Kulturkupeen

Lille knap, hvem er du? Udstilling i Paris (1).

Set af Ulla Strømberg.

Knapper på udstilling i Paris ( Paris i juni 1).

Gyldne knapper

Gyldne knapper. Foto: US.

Det lyder lidt vildt, ikke? En stor udstilling om knapper! Men på Les Art Décoratifs, svarende til vores tidligere Kunstindustri Museum, i en fløj af Louvre ud mod Rue de Rivoli, er man lidt monomane, når det gælder mode. Så derfor tages alle idéer yderst alvorligt.

Museet har skabt en smuk, harmonisk, æstetisk udstilling, hvor knappen er i centrum, men indrammet af alt det, der har knapper, dvs. handsker, knapstøvler, dragter, kjoler, jakker, frakker. Det hele vist med kronologien for øje igennem 2-3 århundreder. Den direkte årsag er en gave på 3000 unikke knapper, hvor af flere er skabt af nogle af det 20. århundredes kendte kunstnere som Giacometti, Jean Arp og Sonia Delaunay.  Mange af disse knapper hænger som dekoration på udstillingens vægge, mens knapper i funktion er i glasmontrer. For også de håndværkere, hvis navne er glemt for eftertiden, skabte knapper med skønhed samt alt det, der gør kunsthåndværk unikt, nemlig overensstemmelse imellem form, funktion og æstetik.

Knapper med markante mønstre

Knapper med markante mønstre. Foto: US.

Det er en nydelse at fokusere på denne oversete detalje, som når den ikke er der, straks bemærkes, men omvendt overses, når den er velfungerende.Tænk på en herre, der har tabt manchetknappen, eller en dame, hvor knappen midt for er faldet af, hvilken katastrofe!

Der var knapper i herrejakkerne i slutningen af 1700-tallet, i damernes lidt tunge tournurekjoler i slutningen af 1800-tallet, og knapper maser sig frem på haute couture-dragterne af de store modeskabere i midten af det 20 århundrede, Dior, Yves Saint Laurent, Chanel og mange, mange andre.

En Yves Saint Laurent Jakke, hvor knapperne er med til at dekorere dragten.

En Yves Saint Laurent Jakke, hvor knapperne er med til at dekorere dragten. Foto: US.

Udstillingen er en oase, en glæde at skue, og mon ikke en hver skabssypige vil få åndenød og love sig selv, at den næste frakke skal have nogle store, flotte, unikke knapper lige midt foran – eller mere diskret oppe ved skulderen.

Maleri af en franskmand i 1700 tallet, hvor knapperne er med til at udsmykke jakken.

Maleri af en franskmand i 1700 tallet, hvor knapperne er med til at udsmykke jakken. Foto: US.

Et lille suk: Udstillingen er svær at illustrere. Sjældent har jeg set et museum skrue så meget ned for lyset for at skåne tekstilerne. Mørkt var der, men det gjorde ikke knappemødet mindre interessant.

Ps: og ikke et ord om knappestøberen i Peer Gynt!

Indtil 19.7.2015

www.lesartsdecoratifs.fr