Kulturkupeen

Mandariner

Mandariner
∗∗∗∗∗
Samtale fremmer forståelsen…
sådan lød en annonce engang. Og filmen Mandariner viser den påstand i en gribende film af Zaza Urushadze. En film der handler om krig og næstekærlighed, om gensidig forståelse for hinanden uanset hvor fremmed den anden er, og om at forsøge at være menneskelig i en umenneskelig verden.

Foto: Miracle Film

Handlingen udspiller sig i Kaukasien, nærmere betegnet Abkhasien, i en lille estisk mini-enklave hvor der nu kun er et par mennesker tilbage. Resten er flygtet fra krigen mellem georgiere og tjetjenere. Russerne spiller naturligvis også en (væbnet) rolle i konflikten, som har efterladt en ældre tømrer Ivo og hans nabo Margus alene med en plukkemoden mandarinplantage. Margus vil ikke forlade sine mandariner, men vil have dem solgt på nærmeste marked (hvor det så end måtte være). Ivo lover at hjælpe med at producere de trækasser der skal rumme høsten. Men det bliver skæbnesvangert, for krigen rykker nærmere, og pludselig er der sårede krigere ved deres huse. Som den barmhjertige samaritaner tager Ivo både Niko, en georgier, og Ahmed, en tjetjener, under sit tag til omsorgsfuld pleje, selvom de to dødsfjender sværger at slå den anden ihjel. Ivo fastholder at ingen skal lide overlast i hans hus. Og så stiger spændingen bogstavelig talt…

Foto: Miracle Film

Det bliver en lang rejse mod gensidig accept af fremmede og deres anderledes tro og tankesæt. Indgroede automatreaktioner, traditionelt stammehad og mangel på tillid til andre mennesker udstilles i denne film som nærmer sig et kammerspils nedtonede men absolut alvorlige dybde. Et humanistisk projekt som næsten er dømt til at mislykkes eller i hvert fald få alvorlige ridser i lakken.




Trailer: Miracle Film
Urushadze har lavet en meget smuk og langsom film i høsttidens douce farver. Skuespillerne er meget autentiske og særlige. Filmen har mange af de danske dogmefilms kvaliteter, selvom ikke alle dogmer overholdes. Den foregår i et fysisk koldt og trist miljø, men psykisk er der tryk på kedlen. Uden de store falbelader fortælles der en anden historie end den politikere og andre magthavere plejer at fortælle: Når et menneske dør, dør en hel verden. Det mest ophøjede øjeblik opstår da Ahmed sætter et kassettebånd i en bils anlæg og for første gang lytter.

Instruktion: Zaza Urushadze (2013)
Titel: Mandariner