Kulturkupeen

3 stjerner. Anmeldelse af Ulla Strømberg.

Der er grøde i det alternative danske operaliv. Og det er godt.  Operanord opfører en helt ny, lille opera (50 minutter) på Takkelloftet. Smukt ser det ud på det hvide gulv i Louise Becks scenografi og iscenesættelse.   Udgangspunktet er almenmenneskeligt og inspireret af Richard Wagners opera “Tristan og Isolde”, den ultimative kærlighedshistorie, hvor Isolde til sidst synger den smukkeste arie, der går under navnet Liebestod – og synker død om ved sin elskedes side.

Kan man dø af kærlighed, der ikke gengældes eller ikke har muligheder her på jorden? Ja, sagde Wagner,  og ja siger de to komponister og ensemblet med.

Men selv om musikken af Sofia Jernberg og Henrik Strindberg ind imellem er både smuk, spændstig, velspillet og velsunget, ikke mindst af  Katinka Fogh Vindelev, forsvinder følelserne eller de kommer aldrig frem. Librettoen, der både siges, synges og tildels vises på lysbilleder, kan næsten ikke opfattes, og da jeg overværede forestillingen fandtes ingen teksthæfter. Men jeg er sikker på, at der er masser af dybde og filosofi i ordene, som siges, skrives, synges og udstødes. Forståelsen på det direkte plan, uden tekstmateriale, er bare umuliggjort.

Den ene af komponisterne, Sofia Jernberg, synger selv den ulykkelige kvindes parti. Det illustreres i bogstavelig forstand med en hjerte og røde tråde, der holder hende fanget. Hverken hun eller billedkunstneren Dagmar Radmacher er skuespillere. Derved bliver hele seancen mindre teater og mere performance. Måske er det hensigten, jeg ved det ikke. Men som teater synes det uengageret og upræcist.

De røde tråde er vigtige i hele forestillingen og går igen i projektioner. Det er smukt,  og føjer de forskellige musikere sammen til et hele. En spændende blanding af instrumenter: Harpe, viola, harmonika, slagtøj og bas. Musikerne kommer fra mange lande – så selve processen har sikkert været meget spændende.   Men spørgsmålet er om det lykkes at formidle partituret og teksten til publikum? Næppe.

Fra instruktørens side er det godt tænkt: hvid spilleplads, musikerne udenom i en cirkel og yderst publikum kvadratisk placeret. Kun tre farver anvendes: hvid, sort og rød – livet, døden og intetheden.  Men ærgerligt, at teksten ikke kunne høres eller læses og ærgerligt, at ikke alle var lige gode til at “performe”. Men måske er materialet så godt, at der kan arbejdes videre med det.

Wagner var helt væk. Det er svært at hamle op med Wagners ultimative kærlighedssang. Til gengæld kunne man have hentet alverdens smukke tekster fra den store verdenslitteratur. Men musikken, i al sin modernitet imellem genrerne, var nydbar og gav plads til eftertænksomhed, det kom bare ikke til at handle om den ultimative kærlighed.

.