Audio and Visual Design: Ryoji Ikeda
Computer Programming for Visuals: Tomonaga Tokuyama
Light Design: Raphael Frisenvænge Solholm
Set design: Raphael Frisenvænge Solholm
Costume Design: Rachel Quarmby-Spadaccini
Dramaturge: Adrian Guo Silver
Music: Franz Schubert, Ryoji Ikeda, Giacomo Puccini
Computer Programming for AI: ARTificial Mind & Technical University of Denmark – DTU Compute Department (Cecilie WF, Asbjørn O, Asbjørn KN, Thomas MJ and Teeratorn K).
Development: The Center for Ballet and the Arts at New York University
Co-production: Danish Dance Theatre co-produced with Oriente Occidente, Théâtre National de Chaillot and The Royal Danish Theatre