Af Ulla Strømberg.
Kommentar… om de københavnske teatre og deres strukturelle lidelser!
I dag fik jeg en mail:
Sommeren er over os, og når vi er tilbage fra ferien, vil alt være forandret og dog ved det gamle. Østre Gasværk Teater fusionerer nemlig med teatret Republique per 1. juli. Det nye, samlede teater kommer til at hedde Østerbro Teater. Hvad betyder det for publikum? Sammenlægningen kommer ikke til at betyde noget for dig som publikum. Østre Gasværk er ikke lige sådan at flytte. Så du vil stadig gå i Østre Gasværk Teater, som du plejer. Det samme gælder for Republique. Ingen underskrift, men Østre Gasværk som afsender.
Ak, hvor trist. Det kulturpolitiske apparat har med minimal armslængde endnu engang ændret på den københavnske teaterstruktur. Østerbro Teater er nu en realitet, som skal opstå – ikke på ruinerne af – men ovenpå to velfungerende og meget klart profilerede teatre: Østre Gasværk Teater og Republique. Men hvilket tungt og prosaisk navn. Hvorfor er der ingen historisk respekt for de gamle teaternavne: Morten Grunwalds Østre Gasværk, opstået omkring 1980 og Kanonhallen fra 1990erne og Republique født i 2009.
Det har i den seneste epoke taget ca. 8 år for de to pågældende teatre at udvikle sig takket være nogle hårdtarbejdende direktører, henholdsvis Pia Jette Hansen i Gasbeholderen og i den tidligere Kanonhal: H.C. Gimbel, som indtil sidste år arbejdede sammen med nu afdøde Martin Tulinius. Var der noget at udsætte på deres arbejde? Nej. Var de enerådende? Nej. For det, der i dag har det meget lidt melodiske navn: Det Københavnske Teaterfællesskab, tidligere Københavns Teater og mange andre navne, har som paraply ageret som en slags striks forstanderinde, der har siddet og set alle efter i kortene.
Den storkøbenhavnske paraply har en direktør og en bestyrelse – og ligeså hvert teater, hvor en række af personerne direkte er udpeget af Kulturministeriet. Men for at være sikker på fuldstændig orden i rækkerne blev der ved seneste udskiftning indsat to tidligere departementschefer fra Kulturministeriet på poster på henholdsvis Betty Nansen Teatret og på Republique, som altså nu kort tid efter har fået endnu en ny bestyrelse i den nye struktur, hvilket dog ikke fremgår af Det Storkøbenhavnske teaterfællesskabs hjemmeside. Paraplyen vil fremover kun dække for fire teatre: Betty Nansen Teatret, Nørrebro Teater, Folketeatret og altså Østerbro Teater. Er det ikke som om, vi blot venter på, at de skal ændre navnet på Betty Nansen Teatret til Frederiksberg Teater – som det faktisk har heddet engang (og som Aveny-T også har heddet).
Festen på Republique som madteater. Foto: Per Morten Abrahamsen
Man kunne få den fornemmelse at med alle disse geschäftige bestyrelsesmedlemmer på banen, så må der ske noget bare af og til. En ny direktør, et nyt navn, et par sammenlægninger. Og ikke mindst rationaliseringer. Der skal jo også være penge til al den overadministration, som er bygget ind i dette kontrollerende system med så mange bestyrelsesmedlemmer.
Men de forskellige bestyrelser må ikke gå så langt ned i det kunstneriske, så for dem er det blot økonomi, nye strukturer, navne, personer og så nogle studieture til udlandet, måske.
Det har været mere end sjovt og interessant at følge, hvordan Republique med det forunderlige navn har udviklet sig og skabt en række teaterforestillinger, hvor et par produktioner stadig rejser rundt i verden: Hamlet med Tiger Lilies og Frida Kahlo i en spændende musikalsk fortolkning. Gimbel og Tulinius var et velfungerende makkerpar, som også på det visuelle plan har givet København den ene teateroverraskelse efter den anden. Og så er det pist væk. For i det statssubventionerede teater er der ingen sikkerhed for kontinuitet. Også Pia Jette Hansen har med familiemusicals og fantasyteater skabt noget, ingen andre har gjort.
Jordens søjler. Fotos Robin Skjoldborg. Østre Gasværk
Nu tager Emmet Feigenberg over. En gedigen teatermand, der ikke selv fik lov at arbejde sin kontrakt færdig på Det Kongelige Teater. En tidligere bestyrelsesforkvinde uden teaterbaggrund, udpeget af kulturministeriet, ville bare have forandring. Og det fik hun lov til at gennemføre.
Men havde ”man” vidst, at Vibeke Windeløv, efter blot to år på posten som Betty Nansen Teatrets direktør, ville forlade skuden, så havde det teater nok passet langt bedre til Feigenbergs ”profil”. Og jeg bruger netop den floskel for at tale, så embedsværk og bestyrelsesmedlemmerne kan forstå, hvad jeg mener. Nu er allerede Elisa Kragerup og co. udpeget. Det er interessant og skal nok kunne mærkes.
Måske er der nogen, der ærgrer sig over ændringerne? – I hvert fald er der mange publikummer, som vil savne det uforudsete på Republique og det storslåede på Gasværket.
Det er lidt trist, at man, vi, jeg, teatergængeren ikke har et ord at skulle have sagt. Det hele besluttes omkring nogle borde, bag ved nogle skriveborde, på gangen, men aldrig ude på gulvet – i øvelokalet eller inde i teatret, hvor kunsten bliver til.
Var det nu, der skulle sadles om? Og til hvad? Hvem tænker strategisk og med indsigt?
Man kan godt blive bange for, hvilke beslutninger både ministerium og af dem udpegede bestyrelsesmedlemmer hitter på i morgen.
Gid teaterkunsten ikke krævede så mange økonomiske midler, så det blot var kunsten og kunstnerne, der fik det sidste ord.
Tak til H.C. Gimbel, Martin Tulinius in memoriam, Pia Jette Hansen og Vibeke Windeløv. Goddag til de nye!