∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
La Boheme er en opera, der ikke er til at stå for, hvis man er i det sentimentale hjørne. For Puccini lykkedes med at lægge så meget smerte og hjerte i tonerne, at det kan være svært ikke at henfald til et par tårer, når de fire fattige kunstnere i Paris skal score de to letlevende kvinder, Mimi og Musetta.
La Boheme. Operaen. Foto Miklos Szabo.
I den nye version på Operaen ved instruktøren Elisabeth Linton og scenografen Astrid Lynge Ottesen er det bare svært at føle med figurerne. Dertil er scenografien for gammeldags og tung, og Mini viser ikke tilstrækkelig med følelser i forholdet til Rudolfo. Men lukker man øjnene, så synger de så smukt. Peter Lodahl er den fødte Rudolfo i ydre og med en stemme, der har sorg i klangen, mens Gisela Stille meget fint får bredt Mimis sange ud, selv om Stille er karrig med sine følelser. Der er til gengæld smæld over det hele hos Audun Iversen som Marcello, der forelsker sig i Musetta, sunget af Ivana Rusko. Og flot ser hun ud. Sten Byriel, som rigmanden der snydes af Musetta, får man desværre kun i et lille glimt.
Det er ikke første gang i denne sæson, at det rent musikalske på Operaen er mere end i orden, mens arrangement, instruktion og scenografi har for mange modhager. Sådan var det også med repremieren på ”Den Flyvende Hollænder”. Hvad er det, der sker, når sangerne pludselig også skal spille teater? For det må ikke blive banalt, og hvis ikke instruktør, koreograf og sangeren selv vil de rene, smukke følelser og lidt skuespil uden banaliteter, går det nemt galt.
La Boheme. Operaen. Foto Miklos Szabo.
Til gengæld skal dirigenten Vello Pähn roses for en meget fin balance imellem musikken og sangerne. En nydelse at alle stemmer får plads og rum.
Hentet i Gøteborg
Denne ”La Boheme” er slet ikke nogen ny produktion. Googler man lidt, viser det sig, at denne produktion havde premiere i Gøteborg for mere end 6 år siden – med andre sangere. Det oplyser hverken pressemateriale eller program om – kun at det er en samproduktion. Men det forklarer faktisk, hvorfor scenografien synes så tung, at der måtte skramles godt og grundigt før sidste akt, men hvorfor der ikke er mere sammenhæng imellem det visuelle i akterne, forklares ikke. Og hvorfor fjerde akts skyline af Paris er i pap i stedet for en velfungerende projektion kan kun skyldes, at det er udtænkt for 7 år siden.
Første akts atelier hos de fattige kunstnere er altid svær. Skal det være flot eller….. Rummet er her blevet helt småt,skævt og lavloftet, som det kvarte af en drejescene og foregår nede på selve scenegulvet. Det er faktisk svært at se, hvad der sker og med hvem, så mørkt er der, for det elektriske lys (som jo ikke fandtes i 1840erne) er i denne version vist gået ud.
Dekorationen lagt i 1920ernes Paris.
Tiden hos Puccini og i hvert fald i Henri Murgers bog, som er udgangspunktet, er 1840ernes Paris. Men ind sniger Mimi sig iført lange bukser – a la garconne i 1920erne. Det får dog ikke kærligheden til at gnistre rigtigt dernede på gulvet i mørket.
La Boheme. Operaen. Foto Miklos Szabo.
Anden akt er morsom. Nu er vi heldigvis ikke på fortovscafé, for de er jo ved at dø af kulde. Nu er vi i et stormagasin. Alt er hvidt, og der er indendørs café. Helt Ok, men æstetisk ude af trit med første og også følgende akter. Tredje akts både ude- og inderum er blevet til en mærkelig baggård med alt for meget jern og prostituerede i herrebukser i et lille vindue. Igen uharmonisk i forhold til den samlede fortælling.
Men fjerde akt har fat i noget. Nu er vi rykket op på taget, hvor Mimi vender tilbage efter i mellemtiden at have forladt Rudolfo, fordi han var fattig. Hun har levet sammen med en greve, men vil dø hos Rudolfo, og Musetta kommer slæbende med hende helt op på taget af huset. Så kan vi endelig se med fra de bageste rækker. Men puslespillet skal jo gå op. Der skal fortsat være koldt, for Mimi fryser jo og vil have en muffe, mens hun ligger i sin ærmeløse silkekjole, som hun har solgt sin krop for at få. Bålet står for langt væk, mens de lidt pappede kulisser virker sølle. På pressefotografierne fungerer det, så havde det være film, ville kulissen have været acceptabel. Her er det levende opera – i et milliard kroner dyrt hus og kræver format.
La Boheme. Operaen. Foto Miklos Szabo.
Musikken spiller, Rudolfo kigger ud over tagene, og musikken stopper. Mimi er død, uden at han lagde mærke til det. Mere sørgeligt kan det næppe være, men vi hoppede ikke på den, for vi sad jo og tænkte på Sacre Coeurs byggeår – og Eiffeltårnets byggeår for at kunne sige god for den meget konkrete kulisse med Paris anno 1920erne. Og endnu et problem. Dengang i 1920erne havde de rigtige kunstnere gode dage og var slet ikke ved at dø af sult.
Normalt går man jo ikke ind i detaljer i operaens kulisseverden. Men her har instruktør og scenograf faktisk haft 7 år til at rette op på de irriterende småfejl, som altid er svære at løse ved La Boheme. Indrømmet.
Mere ros til sangerne
Så hvor ville det have været godt, hvis det var en ny langtidsholdbar og moderne La Boheme, men det er bare en forholdsvis klassisk version, hvor det visuelle kunne have løftet sangerne derhen, de fortjener at være takket være deres talent og kunnen.Nu lykkedes det ikke.