Kulturkupeen

Living

∗∗∗∗∗

Anmeldelse af Eva Zierau.

50erne.  Vi befinder os i London.  I første scene overværer vi en lægesamtale mellem vores hovedperson Mr. Williams(Bill Nighy) og hans læge, som har dårlige nyheder. Mr. Williams har en uhelbredelig sygdom. Man tænker. Nu kan det kun gå en vej.

Filmen er en remake af Akira Kurosawa’s film Ikiru(1952) om en ældre terminal syg mand, der for første gang i sit liv indser vigtigheden af at leve i nuet.

Foto: SF STUDIOS

Mr. Williams har været ansat i en offentlig forvaltning det meste af sit liv. Han har mistet sin hustru, og hans forhold til hans søn og svigerdatter, som han bor sammen med, er ikke det bedste. De ænser ham knap og har travlt med deres eget liv.

Hver morgen tager han toget fra forstæderne ind til London Centrum. Nogle af de unge ansatte fra hans kontor kører med samme tog, men der er ikke kutyme for, at man sætter sig i samme kupe som chefen. Der er forskel på folk og fæ.

Foto: SF STUDIOS

Mr, Williams arbejder i kommunalt regi med byplanlægning. Han og hans medarbejdere sidder bag bjerge af papirer og prøver at holde styr på de bunker, som kontinuerligt hober sig op på deres borde. Mr. Williams er en af de mange offentlige ansatte, der er slidt ned af årtiers uinspirerende kontorarbejde. Ikke just et opløftende scenarie.

En aften, da han sidder på en bar og tænker over sit liv, går det pludselig op for ham, at han aldrig har levet i nuet. Årene er forsvundet, det ene efter det andet, uden at han rigtig har nydt dem. En trist erkendelse.

Kollegaerne på kontoret synes, at han virker kold og formel. Der er ikke meget sjov og ballade med ham. En dag falder han i snak med den unge nyansatte kvinde Margaret( Aimee Lou Wood) på kontoret. Samtalen mellem de to får ham til at erkende, at han har forspildt sit liv med noget, der ikke rigtigt betyder noget:Tænk at kunne føle sig levende bare en dag. Jeg ved ikke hvordan. Jeg ønsker det virkeligt siger han. Snart finder han ud af, betydningen af at række ud og gøre noget for andre kan være en af livets største glæder.

Foto: SF STUDIOS

Filmen giver et godt tidsbillede af livet i efterkrigstidens England. Ret beset kunne selve historien om at gribe dagen lige så godt have forgået i Danmark. Visuelt er der tale om et flot historisk drama.

Den 73 årige Bill Nighy spiller som sædvanlig godt, denne gang som den aldrende Mr, Williams, der erkender at have brugt hele sit liv på noget, der i bund og grund ikke har gjort ham glad. Der er noget sky og følsomt ved ham. Nighy siger i et interview om filmen: Den handler om, hvordan vi håndterer vores egen dødelighed, og hvordan vi bedst værdsætter den tid vi får. Vi kender Nighy fra et hav af roller på film som Emma(2020) The Bookshop( 2017)  Their finest Hour(2016). Han har haft en meget imponerende karriere indenfor såvel film som tv.

Filmen handler dybest set om at man skal være er tro mod sig selv og sine drømme, og bevidst prøve at få det bedste ud af livet. Det er der vist ingen, der kan være uenig i.

En gribende og tankevækkende film. Gå ind og se den.

Instruktør:  Oliver Hermanus

Premiere: 4.maj 2023

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *