Mindeord om Martin Tulinius – og nogle ord fra Martin om et par af hans forestillinger.
af Ulla Strømberg.
Det er bare så sørgeligt, at Martin Tulinius er gået bort efter kort tids sygdom. Det er alt, alt for tidligt. 49 år gammel. Et stort menneskeligt tab – og et stort kunstnerisk tab. Så mange projekter lå og ventede.
Martin var et kæmpetalent og havde så mange talenter: fotograf, scenograf, instruktør, dramatiker, administrator og sandskulptør.
Martin havde flere evner end de fleste – og inden for teatret beherskede han næsten hele spektret af teatrets mangestrengede væsen. Lige bortset fra selv at stå på scenen og skrive noderne.
Som scenograf høstede han allerede fra starten stor ros og hæder. Tre Reumert’er blev det til: ”On this Planet” og ”Østrig”, (2003) og ”Havfruen” (2006), ”Faust” (2007) plus en Reumert som dramatiker for ”K”. For Martin hang det hele sammen: teksten, billedet, skuespilleren og institutionen.
Teatret var ikke kun en leg, det var også dødsens alvor. Hans forkærlighed lå i mellemkrigstidens kunst, som netop balancerede og vibrerede på en knivsæg – æstetisk, filosofisk og rent politisk: Erik Saties toner, Frans Kafkas ord, Arnold Schønbergs musik og dadaismens udtryk var kunstneriske ledemotiver, som han hyppigt vendte tilbage til. Men han favnede også andre tiders kunst, fra Hieronimus Bosch, over Shakespeares ”Hamlet” til Goethes ”Faust”. På det mere konkrete plan var teatermanden Robert Wilson og filmmanden Peter Grenaway forbilleder og inspirationskilder.
Vejen var lang og kun delvis målrettet. Først Kaleidoskop, hvor de første 5 år var i samarbejde med Mikkel Harder Munch Hansen – derefter 5 år som ene leder. Navnet ”Kaleidoskop” skulle signalere deres drøm om at skabe teater, der ville bygge bro med det traditionelle klassiske teater og performance-teater. Og selve ordet oversatte Martin med ”Skønhedskikkert”.
Så kom nye udfordringer i Kanonhallen, der først hed K1 og K2, og derefter sammen med H.C. Gimbel fra 2008 blev til det ambitiøse projekt Teater Republique. Nu, her i 2016, er Republique ved at indfri alle de store forventninger og mål, som både internt og eksternt har været stillet til det københavnske teater. For Republique skulle være alt det, ingen andre turde kaste sig ud i: et sted for grænseoverskridende teater imellem genrerne og gerne med et internationalt præg.
I de seneste år har jeg samlet materiale til en bog om dansk scenografi og derfor også haft nogle, desværre uafsluttede, samtaler med Martin. Med sin smukke stemme i lyntempo understregede han hyppigt, at han ikke engang i starten følte sig som scenograf, men: ”Der var flere instruktører, der så, at jeg havde visuelle kvaliteter. Da jeg manglede penge, sagde jeg ja til forskellige scenografiske opgaver. Det gode var, at instruktørerne også inviterede mig ind i nogle arbejdsprocesser. For omverdenen har altid set mig som scenograf, mens jeg selv betragter mig mere som iscenesætter.”
Netop denne dobbeltrolle gjorde allerede på Kaleidoskop forestillingerne beundringsværdig anderledes. ”Pierrot Lunaire” med Arnold Schönbergs banebrydende musik blev overrumplende godt modtaget tilbage i 1997 og gav mod på flere forestillinger, som igen og igen brød med den hidtidige norm for, hvad en lille eksperimenterende scene på Nørrebro kunne overkomme af repertoire og kunstneriske ambitioner. Hver gang var det visuelle en overraskelse og en nydelse for publikum. Da nye spillesteder blev indtaget, som f.eks. med nycirkus-forestillingen ”Havfruen”, blev det endnu et bevis på Kaleidoskops styrke.
Udover ”Pierrot Lunaire” på Kaleidoskop blev vigtige landvindinger nået med ”On this Planet” og Kafka-forestillingen ”K”.
Ser man tilbage på Martins væsentligste forestillinger handlede de altid om eneren op imod verden. Kafka-figuren i både ”K” og ”Processen” var indlysende repræsentanter, og også Hamlet hørte til familien sammen med manden i ”On this Planet”. Det var en musikforestilling skabt i et produktionssamarbejde imellem Den Anden Opera og Kaleidoskop med musik af Anders Nordentoft. Martin beskrev selv i 2016 forestillingen således og understregede dermed også noget at det centrale i sit teatersyn:
”On this Planet” var en moderne opera om en mand, der ligger for døden og ser tilbage, men det blev også et billede på eksistensen – en fortælling om os alle, om hvordan vi lever og dør. Noget af det, som interesser mig mest er at fortælle en større historie via musik. Helt konkret lytter jeg til musikken og hurtigt opstår billeder, hvor jeg siden forsøger at finde og fastholde det basale.
I ”On this Planet” blev fødsel det fundamentale, det arketypiske. Senere har jeg lært hos Shakespeare, at mennesket går igennem 7 stadier. Det er godt, når tingene har mange lag og dermed mange betydninger.
I ”On this Planet” blev materialet sand lige fra starten udgangspunktet. Og det kender jeg jo fra mit mangeårige arbejde med sandskulpturer. Op af sandet dukkede nogle store hoveder, som siden via teknikken begyndte at tale. Det var store skulpturelle hoveder formet i flamingo og bestrøet med sand. De syntes umiddelbart at være ikoniske skulpturer fra Ægypten. Derfor gav overgangen fra det statuariske til de levende, talende ansigter en meget stærk effekt.
I den vellykkede Hamlet-version rummes alle ingredienser: Liv, død, nycirkus, musik, bevægelse og en historie, der også rent visuelt fortjener det overraskende. “The Tiger Lillies perform Hamlet” er stadig på international rundtur og lige nu i Korea. Martin forklarede i 2016, flere år efter premieren tilbage i 2012:
I min ”Hamlet” foregår det hele inde i Hamlets hoved. Hamlets faders ånd – bliver en projektion af et ansigt ovenpå de andres kroppe. Ved at projicere på menneskelige kroppe sker der en dobbelteksponering. Det var også noget, jeg gjorde for år tilbage.
I startfasen rent teknisk bruger man nogle statister til at afprøve ideen, der er opstået hjemme ved skrivebordet. Jeg ser måske et billede for mig, og det lykkes så at genskabe det på scenen.
Det lykkedes i “Hamlet” i overmåde grad at skabe overraskende nye billeder og også i mange af de forestillingerne til stor glæde for os publikum.
Heldigvis nåede vi på Teatermuseet i Hofteatret i 2005 at samle Teater Kaleidoskops første (og eneste) 10 år i en smuk, minimalistisk udstilling og i et katalog. På bagscenen stod den originale dekoration fra ”K” – en slags klatrevæg i hvidt plys – på scenen i montrer sås rekvisitter fra bl.a. ”Dada”, mens hele balkonen var fyldt med smukke forestillingsbilleder – alle taget af Martin – og neden under, på en snor hele balkonen rundt, hang de uendelig mange gode teateranmeldelser, som var blevet skrevet i kølvandet på forestillingerne.
Foto af Martin Tulinius – fra forestillingen “Havfruen” .
Uden store kunstnere ingen forestillinger, som det er værd at tænke på, skrive om eller erindre. Martins forestillinger vil blive husket i mange år frem. Vi skal være taknemmelige over, at vi fik lov at opleve dem og også mennesket bag.