∗ ∗ ∗ ∗ ∗
Anmeldelse af Ulla Strømberg.
Man skal høre meget – ny bog om musikkritik.
Tænk hvor de er reflekterede, de mange, primært mænd, som har skrevet i den nye antologi om dansk musikkritik i anledning af Musikanmelderringens 100 års jubilæum. For under det lidt tunge navn har musikanmeldere organiseret sig og tillige, måske siden 1943, uddelt et par årlige kunstnerpriser.
Antologien er redigeret af Thomas Michelsen, i dag formand for Musikanmelderringen og tillige kritiker ved Politiken og Claus Røllum-Larsen, seniorforsker ved Det Kongelige Bibliotek.
Thomas Michelsen skriver forordet og lægger pejlemærker ud for nuværende og kommende musikskribenter: Hør, hør, hør er forudsætningen for, at både ører og sanser er tilpas modtagelige for indtryk ved koncerter, operaer og aflytning af cd’er.
De allerfleste bidrag, nogle nye, andre genoptryk, er vægtige, vidende og flere ligefrem underholdende. Det er samtidigt bemærkelsesværdigt hvilken faglighed, der ligger bag både den eksisterende musikkritik og de enkelte bidragsydere.
Jeg tænker på mit eget nuværende fag som teaterkritiker og den gruppe af kolleger, som primært skriver på nettet. Her er, for at sige det mildt, en mindre grad af dyb faglighed, men trods alt en kærlighed til kunstarten. Hvad der ikke berøres i bogen om musikkritik, men som findes inden for teaterkritikken er en vis klassedeling, hvor den tilbageværende trykte presse, uanset faglighed, rangerer højest.
Men al kunstkritik (vedr. musik, billedkunst, litteratur, film og teater) er i dag presset, så uden nettets blandede indhold ville der nok ikke være en tilstrækkelig ”kritik”.
To pensionerede professorer forsøger hver især, med og uden kommaer, at trække nogle historiske linjer for at præcisere begrebet kunstkritik, offentlighed og diverse teorier. Men de når desværre ikke ned i gulvhøjde, hvor det havde været interessant at tage fat i både den litterære kritiks opståen, kunstkritikken hos bl.a. Diderot, teaterkritikken hos Lessing og selvfølgelig flittige danskere som Peder Rosenstand-Goiske (1752-1803) og siden unge Heiberg og mange flere. For de var der, deres penne var skarpe, indimellem spydige og meget personlige. De skrev ikke for at tjene penge, men for at oplyse!
Inden for dansk musikkritik er der et navn, som huskes af de fleste, som har nogle år på bagen: Hansgeorg Lenz, mangeårig musikanmelder ved Dagbladet Information.
Valdemar Lønsteds portræt af denne dybt personlige skribent er interessant, og de forskellige citater skaber et billede af den ”indvandrer”, der elskede Wagner og Karajan, mens flere danske, udøvende musikere nok har frygtet hans pen og ofte laaange anmeldelser. At han har dannet skole blandt yngre, ikke mindst mandlige skribenter, er hævet over en hver tvivl. For bl.a. Politiken har i perioder excelleret i skribenter, der overskred enhver taktfuld medmenneskelighed.
Dirigenten Adam Fischer skriver et morsomt bidrag om musikkritik og har en pointe i, at netop negativ kritik engang imellem kan være livgivende.
Violinisten og dirigenten Nikolaj Szeps-Znaider ser musikkritikken som nyttig og det eneste sted, hvor musik diskuteres, uanset at det også, ikke mindst for yngre musikere, kan være meget nervebetonet at blive anmeldt.
Musikhistoriker Henrik Engelbrecht kan endnu engang overraske – her med et portræt af en for mig helt ukendt kvinde, Hedevig Quiding (1867-1936), der oprindelig var sanger, men endte som en rapkæftet musikanmelder i BT indtil sygdom satte en stopper for hende virke.
”Man skal høre meget” kommer rundt om mange emner og personer og viser på godt og ondt, hvor givtigt det er for formidling af kunst og såmænd også af kunstkritik, at der skrives for den store skare af læsere og ikke kun for små universitære grupper.
Udkommet april 2024 på forlaget Multivers