∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Livlægens besøg med Struensee i en mørk epoke i dansk historie – smukt indpakket.
”Livlægens Besøg” på Betty Nansen teatret er en smuk og afstemt forestilling, der forbilledligt beretter om en trist fase i dansk historie. Men det er også en historie, som er så velkendt ude i de små hjem, at det kræver noget af en indsats at løfte opgaven.
Livlægens besøg. Elliott Crosset Hove. Pressebillede af Natascha Thiera Rydvald.
Med Elliott Crosset Hove som Christian 7. har teatret den perfekte konge. Han kan bevæge sin krop, sit ansigt, han kan skrutte med ryggen, lave grimasser og alligevel stirre ud med et klarsyn, som dementerer enhver påstand om, at han skulle være gal. Samtidig er Elliotts stemme lys, lidt sitrende, og på moderne vis lægger han lige meget tryk på alle ord. Derved står han i kontrast til hoffets folk med deres sleske, velsmurte tunger.
Alle skuespillere leverer meget veltilknappede, næsten skræddersyede præstationer som hoffolk og kongelige inklusive den eneste ikke adelige, Johan Struensee, livlægen, som har lagt navn til stykket. Det er fint ensemblespil, ingen stikker af, og som skakbrikker, der skal rekonstruere et stort spil, bevæger de sig igennem historien. Kun Ole Lemmeke må spænde over to figurer, filosoffen Voltaire, og den konservative Reventlow. Hans Voltaire-figuren er interessant, fordi den er spillet så stille, og det er vel også historisk korrekt.
Instruktøren Emmet Feigenberg og scenografen Karin Betz har klogeligt skåret selve historien ind til benet rent visuelt og skabt et næsten lukket, irret rum. Her kan alt lade sig gøre med væltede guldstole som symbol på magten i ubalance. Og vi er vidt omkring, Fra Christiansborg til Altona, fra Paris til Støvlet Katrine og oppe i Hørsholm på Hirschholm slot (dog uden at det bliver sagt).
Pressebillede af Natascha Thiera Rydvald.
Derfor er det også helt rigtigt, når stolene på et tidspunkt hænger oppe i loftet. Der var jo ingen demokratiske forsamlinger, ingen folkevalgte til at sidde på stolene. Og når der skal skabes små lukkede spillescener, foregår det blot under den store lysekrone, som hejses helt ned – eller diverse antydede rum under scenen kommer i anvendelse.
Kostumerne er smukke, i tidens mode, uden at virke tyngende og uden for tung symbolik. Underlægningsmusikken er uhøjtidelig, som var det en TV-fortælling i doku-genren.
Stykket var oprindelig en kort, raffineret og velskrevet roman af den svenske forfatter P.O. Enquist, der netop gjorde Struensee til den sympatiske hovedperson. Det er en forfatters ret at forgribe sig på historiske emner, men spørgsmålet er selvfølgelig, om den moderne, fritænkende læge fra Altona nu også var så ædel og retlinet og demokratisk. Var han naiv, liberal og ville hjælpe kongen, eller var han magtbegærlig og forgreb sig forsætlig på både dronningen og magten i kongeriget? Enquist vælger den venlige karakteristik.
I fire år var Struensee ganske nær Christian 7. I de sidste to år gjaldt det om at give landet nye love, der kunne gøre det lille land til et mere menneskeligt sted at være for alle individer.
Men i programmet erklærer instruktøren Emmet Feigenberg, at han gerne vil skubbe til Enquists historie, så kongen bliver en mere central figur og samtidig undersøge det mentale rum inde bag den officielle historieskrivning: Danmarksrummet, kalder han det for.
Og her ligger der måske et lille problem. For det kunne virke som om lidt for mange kokke har haft fat i P.O. Enquist’s tekst og vendt og drejet den, så al poesi er forsvundet. Først er der en roman, den bliver siden til både opera og film, så kommer to svenskere på og dramatiserer, dernæst går den danske dramaturg i gang og skærer til og oversætter for til sidst at lade instruktør og skuespillere foretage de sidste tilpasninger. Ikke så mærkeligt hvis teksten synes lidt blodfattig. For uden en stærk poetisk og ren tekst kan det næsten være det samme. De replikker, som skuespillerne siger, har ikke samme grad af klarhed, som tilfældet var i Enquists legendariske skuespil: ”Tribadernes Nat” og ”Fra Regnormenes liv”. Her havde han jo selv formuleret replikkerne, hvor adskillige er så rene, at de stadig kan huskes og citeres.
I ”Livlægens Besøg” er replikkerne blot sætninger, der skal føre handlingen videre.
Som helhed er forestillingen fin og klar og har et budskab, og det går rent hjem takket være Emmet Feigenberg, Karin Betz og skuespillerne.
Et er, hvad der skete i Danmark imellem 1766 og 1772. Noget andet er, om det samme kunne ske i dag hos os eller i de forskellige såkaldte demokratier, vi kender til? Den historie er interessant, og den fik vi, men når der står Enquist øverst på plakaten, vil vi også have poesi.
Livlægens besøg efter roman af P.O. Enquist.
Dramatiseret af Erik Norberg og Johanna Garpe.
Instruktør: Emmet Feigenberg
Scenograf: Karin Betz
Dramaturg og oversætter: Karen Maria Bille
Kostumier og skræddersal: Henrik Børgesen
Medvirkende:
Elliott Crosset Hove
Signe Egholm Olsen
Troels Thorsen
Ole Lemmeke
Nicolai Dahl Hamilton
Asbjørn Krogh
Nissen
Julie Agnete Vang
Tina Gylling Mortensen
Tom Jensen
Rikke Westi
Jonathan Westphal Stennicke
Sander Asbjørn Thorlaksen