Kulturkupeen

Kristian Zahrtmann på Den Hirschsprungske Samling.

∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Kristian Zahrtmann på Den Hirschsprungske Samling efter en provinsturné.

Udstillingens undertitel er ”Queer, kunst og lidenskab”.  Det får mig til at tænke på de glade 1970ere, hvor man var strukturalist, og al kunst skulle udlægges som mikrofænomeners interrelationer indpakket i svære fremmedord. Nu er vi i den anden grøft, hvor kønsroller udviskes, og i de fleste teaterforestillinger skal der optræde mænd med skæg i dametøj og vice versa.  I dag taler anmeldere og kuratorer lige ud af posen. En spade er en spade, næsten da.

Og sådan er det også blevet med gamle Zahrtmann. En berømt maler, født i 1843 på Bornholm, virksom i København og med en grundlæggende kærlighed til Italien. Han døde i 1917, og på det tidspunkt var hans værker i høj kurs hos borgerskabet. Samtidigt var han også kendt som en dygtig lærer og i øvrigt for skaberen af nogle meget fortællende malerier, som man kunne lide eller ej.  Jeg har aldrig været nogen varm tilhænger af hans kunst. Indrømmet.

 

 

Kristian Zahrtmann. Adam i Paradis. 1914. Hirschsprung.2020.

Nu er bøtten vendt igen. Zahrtmann skal berømmes for sin tilsyneladende hang til unge mænd, gerne fra arbejderklassen.  Det er vel ok i disse tolerante tider, men at lade den store udstilling bevidst gøre det til hovedpointen er efter min mening en smule anstrengt. På samme vis er det meget mundrappe katalog, som har fulgt udstillingen, også med en forside, hvor en ung, lyshåret gut er sat ind i et blomsterhav: Adam er titlen og året er 1914 – tre år før kunstnerens død. Ikke meget er overladt til fantasien.

Men ser man bort fra dette lettere populistiske kuratorgreb, er det som vanligt altid interessant, når en kunstner, der er skubbet lidt i baggrunden, pludselig trækkes frem og bliver genstand for bred interesse. At Den Hirschsprungske Samling så ved åbningen lod hovedtaleren i høj grad kredse om det queer-specifikke må stå for deres regning.  Det var og er slet ikke nødvendigt. Men vi lever i en tid, hvor selv gamle, klassiske institutioner er til fals for det publikumssmarte.

Zahrtmann kunne male, men i mange år har jeg faktisk ment, at han misbrugte sine evner med alt for symbolistiske og historiemættede billeder: Leonora Christina er et af hans yndlingsmotiver og den får ikke for lidt i renaissancestemning, når hun portrætteres i de senere år af hans virke. Også Dronning Christina, den svenske kvinde, der drog til Rom, bliver afbildet som et stort fruentimmer – ovenikøbet med pibe i munden. Derved kommer der noget anekdotisk over motivet/motiverne.    Men i de tidlige år var Zahrtmanns penselføring både egal og samlet. Billederne var forholdsvis nedstemte. Siden kunne han være meget bombastisk.

Kristian Zahrtmann (1843-1917), Dronning Kristina i Palazzo Corsini, 1908

Måske er det nødvendigt at dreje historien lidt, for at få publikum til at interessere sig for den gamle nisse.

Kristian Zahrtmann. Madam Ullebølle som bacchantinde. 1888.

Udstillingen er stor og løber igennem adskillige af Den Hirschsprungske samlings sale. Og udenom er der de sædvanlige overfyldte vægge. Et interessant museum – en tidslomme, som synes at leve sit eget liv er dette lille, statslige museum i Stockholmsgade.

Udstillingen har været vist på Fuglsang Kunstmuseum og på Ribes Kunstmuseum.

Til og med 10.maj 2020.

www.hirschsprung.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.