Kulturkupeen

Life Animated

∗ ∗ ∗ ∗ ∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

Gribende dokumentarfilm om en outsiders kamp for at forstå verden.

Life Animated handler om autisme. De fleste af os, der ikke har sygdommen tæt inde på livet, har kun en vag fornemmelse af, hvad autisme er: Udviklingsforstyrrelse, manglende sociale kompetencer og anderledes adfærd og interesser end normen. Efter at have set den gribende Life Animated er jeg blevet meget klogere.

I filmen følger vi Owen Suskind fra han er spæd til han som 23 årig flytter hjemmefra. De første tre år af hans liv aner forældrene ikke, at der er noget galt med hans udvikling. En dag holder han pludselig op med at tale, trækker sig ind i sig selv og kan ikke kommunikere med omverdenen. Lægernes dom er svær autisme. Hans mor Cornelia Suskind siger: Det var som om nogen havde kidnappet mit barn.

Filmen bygger på Pulitzer-prisvinder og journalist Ronald Suskinds bestseller: Life Animated: A story of Sidekicks, Heroes, and Autism om hans og hustruens erfaring med at skabe Owen et så normalt liv som muligt

life-animated-mowgly-2

Foto: Miracle Film

Owen er vild med Disneys tegnefilm. Ja, han nærmest lever og ånder for dem, og en dag opdager Ronald ved et tilfælde, at Owen kan kommunikere gennem Disneys magiske tegnefilmunivers. Det Owen får ud af at se de klassiske Disneyfilm som Bambi, Løvernes Konge og Peter Pan igen og igen, er en dybere forståelse af den virkelige verden udenfor tegnefilm universet. Familien starter med at tale i Disney sprog til Owen, og langsomt begynder forældrene igen at kommunikere med deres søn. Cornelia siger: Mit mål var at trænge ind i autismefængslet og få ham ud, og det lykkes langt hen ad vejen.

Ud over interviews med Owen og hans forældre, er der også et interview med hans bror Walther. Han forbereder sig på, at det en dag, når forældrene ikke er mere, bliver hans lod at tage sig af Owen. Tanken holder ham vågen om natten, men han ved, at han kan, når han skal.

life-animated-pappegoeje-og-owen-2

Foto: Miracle Film

En stor del af filmen er tegnefilm. Enten uddrag fra Disneys klassikere eller også tegnefilm om Owens indre liv. Fra tegnefilm krydsklippes der til autentiske klip fra Owens opvækst og hans liv i dag. Det virker er stærkt. Man føler med hele familien.

Filmen stiller spørgsmål til det meningsfulde liv. Er det, som vi andre normale forestiller os, eller er der i virkeligheden ikke mange andre måder at finde meningen med tilværelsen?

Life Animated er en film om at være anderledes, om afmagt, men også om håb for fremtiden. Og ikke mindst, om at forsone sig med sin skæbne. Det gælder for Owen selv, men lige så meget for hans familie.

Bag filmen står dokumentarfilmsinstruktør og Oscarvinder Roger Ross Williams. Han har modtaget flere internationale priser for Life Animated. Helt fortjent. Man forlader biografen beriget og klogere på livet.

Instruktør: Roger Ross Williams

Trailer: Miracle Film




 

Premiere: 20. oktober 2015