Kommentar af Ulla Strømberg.
Kulturens mandagstrænere.
Dansk teater igen på avisforsiderne
Forleden dag var usædvanlig for en gammel Politiken-læser. De første sider af 2. sektion plus selvfølgelig forsiden af 1. sektion handlede om TEATER. Det var utroligt, men viste sig desværre at være det sædvanlige. Det var journalistik om skandaler omkring kunsten, men intet om selve teaterkunsten. Både Aveny-Ts tidligere leder fik nogle spalter og kom på ny i vridemaskinen og så (selvfølgelig) Det Kongelige Teater, der altid er god for en mindre skandale.
Tegning fra Takkelloftet. 2022. Claus Seidel.
Det Kongelige Teater kan med den gamle John Neumeier-historie fortsat hver anden dag fylde et par spalter med resuméer af, hvad avisen tidligere har skrevet – også i dag, d. 2.3.23. Men hvad ved de to, måske yngre journalister, egentlig om teaterdrift, administration og HR i en statsvirksomhed for slet ikke at tale om teaterkunsten?
Det nedlagte skuespillerensemble
På samme vis er flere aviser og anmeldere nu ude efter Det Kongelige Teaters Skuespilafdeling, fordi teatret ikke længere har noget ensemble. Nedlæggelsen af ensemblet kan være svært at forstå, men set historisk så har disse fastansættelser måske ikke været det lykkeligste for en skuespiller. Joh, det er godt at være økonomisk sikret i en årrække, men hvis opgaver og talent ikke går i hak, kan det også betyde store frustrationer. Samtidigt har jeg igennem årene oplevet, hvordan gode skuespillere gik i stå som fastansat på nationalscenen. Og når de kom ud på ”det frie marked”, blomstrede de kunstnerisk op og viste nye sider at deres talent.
Jeg kan derfor som sådan ikke begræde, at ensembler nedlægges, men sker det til fordel for et endnu tykkere fedtlag af fastansatte administratorer, analytikere og marketingfolk, må man råbe op.
Fedtlaget
Det Kongelige Teaters programmer, som trykkes til større teaterproduktioner, har nogle mærkværdige sider med navne på et hav af mennesker. Tag børneforestillingen HALFDANS HOKUS POKUS. En lidt trist affære (har anmeldt forestillingen to gange) med fem ensomme skuespillere på en alt for stor scene i en alt for mager scenografi – men med 36 navngivne (fastansatte) hjælpere bag – lige fra stemmecoach til kostumeteknik. Dertil kommer, at der i programmet også bruges 1/16 af programarket på at fortælle om, hvem der er teaterchef, skuespilchef etc og selvfølgelig, at A.P. Møller er særlig samarbejdspartner sammen med alle mulige andre!
Alt det burde vi kunne nøjes med at læse på nettet! Det er unødvendig information, når man sidder i salen eller står i foyeren til en børneforestilling.
Til ”Cosi fan Tutte”, Mozarts lille fine opera, er der 6 sangere på scenen. I programmet nævnes 88 navngivne personer som direkte involveret i produktionen – udover kapellet. Af de 88 er én øverste chef, tre kunstneriske chefer, og så er der 5 direktører og derefter 12 chefer for alt fra kapelchef til chef for bæredygtighed etc.
Jeg går ud fra, at alle er på helårskontrakter med pension etc. Men de fem ensomme skuespillere i HALFDANS HOKUS POKUS kunne godt have haft nogle flere kolleger. Der var plads nok, og kunsten havde fået et boost. Og skuespillerne er vel bare på månedskontrakter, så dyrere havde det heller ikke været.
Det er denne skævvridning af ikke kun Det Kongelige Teater, men af alle de statslige og lignende institutioner, som det offentlige kommer i nærheden af. Der er tilsyneladende ekstremt oppustede administrationer rundt omkring. Kan vi gøre noget? Nej. Kan vi klandre dem, der har taget et job og accepteret statens jernvilje? Nej, egentlig ikke. Er vi magtesløse? Ja.
Tegning fra Takkelloftet. 2022. Claus Seidel.
Skuespillerensembler
På Aalborg Teater, Aarhus Teater og Odense Teater er der stadig ensembler. Ligeså har flere mindre teatre også fastansatte skuespillere. Det er ikke lige lykkeligt for publikum, men selvfølgelig trygt for de ansatte skuespillere. I Aalborg har man i de seneste år (under den nu afgående norske chef) ikke haft modne skuespillere og heller ikke i Aarhus. Det er et problem, og værst er det, hvis pengene er brugt, så der ikke er midler til at hyre modne folk til specifikke roller. Så tyr teatret til hat og blå briller, og det bliver kunstnerisk en fatal dårlig løsning. Senest bl.a. oplevet på Aarhus Teater i ”Leonora Christina” – og tidligere på Aalborg Teater i bl.a. ”Fanny og Alexander” og i ”Sommergæster”.
Men skribenter er ikke teaterchefer, og på afstand ved vi jo ikke hvilke håndfæstninger, der foreligger. Men vi kan måske prøve at standse den ekstreme bureaukratisering af dansk teater, der med staten som indpisker er ved at dræne dansk teater for kunstnerisk liv.
www.kulturkupeen.dk